Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 5, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142
Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik.
Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”. Man ser det for sig: Luxembourghaven oversømmet i liflig chantilly-creme, Hyde Park dækket i clotted cream eller Kongens Have indsmurt i remonce. På sin vis en ganske lækker tanke, men jo ikke lige noget man kunne kaste sig ud i som afslutningen på en grillaften. Og det var selvfølgelig heller ikke det hun sagde, hende Mette. Hun sagde nemlig ”så fylder jeg cremen i pakken”. Det fremgik endda klart af sammenhængen, for hun havde lige vist hvordan man lavede sprøde butterdejspakker, der nu skulle påfyldes en vaniljecreme.
Hvorfor hørte jeg så ”parken”? Jo, det er fordi Mette Blomsterberg, som så mange andre københavnere i sin generation, har en tendens til at sige lange vokaler i ord, hvor vokalen før var kort. Gør man det i ordet ”pakken”, så kommer det til at lyde som om, man siger ”parken”. Det er en meget velkendt udtaleforandring, og i nogle ord er den blevet helt obligatorisk – jeg kender for eksempel ingen mennesker under 40, der siger ordene ”sidde” og ”hedde” med kort vokal, selvom det var normen tidligere. Men i nogle ord er det valgfrit at gøre vokalen lang, bl.a. i et ord som ”pakken”. Når man så gør det i de ord, så er det noget, der for mange får det til at lyde lidt af håndværker. Og selvom det at kreere delikate konditorkager er et håndværk, som kræver mange års træning, så er det samtidig noget, der er forbundet med en forfinet luksus.
Faktisk, tror jeg, det var derfor, at jeg overhovedet bemærkede det. Det var jo ikke, fordi det var svært at regne ud, hvad der mentes – det klarede sammenhængen. Men sammenhængen gjorde også, at jeg forventede et fint og måske lidt gammeldags dansk, og derfor blev jeg overrasket over at høre en mere ungdommelig udtale. Egentlig synes jeg det er en glædelig overraskelse, at den udtale, som man for ikke så længe siden så ned på, nu også kan høres i en feinschmeckerudsendelse. Måske skulle man blive bedre til at skubbe fordommene til side og i stedet høre efter, hvad der bliver sagt? Så kunne det også være, man blev bedre til at lave desserter og kager.
5 kommentarer:
For mig er det en særlig charme ved Mette Blomsterberg at hun på den måde forener det superforfinede med det helt jordnære. Det er skønt at der er plads til også den brede københavnske dialekt på de bonede gulve - og på fjernsynsskærmen. Mere af den slags, tak!
Jeg har bemærket at svenskerne i tekstningen af Blomsterbergs udsendelser ofte tyr til 'normtilpasset' sprog, så seerne kan forstå hvad der foregår og hvad de skal gøre for at få retten til at lykkes.
Kontekst er altid godt og i Blomsterbergs tilfælde helt VANVITTIGT godt, for ikke alle hendes beskrivelser eller anvisninger er forståelige uden medfølgende billeder.
Nicolai, lad nu være med at påstå, at lang vokal ligefrem er blevet obligatorisk i ord, hvor den før var kort. Sagen er jo, at "unge" københavnere, der bruger lang vokal i ord som "alle", "kunne", "skulle" osv., meget tit dropper den efterfølgende ubetonede vokal. Dette meget omfattende og stærkt tiltagende vokalæderi gør dansk talesprog svært at forstå for andre skandinaver og for de tusinder af udlændinge, der skal lære dansk.
@ Ole: Nicolai snakker kun om nogle bestemte ord. Jeg har aldrig hørt nogen unge københavnere udtale lang vokal i "kunne, skulle" - vi siger "ku, sku" med meget kort vokal. Jeg er rimelig overbevist om at vokalforlængelse primært forekommer i distinkt udtale, og der dropper vi ikke det tryksvage e.
I øvrigt kender jeg et par nordmænd der flittigt dropper vokaler som vi normalt ikke dropper i dansk. Så det er næppe vokaldrop der giver forståelsesproblemer.
Ole, jeg påstår ikke at kortvokalforlængelsen rammer alle ord, kun at det er obligatorisk hos "yngre" københavnere i langt de fleste tostavelsesord, hvor vokalen efterfølges af et "blødt d".
Desuden er det mit indtryk, at forlængelse af vokalen i de ord, du nævner, som oftest vil være et udtryk for, at taleren ønsker at fremhæve ordet. For den talende selv har forlængelsen altså i de tilfælde en kommunikativ funktion - hvordan den så opfattes er en anden sag. Men det er kun en fornemmelse.
Send en kommentar