Velkommen til Sprogblog




Du forandrer sproget. Vi siger det højt




Vi taler højt og blogger bredt om det sprog som varierer og forandrer sig hele tiden. Vi taler om det danske sprog, om modersmål, dialekter, andetsprog: alle-sprog.




Vi blogger om sproglig variation og udvikling. Vi blogger om sprogpolitik og sprogets magt. Og vi blogger om alt det vi alle kan med sproget.

mandag den 27. januar 2014

DR – en sprogpolitisk aktør

Af Jacob Thøgersen, lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns Universitet

I DR’s sprogpolitik har der altid og helt uproblematiseret været sat lighedstegn mellem ’godt sprog’ og ’konservativt københavnsk’. Det gælder både den officielle sprogpolitik og den uofficielle sprogpolitik som er kommet til udtryk i fx udvælgelse af talere i form af mikrofonprøver osv. Det har vist sig at der i DR helt uproblematiseret sættes lighedstegn mellem ’at være dannet’ eller ’at have en god radiostemme’ og ’at tale konservativt københavnsk’. På DR kan man sige om en kandidat at ’hans stemme ikke klinger rigtigt’ fordi hans a-udtale er forkert, eller at ’han lyder udannet’ fordi han har spor af dialekt. Ideologisk set har der altid været sat lighedstegn mellem konservativt københavnsk og ’korrekt udtale’ – i hvert fald i ’seriøse’ programmer som fx nyhedsudsendelser. I underholdningsgenrer har spillerummet været større.

LARM publikation

Vi får fladere a’er og flere slugte stavelser
I LARMprojektet har vi spurgt: ”man siger at nyhedsværter skal tale på en given måde; men hvordan talte de i praksis?”. To fænomener har haft høj opmærksomhed som talesproglige ’tabuer’ i DR’s historie: 1) det ’flade a’ og 2) talesproglige reduktionsfænomener. Det er det, som Skyum-Nielsen (2008) kalder ’stavelseskannibalisme’.

’Fladt a’ er fonetisk set et ”a” som er hævet sådan at det nærmer sig et ”æ”. Det har især været forbundet med unge københavnsktalende, og det har været et udskældt fænomen fra en gang sidst i det 19. århundrede og langt op i det 20.

Svaret er helt entydigt. Nyhedsoplæserne flytter deres a’er opad og opad årti for årti. Med andre ord må man formode at det som var et fladt a i 1950’erne, i dag ville opfattes som et helt almindeligt (eller endog temmelig konservativt a), mens dagens almindelige a ville have været overordentlig ’fladt’ i 1950’erne, eller måske oven i købet blive hørt som et æ. Set i lyset af at kritikken af ’det flade a’ har været højlydt og stort set enslydende i hele DR’s levetid betyder det på den ene side at selv højlydt udskældning af et sprogligt fænomen, i det lange løb, ikke ser ud til at have den store effekt. På den anden side virker det som om kritikken i sig selv har sin egen inerti, sådan at man kan blive ved med at kritisere et fænomen, også længe efter at det reelt er helt enerådende.

I analysen har vi målt akustisk på udtalen af a’er i radioaviser fra 1950’erne til 2000’erne. Undersøgelsen bygger på den præmis at der aldrig findes ’flade’ a’er i Radioavisen. De a’er som nyhedsoplæsere benytter, er per definition ’standard’. Formålet har derfor ikke været at se om der kommer flere ’flade a’er’ i Radioavisen, men derimod om Radioavisens standard-a forandrer sig over tid.

Så er der reduktionerne, altså ’stavelseskannibalismen’. Det er dem vi hører når man udtaler ”lokomotiv” som [lågmotiv] og ”hundrede” som [hunerð]. Her er det overordnede billede det samme. På trods af kraftige påbud om at ”udtale alle stavelser”, ser man over tid (fra 1930’erne til 2000’erne) en jævnt stigende tendens til at stavelser reduceres. Det går fint i tråd med at vi også har vist at taletempoet i Radioavisen er steget med ca. 50 % fra 1930’erne til i dag.

Vi ved at der er en tæt sammenhæng mellem taletempo og stavelsesreduktion. Jo højere taletempo des flere reduktioner; eller måske er det omvendt: jo flere reduktioner, des højere taletempo. Konsekvensen er at udtalen i nyhedsoplæsning nærmer sig mere almensproglig udtale end formel læseudtale. Hvis nogen i dag læste nyheder som man gjorde i 1950’erne (og som der stadig står i Skyum-Nielsens vejledning at man bør gøre) ville det i bedste fald lyde komisk. I sammenligning med samlinger af mere spontant sprog viser det sig dog at Radioavisen stadig er mere formel på nogle punkter, mens den på andre punkter ligner spontant talesprog. Det kunne tyde på at der er nogle fænomener som nyhedsoplæsere er bevidste om som ”faldgruber”, og dermed sørger for at udtale ’korrekt’, dvs. ureduceret, og andre som de ikke er opmærksomme på, og derfor reducerer på en for dem naturlig måde, dvs. sådan som de taler når de ikke er specielt bevidste om at tale ’korrekt’.

Sproglig revselse er altså ikke i det lange løb vinder over naturlig sprogforandring, i hvert fald ikke når der samtidig med de sproglige krav om formalitet er et øget krav om informalisering og spontanitet i mediesproget.

Hvis du vil vide mere
Det her blogindlæg er en kannibaliseret, reduceret udgave af en lidt længere artikel (med navnet DR som sprogpolitisk aktør) udgivet i publikationen LARM Audio Reseach Archive. En infrastruktur til forskning og undervisning i radio og lyd 2010-2014. Hvis du er interesseret i publikationen kan du kontakte artiklens forfatter Jacob Thøgersen på adressen jthoegersen@hum.ku.dk

Du kan finde mere information om det flade af på Sprogforandringscentrets hjemmeside. Her finder du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad om de flade a’er. Og hvis du også synes at s’er er interessante, så er der samme sted mere viden at hente om brugen af s-lyden og de sprogholdninger vi knytter til forskellige s-udtaler.

Ingen kommentarer: