Velkommen til Sprogblog




Du forandrer sproget. Vi siger det højt




Vi taler højt og blogger bredt om det sprog som varierer og forandrer sig hele tiden. Vi taler om det danske sprog, om modersmål, dialekter, andetsprog: alle-sprog.




Vi blogger om sproglig variation og udvikling. Vi blogger om sprogpolitik og sprogets magt. Og vi blogger om alt det vi alle kan med sproget.

tirsdag den 16. oktober 2012

Stories we live by

Af Dorte Greisgaard Larsen. Indlægget er oprindeligt bragt i DANES 5

Det her er historien om, hvad vi gør med ikke bare det danske sprog, men med alle sprog: vi skaber mening; vi konstruerer os selv og andre; vi skaber liv.

Tilbage i 2002, da min farfar var blevet så gammel, at hans krop var ved at sætte punktum for et langt liv, besøgte jeg og min far ham en sen eftermiddag. Der lå han halvsovende, bleg, med et tungt og langsomt åndedrag og slet ikke som den farfar, jeg engang kendte. Den tidligere så livlige farfar, havde skræmt mig med sine forlorne tænder så det kildede i maven, havde snittet bue og pil til mig, da jeg var 8 og havde fortalt mig historier om Hitler og Churchill, og om hvordan det var at vokse op i en familie med trange kår, og om at møde min farmor, der kom fra en gård med fire skorstene. En træt udgave af den samme farfar lå nu der og havde kort tid igen. Det vidste både min far og jeg. Og så var det som om vi indgik en stiltiende aftale den eftermiddag. Vi fik min farfar til at fortælle historier fra gamle dage. Fra dengang man snildt gik 50 km på en dag for bare at besøge en kæreste, og om den vinter hans kloge hund gik gennem isen og min farfar sagde den skulle løbe hjem og den døde af kulde hjemme foran gården, fordi den ikke kunne komme ind i stalden. Om hans, efter eget udsagn, lidt for vilde ture i byen, dengang han var helt ung… og gift. Min farfar var en dygtig historiefortæller. Han skabte billeder i hovedet på mig, holdt pauser så jeg kunne nå at orientere mig i de fortalte rum, og så gemte han ofte omhyggeligt pointen til sidst, som en sød belønning for, at jeg havde lyttet.

Da min far og jeg gik den eftermiddag var min farfar som forvandlet. De før så matte øjne lyste, og hans kinder havde taget lyserød farve. Det der skete for min farfar i det korte tidsrum, vi var på besøg, var hvad 1001 Nats fortællende hovedperson, Sheherazades, var fuldt ud bevidst om allerede for mange århundreder siden: fortællingen har en livgivende kraft. 

Nu vil den opmærksomme læser måske tænke: hvad har historiefortælling med dansk sprog at gøre? Alt og intet kan man sige. Fortællinger kender ikke til sproglige grænser. Så vidt man ved, har alle mennesker til alle tider fortalt hinanden historier. Historiefortælling er en universel aktivitet – og den får liv som en sproglig størrelse.

Hvad er det så fortællingen kan - hvad enten den er på dansk, japansk eller engelsk? Hvad enten den er fiktiv eller baseret på virkeligheden?

Fortællinger konstruerer vi i et tidsligt krydsfelt mellem den fortalte tid, ’dengang og da’, som fortællingen handler om, og så fortælletid dvs. det ’her og nu’, hvor fortællingen fortælles. Min farfar fortalte til et deltagende publikum; til os som ivrigt lyttede til, hvad han havde oplevet.  Samtidig etablerede han med fortællingen et fortalt rum i et datidens ’dengang og da’, hvor hans krop igen var ung og vital, og hans liv stadig lå åbent foran ham. På den måde skabte min farfars levende fortællinger om fortiden nyt liv i øjeblikket. 

Gennem fortællingen kommunikerer vi, hvem vi er og gerne vil være. Vi konstruerer os selv og udnytter gabet mellem dengang og nu til evt. at tage afstand fra eller moderere vores tidligere udgaver. Min farfar gjorde det samme: han fortalte sig ind i den vitale og viltre unge mand, men med den erfarne gamle mands stemme og en vis sproglig rysten på hovedet af ungdommens gerninger, og positionerede sig på den måde som manden der blev klogere med alderen. For han vidste udmærket, at han ikke kunne bilde os tilhørere hvad som helst på ærmet: vi kendte hver især min farfar, hans historie, hans standpunkter, hans kærlighed og hans luner. Og havde han fortalt historier, der ikke understøttede vores forventninger i tilpas grad, så havde interaktionen været en anden. Konstruktionen af én selv sker nemlig altid i relation til andre, og vi er som fortællere og tilhørere altid orienteret mod autenticitet og sammenhæng. På den måde ’fastholdes’ vores selvfremstillinger altid i socialt forpligtende relationer til andre. Vi kan altså nok konstruere liv, men ikke hvilket som helst liv.

Gennem historiefortælling skaber vi m.a.o. os selv og genererer mellemmenneskelig mening. Fortællingen er livgivende. Potentielt i hvert fald. For historier kan også virke destruktivt. De kan hæmme os, plage os og skabe distance mellem os og andre mennesker. Men det er en helt anden historie. Den må vi høre en anden gang.