onsdag den 11. maj 2011
mandag den 9. maj 2011
Tore Kristiansen:
Norge og andre sprogsamfund – en sociolingvistisk beretning om den norske anderledeshed
[med en kort indledning om standardsprogsideologiens styrke i det normale Danmark]
[Standardsprogsideologien – forestillingen om at der findes ’et bedste sprog’ som alle bør stræbe efter at tilegne sig og bruge i de situationer hvor det kræves – står stærkt i Danmark. Ideologien udbredes og opretholdes på mange måder, ikke mindst i kraft af hvad vi erfarer om sprog og sprogbrug i skolen og i medierne. Men også sprogforskningen, i rollen som producent og formidler af ideologi, spiller en ikke ubetydelig rolle.
I Norge står standardsprogsideologien svagt, ikke mindst fordi landet har to nærtliggende skriftsprog som begge tillader en udstrakt valgfrihed mht. hvordan man staver og bøjer ordene. Det populærvidenskabelige tidsskrift Mål og Mæle brugte for nylig tilsammen 12 sider på at fremstille disse norske tilstande som paradoksale, uforståelige og direkte grinagtige (se nr. 2 og 3, årgang 2010). Budskabet var at ansvaret for elendigheden ligger hos alle de sprogforskere og sprogpolitikere der har ladet sig styre af ideologisk forblindelse og dårskab i stedet for at lære af de normale europæiske lande hvor man dyrker en fast og stabil skriftsprogsnorm.
I tilbageholdt indignation skrev jeg en svarartikel som kunne gøre læserne klogere på de norske sprogtilstande – og helt uden at karakterisere Mål og Mæles Norgesbillede som en ideologisk kampagne for de danske sprogtilstande. Man meddelte mig at hvis artiklen skulle bringes, skulle den forkortes fra de 10 tryksider den ville fylde, til 3 sider. Begrundelsen var at ”Bladet er populærvidenskabeligt og skal dække et bredt felt. Så der er klare grænser for, hvor meget stof vi kan have om norsk ortografi og sprogpolitik. […] Læserne er interesseret i nyt stof om deres fritidsinteresse, sprog, ikke i diskussioner af synspunkter.”
Det kan jeg godt forstå. Men hvordan forklarer man så de 12 allerede publicerede sider, som i sin latterliggørelse af de norske tilstande og forherligelse af standardsprogsideologien bestemt ikke repræsenterer noget nyt? Når redaktionen tydeligvis ikke kan se forklaringsproblemet, vil jeg ikke længere holde mig tilbage med at afsløre at den eneste lærdom læserne kan få ud af de 12 sider med latterliggørelse af norsk ortografi og sprogpolitik, er at vi i Danmark skal prise os lykkelige for at vi er normale og har et stærkt standardsprog. Det bedste indicium for at en ideologi står stærkt, er at spredningen af den ikke opfattes som ideologi.
Her følger så den svarartikel jeg skrev til Mål og Mæle:]
Norge og andre sprogsamfund – en sociolingvistisk beretning om den norske anderledeshed
I Norge staver de omtrent som det passer dem. De kævles hellere om hvordan ord og bøjningsendelser skal se ud i skrift, end om indholdet i det der skrives. Det er da helt til grin. Lige til en dansk vittighedstegning. [Her foreslog jeg indsat en tegning af Bo Bojsen fra Politiken 1963. Tegningen viser to skiløbere i hidsig diskussion mens sneen vælter ned over dem i form af bogstaverne E og Ø, ledsaget af følgende tekst: ”Den norske sprogstrid er foreløbig kulmineret i et bittert opgør om, hvorvidt man tjener sit fædreland bedst ved at sige ’sne’ eller ’snø’”.]
I 2010-årgangen af Mål & Mæle blev der igen appelleret til det danske grin, nu hjulpet på vej af en norsk sprogprofessor ved Universitetet i Oslo, John Ole Askedal. Årgangens nummer 2 indeholdt hans ”personlige beretning om norske språkparadokser” (s. 26–32). Som indledning redegjorde redaktionen kort og nøgternt for de mange forskellige måder at skrive norsk på, og vi blev præsenteret for oversættelser af et stykke dansk tekst (af Holberg) til fire slags norsk (s. 24–25). Som en form for afslutning fik vi i det efterfølgende nummer 3 serveret en norsk brevveksling fra 1941om ’betydningen af stavning’ (i krigstid!). Brevvekslingen præsenteredes ukommenteret og fremstod som en vittighedstegning i prosa (s. 25–27). Det fremgik at Askedal havde været involveret i tilvejebringelsen af såvel de indledende Holberg-oversættelser som det afsluttende brevvekslingsgrin.
Askedal er aktiv deltager i den norske sprogstrid. Han kæmper for riksmål. Hans personlige beretning i Mål & Mæle har hovedoverskriften ”Riksmål og andre norske mål”. Udgangspointen er at riksmålet er ”et tradisjonsbasert standardspråk av en type som er vanlig og alment akseptert i de språksamfunn i og utenfor Norden som jeg ellers er fortrolig med” (s. 26), hvorimod de andre norske mål er udtryk for en ”spesiell norsk normalitet” (s. 26) som er højst unormal i et internationalt perspektiv. Denne beskrivelse er ret uproblematisk. Det bliver mere problematisk når Askedal forklarer og vurderer.
Selv er jeg (som norsk sprogprofessor ved Universitetet i København) på ingen måde direkte involveret i norsk sprogstrid. Mit forsøg i det følgende på at problematisere Askedals udlægning er ikke møntet på ham eller den norske debat i almindelighed – hvor min udlægning vil være velkendt – men har til formål at give Mål & Mæles læsere en alternativ forklaring og vurdering af den ualmindelige norske situation. Forhåbentlig bliver der så mindre at grine af – måske endog noget at lære af.
De mange norske mål
Lad os for en god ordens skyld, og af hensyn til dem der begynder her, repetere: De ’andre norske mål’ i Askedals beretning er bokmål og nynorsk, dvs. de to officielle skriftsprogsformer – på norsk gerne kaldet de to målformer. De er officielle i den forstand at der findes et parlamentarisk vedtaget regelværk om deres samfundsmæssige status (dvs. regler omkring indlæring og anvendelse i samfundets offentlige institutioner).
De to målformer adskiller sig først og fremmest ved at det ikke er de samme norske talesprog der er lagt til grund. Bortset fra en del forskelle i ordstoffet er det især forskelle mht. hvordan den dialektale (fonologiske og morfologiske) variation afspejles i retskrivningerne, der gør at bokmål og nynorsk fremstår som forskellige skriftsprog.
Derudover er det væsentligt at bemærke at retskrivningsreglerne giver udstrakt valgfrihed mellem forskellige dialektale skriftformer inden for begge målformer. For eksempel kan man på bokmål vælge mellem solen og sola, på nynorsk mellem sola og soli. Til en vis grad kan forholdet mellem de to retskrivninger således ses som et kontinuum (bm. solen/sola – nn. sola/soli) hvor man ’i midten’ ofte vil finde skriftformer der er ens.
Formerne i hver ende kaldes moderate idet de typisk repræsenterer ingen eller mindre ændring væk fra det ’oprindelige’ (dvs. dansk retskrivning for bokmåls vedkommende, og Ivar Aasens landsmål for nynorsks vedkommende), mens formerne i midten kaldes radikale idet de typisk repræsenterer ændring væk fra det oprindelige og tilnærmelse af de to målformer. Skribenter der konsekvent eller overvejende vælger former fra en af enderne, skriver hhv. moderat bokmål og moderat nynorsk. Skribenter der konsekvent eller overvejende vælger former fra midten, skriver hhv. radikalt bokmål og radikalt nynorsk.
Dertil kommer riksmål og høgnorsk, som er private skriftsprogsnormer i den forstand at de udarbejdes og bruges af folk der vil holde mere fast ved det ’oprindelige’ end hvad de officielle retskrivninger tillader. Det betyder at riksmål indeholder en del ’danske former’ der ikke er tilladt i bokmål, og at høgnorsk indeholder en del ’landsmålsformer’ der ikke er tilladt i nynorsk. Men det væsentligste er at folkene bag disse retskrivningsnormer er modstandere af valgfrihedsprincippet i almindelighed – og af det tilnærmelsesprincip som har skabt de mange radikale valgmuligheder i særdeleshed.
Er det typisk norsk sprogpolitik at være dum?
I Askedals optik skal årsagen til at Norge er endt i den opridsede situation, søges i ideologisk betinget forblindelse og dårskab i de filologiske og politiske miljøer og organer der har været med til at udforme det officielle skriftsprogssystem: ”Lenge før ’politisk korrekthed’ ble et begreb i den offentlige diskurs, eksisterte det i Norge en språkpolitisk korrekthet som trollbandt visse akademiske miljøer” (s. 29). Der var ”satt skuddpremie på den litteraturspråklige tradisjon som folk flest [...] var fornøyd med, men som store deler av den politiske og intelektuelle elite ivret for å avskaffe” (s. 29). Når dagens skriftsprogssystem, eller ”mangel på system”, fremstår som ”temmelig forvirret og forvirrende”, er det fordi ”norsk språknormering [er] sterkt preget av tidligere generasjoners – og nyere språkideologers – språk-, sosial- og undertiden sågar regionalpolitiske agendaer” (s. 29).
Ideologier skal bestemt medregnes når den norske (som i øvrigt enhver anden) skriftsprogssituation skal forstås. Men man bliver næppe klogere af at få det udlagt som ”et paradoks at så mange norske fagfolk i norsk og nordisk språkvitenskap gjennom årtier har nedlagt så ufattelig mye arbeid i å konstruere språkformer og -normer etter ideologiske sandkasseprinsipper” (s. 30) – i stedet for altså at dyrke riksmålet som ”et tradisjonsbasert standardspråk av en type som er vanlig og alment akseptert” i andre sprogsamfund.
Vi gør bedst i at forstå alle ideologier – også den der dyrker det traditionsbaserede standardsprog – som led i historiske processer der grundlæggende set drives at samfundsmæssige interessekonflikter. I det perspektiv følger her et kortfattet forsøg på at forklare de to norske skriftsprogsspecialiteter: eksistensen af to nærtstående skriftsprog – målformerne bokmål og nynorsk – og den udstrakte valgfrihed der gælder for retskrivningssystemet i begge målformer.
Det unormale ved Norge er bokmålet
Hvorfor har Norge to nærtstående officielle skriftsprog? Dette spørgsmål kan man dårligt undlade at inddrage (selv om Askedal undlader) hvis man vil nå til en rimelig forståelse af den udstrakte valgfrihed (Askedals tema). Det er mit indtryk at de fleste danskere (og mange nordmænd med) er af den opfattelse at det specielle ved den norske situation er nynorskens eksistens. I det store historiske perspektiv kan der imidlertid ikke være tvivl om at det der virkelig er specielt for Norge, er bokmålets eksistens.
En velkendt model (udarbejdet af den norsk-amerikanske sprogforsker Einar Haugen) udlægger skabelsen af et standardskriftsprog som en proces der indebærer selektion (valg af talesprog der lægges til grund), kodificering (fastlæggelse af hvad der skal gælde som hhv. rigtigt og forkert), elaborering (bearbejdelse og brug inden for stadig flere genre), og implementering (udbredelse og accept blandt stadig flere brugere). Mange sprogsamfund i Europa (og resten af verden) har været igennem en sådan sproglig standardiseringsproces – til forskellige tider og under forskellige sociohistoriske vilkår. I Danmark og andre europæiske stater der mødte Renæssancen som selvstændige stater, fandt den skriftsproglige ’nationalisering’ sted i løbet af 1500–1700-tallet. I mange af de samfund der på den tid var politisk uselvstændige, startede processen som led i de nationale frigørelsesbevægelser i 1800-tallet. Målet har altid og allesteds været det samme: at erstatte et fremmed (unationalt) standardsprog med et hjemligt (nationalt), eller også bare at etablere en hjemlig standard ved siden af den fremmede.
I første halvdel af 1800-tallet var dansk det eneste skriftsprog i Norge, efter fire århundreder med dansk overherredømme (1380–1814). Omkring 1850 skabte Ivar Aasen et nyt skriftsprog som han kaldte for landsmålet – landet Norges sprog, det norske ’nationalsprog’. Det var der ikke noget specielt ved. Lignende bestræbelser fandt sted på samme tid i mange europæiske sprogsamfund, ikke mindst i den slavisksprogede verden, men fx også på Færøerne hvor V. U. Hammershaimb skabte det færøske skriftsprog.
Mere specielt, om end ikke enestående, var det at Aasen ikke selekterede en enkelt dialekt som normgrundlag for sit skriftsprog. Ud fra det nationale synspunkt var det ikke nærliggende at vælge det ’dannede’ sprog som det taltes i hovedstaden – på samme måde som grammatikerne i slutningen af 1600-tallet pegede på det ’dannede’ sprog i København som grundlag for dyrkelsen af et dansk nationalsprog – for det sprog der taltes af de ’dannede’ i Kristiania (Oslo fra 1924) var netop det mest dansk-påvirkede og unationale af de mange norske talesprog. Men Aasen valgte heller ikke en enkelt ’ren og ubesmittet’ bondedialekt som normgrundlag. I første halvdel af 1800-tallet havde udviklingen af den sammenlignende sprogvidenskab muliggjort en ny form for erkendelse af sammenhænge og systematik i sproglig variation, så Aasen kunne bygge sit landsmål på den ’fællesnævner’ han rekonstruerede ved at indsamle og analysere et meget omfattende dialektmateriale, dog med hovedvægt på de egne af landet der var mindst dansk-påvirket.
Denne selekterede fællesnævner fik sin ordbog og sin grammatik (blev kodificeret) og blev i løbet af anden halvdel af 1800-tallet langsomt men sikkert udviklet til brug inden for forskellige genre og samfundsområder (elaborering). Dermed var også arbejdet med at få sproget udbredt og accepteret i befolkningen (implementeringen) godt i gang. I 1885 vedtog Stortinget at "det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrive- og Bogsprog". Med andre ord: Landsmålet ligestilledes med det danske skriftsprog. Eller omvendt formuleret: Det danske skriftsprog ligestilledes med det nyskabte norske skriftsprog. I Norge. Det er der imidlertid stadigvæk ikke noget specielt ved. I postkoloniale situationer, både dengang og nu, er det højst almindeligt at kolonimagtens sprog formelt sidestilles med et nyt officielt sprog (evt. flere nye officielle sprog).
Nej, det specielle ved Norge er at man efterfølgende har ’nationaliseret’ kolonimagtens sprog. Det danske skriftsprog er blevet ’fornorsket’ (omkodificeret) og er endt som det der i dag kaldes bokmål. (Navnene nynorsk og bokmål blev vedtaget af Stortinget i 1929).
Hvorfor fornorskning af dansk?
En væsentlig betingelse for at fornorskning af dansk skriftsprog overhovedet fremstod som en mulighed, udgjordes naturligvis af det forhold at talesprogene i Norge og Danmark er nært beslægtede. Men det nære slægtskab i sig selv forklarer ikke fornorskningen. I en vis forstand kan man næsten sige tværtimod. Det var jo netop nærheden der gjorde at det danske skriftsprog kunne fungere også som norsk skriftsprog. Dansk skriftsprog blev brugt og opfattet som de norske talesprogs skriftlige repræsentation ikke bare i århundrederne under dansk overherredømme – men også i hele 1800-tallet da Norge hørte under den svenske trone – og kunne for så vidt, lingvistisk set, godt have fortsat med at fungere som ’skrive- og bogsprog’ i Norge frem til denne dag.
Igennem hele 1800-tallet havde der været forfattere der både argumenterede for og praktiserede brug af særnorske ord (heriblandt Wergeland, Bjørnson og Ibsen). Og samtidigt med Ivar Aasens virke udformede Knud Knudsen forslag til ændringer af dansk retskrivning med udgangspunkt i ’det dannede talesprog’. Men ’fornorskning af dansk’ som officiel retskrivningspolitik begyndte man ikke med før i 1907.
Om det ville være sket på et eller andet tidspunkt uanset, er ikke til at sige, men når det sker i 1907, skal det ses i sammenhæng med at Norge havde løsrevet sig fra unionen med Sverige og fremstod som en fuldt selvstændig nation fra og med 1905. Den folkelige bevægelse for national uafhængighed og for at ’bygge landet’ (nationen) voksede kraftigt i styrke i årene før og efter århundredeskiftet. Implementering af landsmålet var en del af denne bevægelse, idet det afgjordes lokalt hvilket sprog der skulle bruges i skole og kirke. Forskellige former for organisering for at styrke og udbrede landsmålet havde fundet sted allerede fra 1860’erne, men en landsdækkende organisation med dette formål, Noregs Mållag, stiftedes først i 1906 (med Marius Hægstad som formand; fra 1899 var Hægstad den første professor i landsmål og stod bag den første officielle retskrivning for landsmålet fra 1901). Der krævedes ikke den store politiske tæft for at indse at ’det almindelige skrive- og bogsprog’ snart ville være ret så ualmindeligt i det nye, selvstændige Norge – hvis det blev ved med at være dansk.
Reformen i 1907 indebar at man selekterede et andet – og norsk – talesprogligt grundlag for kodificering af skriftsprogsnormen. De indførte ændringer betød at retskrivningen bedre afspejlede udtale og grammatik på nogle punkter hvor det meste af norsk talesprog – herunder det mest danskpåvirkede højstatussprog – afveg fra dansk. Vigtige ændringer var at b d g efter lang vokal nu skulle skrives p t k (løb, mad, sag à løp, mat, sak), og at datidsendelsen -ede skulle skrives –et (kastede à kastet).
Det hører med til billedet at den nationale frigørelse i politisk forstand skete i opposition til svensk og ikke dansk overherredømme. Også dét udgør utvivlsomt en vigtig betingelse for at fornorskningen af dansk overhovedet var en mulighed. Man kan vanskeligt forestille sig at det ville have været en mulighed i 1907 hvis frigørelsen i 1905 havde været rettet mod Danmark.
Men det afgørende spørgsmål er naturligvis hvorfor der overhovedet var nogen der ønskede at løse landets skriftsprogsproblem via fornorskning af dansk. Hvorfor var det ikke løsning god nok at landsmålet var skabt og var i færd med at styrke sin stilling som brugssprog? Hvorfor var det ikke bare sådan at alle kræfter blev kastet ind i kampen for landsmålet?
Når det ikke var sådan, var det fordi spørgsmålet om ’godt og skidt’ i sprogets verden ikke kun var et nationalt spørgsmål, men også et klassespørgsmål. Ideologisk set var der ingen der kunne leve med den association af ’danskhed’ som knyttedes til ’det almindelige skrive- og bogsprog’ – som man på Bjørnstjerne Bjørnsons initiativ og efter dansk model gerne kaldte for Rigsmaal fra 1899 af – men dette sprog, som var den sociale og kulturelle elites sprog, havde også associationerne ’pænhed og dannelse’ knyttet til sig – og dén ’sociale kapital’ var eliten ikke indstillet på at opgive til fordel for en ny skriftnorm der (i hvert fald i elitens egen ideologi) signalerede ’bondskhed og vulgaritet’ idet den byggede på ’folkemålet’ på land og i by. For at modarbejde truslen fra landsmålet stiftedes i 1907 Rigsmålsforbundet (med Bjørnson som den første formand).
Opsummerende: Da Norge i begyndelsen af 1900-tallet gik i gang med nationsbygningen som selvstændig stat, stod man med to bud på vejen frem til et norsk nationalsprog. Den vej som landsmålet repræsenterede, havde sit væsentlige udspring i sprogspørgsmålet som et nationalt anliggende – og har mange paralleller i national frigørelseskamp i almindelighed. Den anden vej, nationaliseringen af koloniherresproget (fornorskningen af dansk), havde sin rod i sprogspørgsmålet som klassekonflikt – og det er den vej der er det unormale ved den norske situation.
Den tredje vej: samnorsk
Uanset om man gik ind for landsmålet eller rigsmålet som vejen frem, så var målsætningen den samme: at Norge skulle have sit eget nationalsprog og således blive lige så ’normalt’ som de fleste andre selvstændige lande i Europa, fx Danmark. Målbevægelsens målsætning var og er (om end nedtonet i dag) at kæmpe frem landsmålet/nynorsk som ’eneste mål landet’; i den kamp har krav om overholdelse af officielt vedtagne retningslinjer for brug af målformerne altid været en vigtig front (også i krigstid – uden at det giver grund til grin). Den anden lejr, som i enhver henseende agerer ud fra en ganske anderledes styrkeposition, har altid propaganderet for ’fri sprogudvikling’ – nok ud fra en tro på at netop det er vejen til rigsmålets sejr.
Den statslige retskrivningspolitik – som også sigtede mod ét fælles skriftsprog i landet – kunne dårligt satse på én af de to eksisterende alternativer. Så man valgte fra start af en tredje vej, kompromisets vej, og kaldte det man skulle nå frem til, for samnorsk. Via omfattende reformer i 1917 og 1938 tilnærmede man de to målformers retskrivninger til hinanden. Metoden man brugte, bestod i at indføre valgfrie former der afspejlede dialektale forskelle sådan at nogle var de samme i de to retskrivninger. Ideen var så at man hen ad vejen kunne udgrænse de former der var forskellige og begrænse normen til de fælles former, og således ende op med én fælles norm.
Udgrænsningen kunne ske dels ved at den fælles form blev gjort obligatorisk, dels ved at de former der ikke var fælles, blev omkodificeret til ’sideformer’ – også kaldet [klammeformer] fordi de i ordbogen stod opført i klammer (hageparenteser), som vist – og det betød at de ikke måtte bruges i lærebøger, men godt måtte bruges i elevernes egne skriftlige arbejder. Hvis vi som eksempel tager morfemet ’bestemt form ental’ af ord der er hunkønsord i norsk ’folkemål’, så blev det oprindeligt udtrykt -i i landsmålet, -en i rigsmålet: soli og solen. I 1917 fik begge målformer -a som valgfri form (den almindelige form i østlandsk ’folkemål’), altså bokmål: solen, sola og nynorsk: soli, sola. I 1938 blev -a gjort obligatorisk i bokmål (i det store flertal af ’folkemålets’ hunkønsord): sola, mens -a blev gjort til hovedform og -i til klammeform i nynorsk: sola [soli].
I retskrivningskommissionernes mandater hed det at tilnærmelsen skulle ske ”paa grundlag av folkets virkelige talesprog” (1917), ”på norsk folkemåls grunn” (1938). Den sidste formulering indgik også i formålsparagraffen for Norsk språknemnd (svarer til Dansk sprognævn) da det blev oprettet i 1952. Hvilken slags talesprog der dermed var selekteret som normgrundlag, var måske teoretisk set ret uldent, men i praksis betød det at træk fra østnorske dialekter, herunder ’folkemålet’ i Oslo, fik indpas i skriftsproget. Især 1938-reformen tog et langt skridt i den retning. Denne statslige politik førte til stærk modstand fra begge lejre i sprogstriden.
Modstanden mod samnorsk
Fra målbevægelsens side blev samnorskpolitikken opfattet som ’fordanskning’ af nynorsken – idet man kan argumentere for at ikke bare det ’dannede’ sprog i hovedstaden, men også ’østnorsk folkemål’ har mere til fælles med dansk end ’vestnorsk folkemål’, som udgør det væsentligste grundlag for nynorsk. Den mest uforsonlige modstand organiserede sig efterhånden uden for Noregs Mållag (fra midten af 1960’erne) og forsvarer stadig en ’høgnorsk’ skriftsprogsnorm der ikke er påvirket af samnorskpolitikken.
Fra riksmålsbevægelsens side blev samnorskpolitikken opfattet som ’vulgarisering’ af bokmålet. Da man efter krigen gik i gang med at elaborere og implementere 1938-normen – bl.a. i form af nye lærebøger i Oslo-skolerne – stod Riksmålsforbundet bag oprettelsen af ’Foreldreaksjonen mot samnorsk’, som i 1950’erne samlede et stort antal underskrifter mod samnorskpolitikken og organiserede strygning af folkemålsformer i elevernes skolebøger. Fra og med 1952 har Riksmålsforbundet udgivet den indflydelsesrige Riksmålsordlisten, som i det væsentlige kodificerer en fornorskning af dansk der svarer til de konservative valgmuligheder i 1917-retskrivningen, dvs. en norm der genspejler norske udtale- og grammatiktræk der også findes i konservativt ’dannet’ østnorsk (fx to køn, som i dansk rigsmål), men udestænger træk der i bokmålet genspejler ’folkeligt’ østnorsk (fx tre køn).
Modstanden førte til at staten i praksis opgav samnorskpolitikken fra og med 1960’erne. Dermed fik også tilnærmelseslinjen behov for en kamporganisation: Landslaget for språklig samling blev oprettet i 1959, men har aldrig opnået nogen folkelig opbakning af betydning. Statens nye politiske linje betød at Norsk språknemnd i 1972 blev erstattet af Norsk språkråd, som ifølge sin formålsbestemmelse – §1 bogstav a – skulle ”verne om den kulturarv som norsk skriftspråk og talespråk representerer, fremme tiltak som kan øke kunnskapen om norsk språk, fremme toleranse og gjensidig respekt mellom alle som bruker norsk språk i dets forskjellige varianter, og verne om det enkelte menneskets rettigheter når det gjelder bruken av språket”. Dog fik en stærkt nedtonet version af tilnærmelseslinjen plads i §1 bogstav b, hvor det hed at Norsk språkråd skulle "følge utviklingen av norsk skriftspråk og talespråk og på dette grunnlag fremme samarbeid i dyrkingen og normeringen av våre to målformer og støtte opp om utviklingstendenser som på lengre sikt fører målformene nærmere sammen".
En ny reform af retskrivningen for bokmål (1981) repræsenterede bruddet med samnorskpolitikken i praksis, idet reformen i det store og hele afskaffede det forbud mod konservative former som 1938-reformen havde indført. For at blive ved vores eksempel: Obligatorisk -a i ord der er hunkøn i ’folkemål’ (fælleskøn i ’riksmål’), blev erstattet af valgfrit -a el. -en (sola el. solen). I bokmålsretskrivningen er endvidere hierarkiseringen i form af hovedformer og sideformer blevet afskaffet (2005). Der arbejdes for tiden på en tilsvarende ændring af nynorskretskrivningen.
Tilnærmelsespolitikken blev formelt afblæst af Stortinget i 2002, idet §1 bogstav b i Norsk språkråds formålsbestemmelse (se ovenfor) blev fjernet, og fra og med 2005 er dette organ omdannet til et ’nasjonalt kompetansesenter for norsk språk’, med navneændring til Språkrådet, og – i modsætning til tidligere – uden repræsentation af de sprogpolitiske organisationer.
Askedals vurdering af den norske situation
Der er fortsat to ligestillede, officielle skriftsprog i Norge: bokmål og nynorsk. Efter 100 år på vej er man ikke kommet nærmere målet: ét norsk skriftsprog. Snarere tværtimod, i den forstand at dette mål er opgivet som officiel politik. Dertil kommer at man står tilbage med et utilsigtet resultat: et omfattende system og arsenal af valgfrie former i begge retskrivninger. Både hvad eksistensen af de to målformer angår, og hvad eksistensen af den store valgfrihed angår, er det norske sprogsamfund ’unormalt’. Min udlægning har haft til hensigt at vise hvordan ’unormaliteten’ har sine rødder i en speciel norsk kombination af sproglige og sociohistoriske vilkår. At de sprogpolitiske aktører som har virket under disse vilkår, skal have optrådt specielt uforståeligt, paradoksalt, eller direkte dumt, har jeg svært ved at se. Men derfor kan situationen man er endt i, jo godt være dum.
Formentlig mener Askedal at det både var unødvendigt og dumt at landsmålet/nynorsken blev skabt og udviklet som skriftsprog i landet (det må være implikationen i hans fortælling om hvor nemt han som dreng læste Tolstoj på dansk mens Snorre på landsmål var ulæselig, s. 26–27), men det der især vækker Askedals afsky, er valgfriheden. Det er den han vil til livs. De mange valgfrie former omtales som ”flokker av svin på skogen” (s.30).
Hvilke fordele og ulemper der er ved valgfrihed i retskrivningen, er ubetinget en vigtig – og vanskelig – diskussion. Det gælder både for omfanget og arten af de valgfrie former. Hvilke vurderingskriterier er aktuelle, og hvordan skal de prioriteres? Når Askedal eksemplificerer ’en flok svin på skogen’ og retorisk spørger ”Hvem kan ha oversikt over den slags?”, er det den pædagogiske problematik der inddrages. Den problematik har på forskelligt vis været central i sprogstriden helt fra Ivar Aasens tid – og har også været central i vurderingen af valgfriheden under de senere års arbejde med ændringer i retskrivningerne for bokmål og nynorsk. Blot én pointe i den forbindelse: Hvis problemet er at valgfriheden er forvirrende pga. mangel på system, er løsningen ikke nødvendigvis at afskaffe valgfriheden. Forvirringen kan fjernes, og indlæringen lettes, ved at indføre stringent systematik i valgfriheden.
Askedals gennemgående og væsentligste vurderingskriterium er imidlertid sammenligningen med andre europæiske lande, hvor det ”at man skriver og snakker et fungerende standardspråk […] er normal – og forventet – sosial adferd” (s.26). Denne sammenligning fremstår som grundlaget for Askedals ideologiske position. Om den undervisning Askedal i sin tid fik på universitetet, hedder det at den manglede ”et bestemt perspektiv: verdien av en sterk skriftlig tradisjon og betydningen av respektfull pleie av den, dvs. det perspektiv som er grundlæggende i filologers og myndigheters omgang med skriftspråket i andre europeiske land” (s.28–29). Og da ’forvirringen’ i de norske retskrivninger virkelig gik op for Askedal, var det ”i lys av hvad jeg visste om en del andre europeiske skriftspråk” (s.29). Dette er samme ideologi som den der i udgangspunktet og det meste af vejen har været drivkraften for alle parter i sprogstriden: at Norge i sammenligning med andre europæiske land skulle blive et normalt land.
Til sidst i sin artikel kommer Askedal ind på at den norske sprogsituation – og de paradokser den fremviser – er et produkt af ’oppositioner’ i en række ’alteritetsdimensioner’ (herunder nationalt og socialt relaterede modsætninger af den art jeg har lagt vægt på), og siger at ”[m]an kan diskutere paradokser, man kan more sig over dem – ja, man kan til og med lære af dem hvis viljen er til stede” (s. 32). Den lærdom man kan udlede, er at ”språkbrukernes behov er […] best tilgodesett med godt språkverktøy som fungerer som et respektert nasjonalt felleseie hinsides alteritetsopposisjonenes motsetninger og begrensninger – en stringent, oversiktlig og realistisk norm som ikke prioriterer kulturelle tradisjonsbrudd frem for historisk kontinuitet” (s.32). Hvis altså viljen er til stede – viljen til at træde ud af de sociale modsætningers paradoksale univers og ind i det frihedens univers som en norm af rigsmålets type tilbyder.
Udgangsbønnen lyder: ”Det er ikke et paradoks at en fast og tradisjonsnær skriftspråklig norm med rike nyanseringsmuligheter virker frigjørende” (s.32). Det fremgår ikke hvilke rige nuanceringsmuligheder den faste og traditionsnære norm tilbyder, men det drejer sig med garanti ikke om valgfrie former der genspejler variation i ’folkemålet’. Det fremgår heller ikke hvad der ligger i at en fast og traditionsnær skriftsprogsnorm virker frigørende, men det drejer sig næppe om friheden til at tale sin dialekt i alle sammenhænge.
En sociolingvistisk vurdering af den norske situation
Der er opstået et andet syn på den norske sprogsituation i og med den sociolingvistiske disciplins fremkomst og udvikling siden 1960’erne. Sociolingvistikkens hovedfokus har været og er på talesproget. Sprogpolitisk har sociolingvister gerne engageret sig imod standardisering og ensretning af talesproget og for frigørelse af talesproglig variation og mangfoldighed. I dét perspektiv vil det væsentlige vurderingskriterium blive spørgsmålet om hvordan kodificeringen af skriftsprogsnomen fungerer i forhold til den talesproglige variation: Er der noget der tyder på at en skriftsproglig norm med indbygget talesprogsrelateret valgfrihed virker frigørende på brugen af mange slags talesprog i samfundet? Det giver ikke megen mening at besvare spørgsmålet abstrakt. Den skriftsproglige normerings rolle i forhold til frigørelse og frihed på det talesproglige område må analyseres og vurderes konkret i den enkelte sociohistoriske situation. I Norges tilfælde er det ganske oplagt at problemstillingen er en helt anden i dag end den var fx på Ivar Aasens tid.
Set med sociolingvistiske øjne er den norske situation i dag særdeles god, idet variationen i ’folkemålet’ formentlig er mere vital end i noget andet europæisk land, i hvert fald mere alment accepteret i enhver sammenhæng. Det er hævet over tvivl at den norske anderledeshed på skriftsprogsområdet – med de to målformer og den omfattende talesprogsrelaterede valgfrihed i begge målformer – har været og er en væsentlig årsag til den norske anderledeshed på talesprogsområdet. Jørn Lund , der er en fremragende kender af det norske sprogsamfund, sagde en gang lidt provokerende i et foredrag i Norge at nordmændene havde dansketiden at takke for deres mange levende dialekter og usædvanlige accept af dialektbrug i alle sammenhænge. Det er der bestemt megen sandhed i. Men det er måske endnu mere sandt, og provokerende, at sige at det først og fremmest er riksmålsbevægelsen der skal takkes. For uden riksmålsbevægelsens kamp mod landsmålet og for fornorskning af det danske skriftsprog – en kamp som fremtvang den statslige tilnærmelsespolitik – er det usandsynligt at Norge ville være endt som det sociolingvistisk set gode sprogsamfund. Så ville man i stedet være endt med at udvikle landsmålet til en fast og stringent skriftsprogsnorm af den normale europæiske slags, og det norske sprogsamfund ville have været normalt med en stærk talesproglig standardnorm og døende dialekter.
Eftersom det i Askedals optik er sammenligningen med andre europæiske lande som gør Norge til grin, vil jeg afslutte med at lade en britisk sociolingvist sammenligne. Peter Trudgill, en af verdens førende sociolingvister og en fremragende kender af det norske sprogsamfund og de europæiske sprogsamfund i almindelighed, holdt for et års tid siden et foredrag i Norge (ved Landslaget for språklig samlings 50 års jubilæum), hvor han i en lang og underholdende indledning gjorde grin med den norske skriftsprogssituation. Og fortsatte…: ”Well, ladies and gentlemen, it is very easy to make fun of this situation, but as many of you know, I think it is a situation which is truly excellent. I know that you are aware of all the things that are wrong and inadequate and not as good as you would like in the Norwegian linguistic situation, but I urge you to compare with everywhere else. It may not be very good in Norway Norway Norway Switzerland and Luxembourg Norway
Abonner på:
Opslag (Atom)