Tosproget - et positivt ord?

Af  Marie Maegaard som er lektor, ph.d og cand.mag. i dansk og matematik
og ansat på Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet med speciale i sociolingvistik

Maries indlæg er udgivet i tidsskriftet Sprog og Samfund i december 2011: http://www.modersmaalselskabet.dk/sprog-samfund/

„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).

Nej, „tosproget“ har fået en negativ klang. Fx skriver Albertslund Kommune på deres hjemmeside: „Albertslund Kommune fokuserer på indsatsen over for tosprogede børn og unge i alderen 10-25 år, der har store problemer med kriminalitet, misbrug, skolegang og familie.“ Senere står der: „Første fase fokuserer på eksisterende viden om effekten af kriminalitetsforebyggende arbejde over for børn og unge, særligt tosprogede børn og unge.“ Hvorfor skulle børn der behersker flere sprog kræve særlige kriminalitetsforebyggende foranstaltninger?

Er det at beherske mange sprog virkelig noget som automatisk medfører en kriminel løbebane?
Nej, det er det naturligvis ikke. Pointen er at begrebet „tosproget“, som det ofte bruges nu, ikke har en døjt med sprog at gøre. Det er en samlebetegnelse for mennesker (som regel børn og unge i skolesystemet) som har indvandrerbaggrund – men ikke en hvilken som helst indvandrerbaggrund. Det handler nemlig mest om at de „tosprogede“ er kulturelt anderledes end „os“, de rigtige danskere. Derfor definerer kommuner også tit „tosproget“ ved at inddrage kulturelle såvel som sproglige krav. Københavns Kommune definerer fx i en stor undersøgelse „tosprogede elever“ som elever hvis hjemmesprog er et andet end dansk, og hvis forældre „har oprindelse i et land uden for den vestlige kulturkreds“. I den forstand kan man sige at der måske bare er tale om en form for newspeak, hvor man forsøger at omtale en gruppe elever på en ikke-fordømmmende måde. Det kan man hævde, men jeg vil mene at det er et stort problem hvis man tror at man kan komme selve problemet med at stigmatisere minoritetsgrupper til livs, bare ved at kalde dem for noget andet.

Det væsentligste problem er forståelsen af de „tosprogede“ som kulturelt anderledes. Som den tidligere københavnske skolepolitiker Majbritt Mamsen (K) udtaler, så ville hun „aldrig lade sine børn gå i en folkeskole med over 25 pct. tosprogede elever“. Og det er fordi: „Jeg ville ikke kunne beskytte mit barn mod bander eller livet i skolegården, hvis den herskende mentalitet er strenge æresbegreber samt, at man slår, før man taler.

Jeg tror også, jeg er på bølgelængde med mange forældre, når jeg heller ikke ønsker, at mit barn skal lære et råt sprog“ (Berlingske Tidende, 3/11-2004). Mamsen taler ikke om flersprogethed her; hun taler om en kultur som hun ikke ønsker at hendes barn skal være en del af, og som hun altså forestiller sig hersker på skoler med mere end 25 % „tosprogede“. Igen er det næppe de udvidede sproglige kompetencer (selve tosprogetheden) der fører til bander, vold og rå omgangstone i skolegården, men Mamsen sætter lighedstegn mellem alle disse ting. Det hun, og andre med hende, i virkeligheden gør, når de omtaler „tosprogede“ på denne måde, er at opstille en „os“-„dem“-relation som kun ved selve ordet „tosproget“ adskiller sig fra andre opdelinger (fx „dansker“-„udlænding“, „dansker“-„fremmed“ eller dansker“-„perker“).

„Tosproget“ har altså ikke længere noget med sprog at gøre, men er trådt i stedet for tidligere ord som – måske for tydeligt – signalerede kulturel eller etnisk anderledeshed. Vi må imidlertid ikke tro at vi er kommet fordommene til livs, blot ved at give dem nye navne.