Nytårstaler

Af professor og Dr. Phil. Frans Gregersen, som er leder af Sprogforandringscentret. Indlægget er bragt som Klumme i magasinet Danes 2012 - 1.
Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.

Dronninger og konger er samlende symboler, og ofte er de det eneste der er, se bare på Belgien. Men for danskere, hvor de end er, er det snarere sådan, at dronningen bekræfter et faktisk forestillet fællesskab, som endda opleves betydelig stærkere, når man er udenlands. For vi føler os om ikke beslægtede med dronning Margrethe, så i hvert fald som havende del i hende. Vi deler de danske rødder, men måske særligt det, at lange rejser og ophold i fremmede egne optager både vores sind og vores tid; det skaber til gengæld dybe venskaber og måske endda nye familier med mennesker, der netop ikke har deres rødder i Kongeriget.
Der er et særligt fællesskab mellem udlandsdanskere og majestæten. Begge har måttet sande, at det koster mange og lange anstrengelser at lære fremmedes sprog og at det danske sprog kan være svært at lære så tilpas, at landsmænd forstår, hvad der bliver sagt.

Vores nye ægtefæller, kolleger, venner eller børn med andet end dansk som modersmål forsøger jo deres bedste, når de smager på ordet ’riiisalmang’ og prøver at få det til at stemme med ’røødkål’ uden at det lyder, som om de har en brunet kartoffel eller to i munden og alligevel ender med at få svaret ’jeg forstår altså ikke hvad du siger’ (hvorefter vore landsmænd med stor begejstring skifter til broken English) – og dét endda på trods af enhver vilje til at vise det danske samfund globalt fællesskab, en intention som Margrethe d. II og hendes familie af gode grunde altid har haft.

Siden middelalderen har majestætens forfædre giftet udenlandske prinsesser ind i familien og dermed det danske kongerige: Margrethes moder var svensk, nedstammede fra en fransk klædehandler-familie, og hun selv har som bekendt fortsat den franske forbindelse. Prins Henrik kom til Danmark nogenlunde samtidig med udbredelsen af TV. Så Prinsens danske blev formidlet til masserne af det nysgerrige kamera. Det var præget af et par småfejl i syntaksen og en klar fransk accent i udtalen, men kom for altid til at stå mejslet ind i danskernes bevidsthed som ’mærkeligt’. Muligvis fordi det ikke var en amerikansk accent.
Der tales og skrives om sproget i kongehuset. Om det franske der blev til den kongelige families hjemme-sprog og det eksklusive danske, der bør tales til de nye svigerdøtre. For vi ved jo alle, hvordan dem, der taler dansk som andetsprog, bliver bedømt på evnen til at tale ordentligt dansk. Svigerdøtrene har lært, at det betaler sig at gøre de første års indledende forsøg med det danske under kontrollerede former, så offentligheden kan høre og vurdere fremgangen og mærke stoltheden over den rette kurs mod dette ’ordentlige’ dansk.
Men man kunne jo også vende det om og se kongehuset som bølgebrydere for en bredere accept af andet end ’ordentligt’ dansk. For når man ser nærmere efter, er denne ordentlighed yderst snærende, så snærende at det nærmer sig uhøflig adfærd over for fremmede slægtninge og manglende kærlighed til danskens variationer, inklusive fremmedes accent.

De fleste vil nok mene, at majestæten selv er målestokken for et korrekt og ordentligt dansk. Men også dronningens sprog har udviklet sig, siden den første nytårstale blev transmitteret i 1971. Dronningen taler lidt hurtigere og ved en hurtig gennemlytning og sammenligning af nytårstalerne fra 2001 og 1991 hører vi også flere sammentrækninger. Og selv om ingen hverken tør eller bør sige, at dronning Margrethe taler sjusket, er der stadig bemærkelsesværdigt mange oplæsningsfejl. Dansk er svært at læse op, bl.a. fordi der er stor afstand mellem skrift og tale - og fordi betoninger ikke vises i skriften. Alt i alt er nytårstalen sprogligt set det mest konservative dansk, vi kender. Så det er ikke dronningen selv vi skal tage som målestok, men hele den kongelige familie. Den viser i tværsnit, fra prins Henrik og prinsesse Marie til kronprinsen og hans hustru, hvor mange slags dansk der findes.
Gud bevare Danmark - og alle de mange slags dansk.