Af Jane Lykke Bøll, Sprogforandringscentret, Københavns Universitet
Vi hører med jævne mellemrum, at de danske dialekter har trange kår eller ligefrem er døde. Der er imidlertid stadig en del sproglige variation til stede rundt om i landet, og en del mennesker der mener, de taler dialekt.
En undersøgelse af sprogforandringen i tre jyske dialektområder viser, at der er store geografiske forskelle på, om og i hvilken udstrækning dialekten har forandret sig over tid. Ikke overraskende viser det sig, at dialekter skal bruges og plejes for at overleve. Og ikke mindst elskes.
Det viser et nyt ph.d.-studie, hvor sprogforsker Malene Monka fra Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har undersøgt forholdet mellem en dialekts tilstand og dem, der taler den.
Malene Monka har interviewet en gruppe indbyggere i Vinderup ved Holstebro, Odder ved Aarhus og Tinglev ved Aabenraa. Hun har sammenlignet optagelserne med gamle optagelser med de samme informanter, så hun kan følge deres sprogforandring over tid.
Det viser sig, at dialekten allerede var forsvundet i Odder, da de første optagelser blev lavet, i Vinderup går dialekten markant tilbage mellem de to optagelser, mens den sønderjyske klang er stabil i Tinglev.
Og de to sidstnævnte steder har ellers mange lighedspunkter: Beliggenheden er den samme - i periferien og næsten det, man kan kalde Udkantsdanmark - de ligner hinanden med hensyn til lavt indbyggertal, lav vækst, langt til en storby og der bor flere landmænd og færre med en længerevarende uddannelse end landsgennemsnittet.
Negative oplevelser
"Så det er altså ikke her, man skal finde årsagen på de meget forskellige kår for dialekterne. Men hvis man kigger på, hvad folk siger om deres sprog, og om de knytter det sammen med deres sprogbrug, så kan man godt begynde at forklare de forskelle, der er", siger Malene Monka.
Informanterne fra Vinderup fremhævede ofte de negative oplevelser, de havde haft med at tale dialekt. De havde for eksempel været ude for lærere, som havde sagt: ”Så tal dog ordentligt”, så de var blevet bragt i forlegenhed på grund af dialekten, siger Monka. I interviewene havde de svært ved at sætte ord på deres egen dialekt, og de brugte aldrig ordet ”vestjysk” om den. De knyttede ikke stedet Vinderup eller Vestjylland sammen med deres sprog. I stedet kalder de det jysk, bred jysk eller bondsk. Og hvis man kalder sit eget sprog bondsk, så knytter man det til socialklasse, men ikke til et særligt sted.
En fælles historie
I Sønderjylland, hvor dialekten stadig er stærk hos undersøgelsens informanter, er tendensen en helt anden, oplevede Malene Monka. Her er man vant til at tale om sprog og har en klar forestilling, om man taler ”rigsdansk” eller ”sønderjysk” – navnet på dialekten knyttet den til stedet Sønderjylland. Her er der en fælles myte om, at man er sønderjyde først, og derefter er man dansker. Man skal bare lige prikke til sønderjyder, så kommer fortællingen frem. En fortælling der omhandler perioden 1864-1920, hvor Sønderjylland var under tysk styre, og fortællingen om hvordan sønderjyderne stemte sig ”hjem til Danmark”. Den fælles historie knyttes sammen med det at tale dialekten.
En af informanterne fra Tinglev siger ”Hvis man er ægte sønderjyde så må man også snakke sønderjysk”. Og det giver jo en helt anden grobund for at holde fast i sin dialekt, end det er tilfældet, hvis de eneste oplevelser, man har haft med dialekten er, at man bliver bedt om at tale ordentligt, som det er tilfældet i Vinderup.
Dialekten skal bruges
"En helt konkret grund til at dialekten er på vej tilbage i Vinderup, er at den ikke bliver givet videre til den næste generation. Især kvinderne siger, at de ikke taler så meget dialekt til deres børn som til deres mand eller farmor. Et par af dem siger, at det ikke var noget, de sådan gjorde bevidst. Og en anden siger, at det var noget, hun bevidst havde valgt at gøre for, at børnene ikke skulle komme i de problematiske situationer, som hun selv har oplevet i forhold til skole". Det forklarer Malene Monka og fortsætter: "I Sønderjylland kan de fleste i den generation, der indgår i undersøgelsen slå over i standarddansk i et eller andet omfang. Men hvis de er opvoksede i sønderjysktalende hjem taler de typisk dialekt til hele familien, både børn og voksne, og hele deres sønderjyske omgangskreds."
Nye undersøgelser viser, at der er sket en lille ændring mod mere standarddansk, når man sammenligner unge i Odder i dag med deres forældregeneration – som er dem der indgår i Monkas undersøgelse. I Vinderup viser en tilsvarende undersøgelse, at der kun er ganske lidt dialekt tilbage og at det mest er drenge, der bruger dialekttræk. I Sønderjylland er dialekten ifølge informanterne heller ikke det samme hos de unge, men der er stadig nogle, der taler sønderjysk. Hvor mange dialekttræk der er bevaret, må nye undersøgelser vise, men forudsætningen for at bevare dialekten er i hvert fald en hel anden i Sønderjylland end i Øst- og Vestjylland.
onsdag den 5. februar 2014
mandag den 27. januar 2014
DR – en sprogpolitisk aktør
Af Jacob Thøgersen, lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns Universitet
I DR’s sprogpolitik har der altid og helt uproblematiseret været sat lighedstegn mellem ’godt sprog’ og ’konservativt københavnsk’. Det gælder både den officielle sprogpolitik og den uofficielle sprogpolitik som er kommet til udtryk i fx udvælgelse af talere i form af mikrofonprøver osv. Det har vist sig at der i DR helt uproblematiseret sættes lighedstegn mellem ’at være dannet’ eller ’at have en god radiostemme’ og ’at tale konservativt københavnsk’. På DR kan man sige om en kandidat at ’hans stemme ikke klinger rigtigt’ fordi hans a-udtale er forkert, eller at ’han lyder udannet’ fordi han har spor af dialekt. Ideologisk set har der altid været sat lighedstegn mellem konservativt københavnsk og ’korrekt udtale’ – i hvert fald i ’seriøse’ programmer som fx nyhedsudsendelser. I underholdningsgenrer har spillerummet været større.
Vi får fladere a’er og flere slugte stavelser
I LARMprojektet har vi spurgt: ”man siger at nyhedsværter skal tale på en given måde; men hvordan talte de i praksis?”. To fænomener har haft høj opmærksomhed som talesproglige ’tabuer’ i DR’s historie: 1) det ’flade a’ og 2) talesproglige reduktionsfænomener. Det er det, som Skyum-Nielsen (2008) kalder ’stavelseskannibalisme’.
’Fladt a’ er fonetisk set et ”a” som er hævet sådan at det nærmer sig et ”æ”. Det har især været forbundet med unge københavnsktalende, og det har været et udskældt fænomen fra en gang sidst i det 19. århundrede og langt op i det 20.
Svaret er helt entydigt. Nyhedsoplæserne flytter deres a’er opad og opad årti for årti. Med andre ord må man formode at det som var et fladt a i 1950’erne, i dag ville opfattes som et helt almindeligt (eller endog temmelig konservativt a), mens dagens almindelige a ville have været overordentlig ’fladt’ i 1950’erne, eller måske oven i købet blive hørt som et æ. Set i lyset af at kritikken af ’det flade a’ har været højlydt og stort set enslydende i hele DR’s levetid betyder det på den ene side at selv højlydt udskældning af et sprogligt fænomen, i det lange løb, ikke ser ud til at have den store effekt. På den anden side virker det som om kritikken i sig selv har sin egen inerti, sådan at man kan blive ved med at kritisere et fænomen, også længe efter at det reelt er helt enerådende.
I analysen har vi målt akustisk på udtalen af a’er i radioaviser fra 1950’erne til 2000’erne. Undersøgelsen bygger på den præmis at der aldrig findes ’flade’ a’er i Radioavisen. De a’er som nyhedsoplæsere benytter, er per definition ’standard’. Formålet har derfor ikke været at se om der kommer flere ’flade a’er’ i Radioavisen, men derimod om Radioavisens standard-a forandrer sig over tid.
Så er der reduktionerne, altså ’stavelseskannibalismen’. Det er dem vi hører når man udtaler ”lokomotiv” som [lågmotiv] og ”hundrede” som [hunerð]. Her er det overordnede billede det samme. På trods af kraftige påbud om at ”udtale alle stavelser”, ser man over tid (fra 1930’erne til 2000’erne) en jævnt stigende tendens til at stavelser reduceres. Det går fint i tråd med at vi også har vist at taletempoet i Radioavisen er steget med ca. 50 % fra 1930’erne til i dag.
Vi ved at der er en tæt sammenhæng mellem taletempo og stavelsesreduktion. Jo højere taletempo des flere reduktioner; eller måske er det omvendt: jo flere reduktioner, des højere taletempo. Konsekvensen er at udtalen i nyhedsoplæsning nærmer sig mere almensproglig udtale end formel læseudtale. Hvis nogen i dag læste nyheder som man gjorde i 1950’erne (og som der stadig står i Skyum-Nielsens vejledning at man bør gøre) ville det i bedste fald lyde komisk. I sammenligning med samlinger af mere spontant sprog viser det sig dog at Radioavisen stadig er mere formel på nogle punkter, mens den på andre punkter ligner spontant talesprog. Det kunne tyde på at der er nogle fænomener som nyhedsoplæsere er bevidste om som ”faldgruber”, og dermed sørger for at udtale ’korrekt’, dvs. ureduceret, og andre som de ikke er opmærksomme på, og derfor reducerer på en for dem naturlig måde, dvs. sådan som de taler når de ikke er specielt bevidste om at tale ’korrekt’.
Sproglig revselse er altså ikke i det lange løb vinder over naturlig sprogforandring, i hvert fald ikke når der samtidig med de sproglige krav om formalitet er et øget krav om informalisering og spontanitet i mediesproget.
Hvis du vil vide mere
Det her blogindlæg er en kannibaliseret, reduceret udgave af en lidt længere artikel (med navnet DR som sprogpolitisk aktør) udgivet i publikationen LARM Audio Reseach Archive. En infrastruktur til forskning og undervisning i radio og lyd 2010-2014. Hvis du er interesseret i publikationen kan du kontakte artiklens forfatter Jacob Thøgersen på adressen jthoegersen@hum.ku.dk
Du kan finde mere information om det flade af på Sprogforandringscentrets hjemmeside. Her finder du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad om de flade a’er. Og hvis du også synes at s’er er interessante, så er der samme sted mere viden at hente om brugen af s-lyden og de sprogholdninger vi knytter til forskellige s-udtaler.
I DR’s sprogpolitik har der altid og helt uproblematiseret været sat lighedstegn mellem ’godt sprog’ og ’konservativt københavnsk’. Det gælder både den officielle sprogpolitik og den uofficielle sprogpolitik som er kommet til udtryk i fx udvælgelse af talere i form af mikrofonprøver osv. Det har vist sig at der i DR helt uproblematiseret sættes lighedstegn mellem ’at være dannet’ eller ’at have en god radiostemme’ og ’at tale konservativt københavnsk’. På DR kan man sige om en kandidat at ’hans stemme ikke klinger rigtigt’ fordi hans a-udtale er forkert, eller at ’han lyder udannet’ fordi han har spor af dialekt. Ideologisk set har der altid været sat lighedstegn mellem konservativt københavnsk og ’korrekt udtale’ – i hvert fald i ’seriøse’ programmer som fx nyhedsudsendelser. I underholdningsgenrer har spillerummet været større.
Vi får fladere a’er og flere slugte stavelser
I LARMprojektet har vi spurgt: ”man siger at nyhedsværter skal tale på en given måde; men hvordan talte de i praksis?”. To fænomener har haft høj opmærksomhed som talesproglige ’tabuer’ i DR’s historie: 1) det ’flade a’ og 2) talesproglige reduktionsfænomener. Det er det, som Skyum-Nielsen (2008) kalder ’stavelseskannibalisme’.
’Fladt a’ er fonetisk set et ”a” som er hævet sådan at det nærmer sig et ”æ”. Det har især været forbundet med unge københavnsktalende, og det har været et udskældt fænomen fra en gang sidst i det 19. århundrede og langt op i det 20.
Svaret er helt entydigt. Nyhedsoplæserne flytter deres a’er opad og opad årti for årti. Med andre ord må man formode at det som var et fladt a i 1950’erne, i dag ville opfattes som et helt almindeligt (eller endog temmelig konservativt a), mens dagens almindelige a ville have været overordentlig ’fladt’ i 1950’erne, eller måske oven i købet blive hørt som et æ. Set i lyset af at kritikken af ’det flade a’ har været højlydt og stort set enslydende i hele DR’s levetid betyder det på den ene side at selv højlydt udskældning af et sprogligt fænomen, i det lange løb, ikke ser ud til at have den store effekt. På den anden side virker det som om kritikken i sig selv har sin egen inerti, sådan at man kan blive ved med at kritisere et fænomen, også længe efter at det reelt er helt enerådende.
I analysen har vi målt akustisk på udtalen af a’er i radioaviser fra 1950’erne til 2000’erne. Undersøgelsen bygger på den præmis at der aldrig findes ’flade’ a’er i Radioavisen. De a’er som nyhedsoplæsere benytter, er per definition ’standard’. Formålet har derfor ikke været at se om der kommer flere ’flade a’er’ i Radioavisen, men derimod om Radioavisens standard-a forandrer sig over tid.
Så er der reduktionerne, altså ’stavelseskannibalismen’. Det er dem vi hører når man udtaler ”lokomotiv” som [lågmotiv] og ”hundrede” som [hunerð]. Her er det overordnede billede det samme. På trods af kraftige påbud om at ”udtale alle stavelser”, ser man over tid (fra 1930’erne til 2000’erne) en jævnt stigende tendens til at stavelser reduceres. Det går fint i tråd med at vi også har vist at taletempoet i Radioavisen er steget med ca. 50 % fra 1930’erne til i dag.
Vi ved at der er en tæt sammenhæng mellem taletempo og stavelsesreduktion. Jo højere taletempo des flere reduktioner; eller måske er det omvendt: jo flere reduktioner, des højere taletempo. Konsekvensen er at udtalen i nyhedsoplæsning nærmer sig mere almensproglig udtale end formel læseudtale. Hvis nogen i dag læste nyheder som man gjorde i 1950’erne (og som der stadig står i Skyum-Nielsens vejledning at man bør gøre) ville det i bedste fald lyde komisk. I sammenligning med samlinger af mere spontant sprog viser det sig dog at Radioavisen stadig er mere formel på nogle punkter, mens den på andre punkter ligner spontant talesprog. Det kunne tyde på at der er nogle fænomener som nyhedsoplæsere er bevidste om som ”faldgruber”, og dermed sørger for at udtale ’korrekt’, dvs. ureduceret, og andre som de ikke er opmærksomme på, og derfor reducerer på en for dem naturlig måde, dvs. sådan som de taler når de ikke er specielt bevidste om at tale ’korrekt’.
Sproglig revselse er altså ikke i det lange løb vinder over naturlig sprogforandring, i hvert fald ikke når der samtidig med de sproglige krav om formalitet er et øget krav om informalisering og spontanitet i mediesproget.
Hvis du vil vide mere
Det her blogindlæg er en kannibaliseret, reduceret udgave af en lidt længere artikel (med navnet DR som sprogpolitisk aktør) udgivet i publikationen LARM Audio Reseach Archive. En infrastruktur til forskning og undervisning i radio og lyd 2010-2014. Hvis du er interesseret i publikationen kan du kontakte artiklens forfatter Jacob Thøgersen på adressen jthoegersen@hum.ku.dk
Du kan finde mere information om det flade af på Sprogforandringscentrets hjemmeside. Her finder du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad om de flade a’er. Og hvis du også synes at s’er er interessante, så er der samme sted mere viden at hente om brugen af s-lyden og de sprogholdninger vi knytter til forskellige s-udtaler.
onsdag den 27. november 2013
Dengang en kage var et brød
Den Store Bagedyst, tusinder af billeder af kager på Instagram og Facebook; danskerne er blevet grebet af en sand kagebagningsfeber. Men kager er et ret nyt fænomen i Danmark: I det danske bondesamfund var brød lig med rugbrød, og kage betød franskbrød, hvilket man kun fik ved særlige lejligheder. På Københavns Universitets hjemmeside dialekt.dk kan du nu læse, og ikke mindste høre, hvordan danskerne i de forskellige egne af landet har talt om brød, kager og bagning i gamle dage.
- Kagebagning er et moderne fænomen, som først blev almindelig i den brede befolkning i slutningen af 1800-tallet, da man fik brændekomfurer med komfurovne. Og konditorkagebagning i de forfinede udgaver, som vi ser i Den Store Bagedyst, er helt nyt i private køkkener, fortæller lektor Karen Margrethe Pedersen, som er en af sprogforskerne bag den nye hjemmeside Brød og bagning på dialekt.Ifølge sprogforskerne fortæller ordet kage i sig selv en masse om udviklingen i vores mad- og spisevaner, fordi kager, som vi forstår det i dag, ikke altid har været en del af almindelige menneskers liv.
Så er der kage.
- Brødbagning i bondesamfundet og de ord, der knyttedes til brød og selve bageprocessen, er et vigtigt kulturhistorisk vidnesbyrd om udviklingen i vores mad- og spisekultur fra før industrialiseringen. Der skete en kolossal omvæltning i landbruget og produktionssamfundet i 1800-tallet med store konsekvenser for danskernes brødvaner.
Det kan du læse mere om på hjemmesiden Brød og bagning på dialekt, og her kan du også høre folk fortælle på dialekt om brød og bagning.
Hvis du vil vide mere om bagning på dialekt, kan du kontakte kontakt Lektor Karen Margrethe Pedersen, Nordisk Forskningsinstitut: karenmargrethe.pedersen@hum.ku.dk
tirsdag den 16. oktober 2012
Stories we live by
Af Dorte Greisgaard Larsen. Indlægget er oprindeligt bragt i DANES 5
Det her er historien om, hvad vi gør med ikke bare det danske sprog, men med alle sprog: vi skaber mening; vi konstruerer os selv og andre; vi skaber liv.
Tilbage i 2002, da min farfar var blevet så gammel, at hans krop var ved at sætte punktum for et langt liv, besøgte jeg og min far ham en sen eftermiddag. Der lå han halvsovende, bleg, med et tungt og langsomt åndedrag og slet ikke som den farfar, jeg engang kendte. Den tidligere så livlige farfar, havde skræmt mig med sine forlorne tænder så det kildede i maven, havde snittet bue og pil til mig, da jeg var 8 og havde fortalt mig historier om Hitler og Churchill, og om hvordan det var at vokse op i en familie med trange kår, og om at møde min farmor, der kom fra en gård med fire skorstene. En træt udgave af den samme farfar lå nu der og havde kort tid igen. Det vidste både min far og jeg. Og så var det som om vi indgik en stiltiende aftale den eftermiddag. Vi fik min farfar til at fortælle historier fra gamle dage. Fra dengang man snildt gik 50 km på en dag for bare at besøge en kæreste, og om den vinter hans kloge hund gik gennem isen og min farfar sagde den skulle løbe hjem og den døde af kulde hjemme foran gården, fordi den ikke kunne komme ind i stalden. Om hans, efter eget udsagn, lidt for vilde ture i byen, dengang han var helt ung… og gift. Min farfar var en dygtig historiefortæller. Han skabte billeder i hovedet på mig, holdt pauser så jeg kunne nå at orientere mig i de fortalte rum, og så gemte han ofte omhyggeligt pointen til sidst, som en sød belønning for, at jeg havde lyttet.
Da min far og jeg gik den eftermiddag var min farfar som forvandlet. De før så matte øjne lyste, og hans kinder havde taget lyserød farve. Det der skete for min farfar i det korte tidsrum, vi var på besøg, var hvad 1001 Nats fortællende hovedperson, Sheherazades, var fuldt ud bevidst om allerede for mange århundreder siden: fortællingen har en livgivende kraft.
Nu vil den opmærksomme læser måske tænke: hvad har historiefortælling med dansk sprog at gøre? Alt og intet kan man sige. Fortællinger kender ikke til sproglige grænser. Så vidt man ved, har alle mennesker til alle tider fortalt hinanden historier. Historiefortælling er en universel aktivitet – og den får liv som en sproglig størrelse.
Hvad er det så fortællingen kan - hvad enten den er på dansk, japansk eller engelsk? Hvad enten den er fiktiv eller baseret på virkeligheden?
Fortællinger konstruerer vi i et tidsligt krydsfelt mellem den fortalte tid, ’dengang og da’, som fortællingen handler om, og så fortælletid dvs. det ’her og nu’, hvor fortællingen fortælles. Min farfar fortalte til et deltagende publikum; til os som ivrigt lyttede til, hvad han havde oplevet. Samtidig etablerede han med fortællingen et fortalt rum i et datidens ’dengang og da’, hvor hans krop igen var ung og vital, og hans liv stadig lå åbent foran ham. På den måde skabte min farfars levende fortællinger om fortiden nyt liv i øjeblikket.
Gennem fortællingen kommunikerer vi, hvem vi er og gerne vil være. Vi konstruerer os selv og udnytter gabet mellem dengang og nu til evt. at tage afstand fra eller moderere vores tidligere udgaver. Min farfar gjorde det samme: han fortalte sig ind i den vitale og viltre unge mand, men med den erfarne gamle mands stemme og en vis sproglig rysten på hovedet af ungdommens gerninger, og positionerede sig på den måde som manden der blev klogere med alderen. For han vidste udmærket, at han ikke kunne bilde os tilhørere hvad som helst på ærmet: vi kendte hver især min farfar, hans historie, hans standpunkter, hans kærlighed og hans luner. Og havde han fortalt historier, der ikke understøttede vores forventninger i tilpas grad, så havde interaktionen været en anden. Konstruktionen af én selv sker nemlig altid i relation til andre, og vi er som fortællere og tilhørere altid orienteret mod autenticitet og sammenhæng. På den måde ’fastholdes’ vores selvfremstillinger altid i socialt forpligtende relationer til andre. Vi kan altså nok konstruere liv, men ikke hvilket som helst liv.
Gennem historiefortælling skaber vi m.a.o. os selv og genererer mellemmenneskelig mening. Fortællingen er livgivende. Potentielt i hvert fald. For historier kan også virke destruktivt. De kan hæmme os, plage os og skabe distance mellem os og andre mennesker. Men det er en helt anden historie. Den må vi høre en anden gang.
Det her er historien om, hvad vi gør med ikke bare det danske sprog, men med alle sprog: vi skaber mening; vi konstruerer os selv og andre; vi skaber liv.
Tilbage i 2002, da min farfar var blevet så gammel, at hans krop var ved at sætte punktum for et langt liv, besøgte jeg og min far ham en sen eftermiddag. Der lå han halvsovende, bleg, med et tungt og langsomt åndedrag og slet ikke som den farfar, jeg engang kendte. Den tidligere så livlige farfar, havde skræmt mig med sine forlorne tænder så det kildede i maven, havde snittet bue og pil til mig, da jeg var 8 og havde fortalt mig historier om Hitler og Churchill, og om hvordan det var at vokse op i en familie med trange kår, og om at møde min farmor, der kom fra en gård med fire skorstene. En træt udgave af den samme farfar lå nu der og havde kort tid igen. Det vidste både min far og jeg. Og så var det som om vi indgik en stiltiende aftale den eftermiddag. Vi fik min farfar til at fortælle historier fra gamle dage. Fra dengang man snildt gik 50 km på en dag for bare at besøge en kæreste, og om den vinter hans kloge hund gik gennem isen og min farfar sagde den skulle løbe hjem og den døde af kulde hjemme foran gården, fordi den ikke kunne komme ind i stalden. Om hans, efter eget udsagn, lidt for vilde ture i byen, dengang han var helt ung… og gift. Min farfar var en dygtig historiefortæller. Han skabte billeder i hovedet på mig, holdt pauser så jeg kunne nå at orientere mig i de fortalte rum, og så gemte han ofte omhyggeligt pointen til sidst, som en sød belønning for, at jeg havde lyttet.
Da min far og jeg gik den eftermiddag var min farfar som forvandlet. De før så matte øjne lyste, og hans kinder havde taget lyserød farve. Det der skete for min farfar i det korte tidsrum, vi var på besøg, var hvad 1001 Nats fortællende hovedperson, Sheherazades, var fuldt ud bevidst om allerede for mange århundreder siden: fortællingen har en livgivende kraft.
Nu vil den opmærksomme læser måske tænke: hvad har historiefortælling med dansk sprog at gøre? Alt og intet kan man sige. Fortællinger kender ikke til sproglige grænser. Så vidt man ved, har alle mennesker til alle tider fortalt hinanden historier. Historiefortælling er en universel aktivitet – og den får liv som en sproglig størrelse.
Hvad er det så fortællingen kan - hvad enten den er på dansk, japansk eller engelsk? Hvad enten den er fiktiv eller baseret på virkeligheden?
Fortællinger konstruerer vi i et tidsligt krydsfelt mellem den fortalte tid, ’dengang og da’, som fortællingen handler om, og så fortælletid dvs. det ’her og nu’, hvor fortællingen fortælles. Min farfar fortalte til et deltagende publikum; til os som ivrigt lyttede til, hvad han havde oplevet. Samtidig etablerede han med fortællingen et fortalt rum i et datidens ’dengang og da’, hvor hans krop igen var ung og vital, og hans liv stadig lå åbent foran ham. På den måde skabte min farfars levende fortællinger om fortiden nyt liv i øjeblikket.
Gennem fortællingen kommunikerer vi, hvem vi er og gerne vil være. Vi konstruerer os selv og udnytter gabet mellem dengang og nu til evt. at tage afstand fra eller moderere vores tidligere udgaver. Min farfar gjorde det samme: han fortalte sig ind i den vitale og viltre unge mand, men med den erfarne gamle mands stemme og en vis sproglig rysten på hovedet af ungdommens gerninger, og positionerede sig på den måde som manden der blev klogere med alderen. For han vidste udmærket, at han ikke kunne bilde os tilhørere hvad som helst på ærmet: vi kendte hver især min farfar, hans historie, hans standpunkter, hans kærlighed og hans luner. Og havde han fortalt historier, der ikke understøttede vores forventninger i tilpas grad, så havde interaktionen været en anden. Konstruktionen af én selv sker nemlig altid i relation til andre, og vi er som fortællere og tilhørere altid orienteret mod autenticitet og sammenhæng. På den måde ’fastholdes’ vores selvfremstillinger altid i socialt forpligtende relationer til andre. Vi kan altså nok konstruere liv, men ikke hvilket som helst liv.
Gennem historiefortælling skaber vi m.a.o. os selv og genererer mellemmenneskelig mening. Fortællingen er livgivende. Potentielt i hvert fald. For historier kan også virke destruktivt. De kan hæmme os, plage os og skabe distance mellem os og andre mennesker. Men det er en helt anden historie. Den må vi høre en anden gang.
mandag den 27. august 2012
Sproget afslører børns mulige mobilitet
Af Malene Monka. Indlægget er bragt i magasinte DANES No. 4
Mon vores børn vokser op og bliver i nærheden af os? Eller rejser de til hovedstaden eller endnu fjernere egne? Vi behøver hverken tarokkort, krystalkugle eller kaffegrums for at få hjælp til svarene. Ved at se på børn og unges sprog, får vi en idé om, hvor de stiler hen; sprog er nemlig en resurse, der kan bruges til at vise, hvor vi kommer fra, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi gerne vil opfattes af andre.
I en undersøgelse af sammenhængen mellem sprogforandring og mobilitet finder vi klare sammenhænge mellem jyske skolebørns forskellige sprogbrug i 1978, og hvor de siden har bevæget sig hen. Nye optagelser af de samme mennesker afslører nemlig, at dem der endte med at blive boende talte mere dialekt i de gamle optagelser, end dem der endte med at rejse væk.
”Men å jen elle anden må’e så fornemmer a at København blir kortere altså der blir kortere og kortere te København å jen eller anden må’e”. Nogenlunde sådan lyder det, når 47-årige Ann fra Vinderup Kommune i Vestjylland fortæller om sit forhold til hovedstaden. Ann er født og opvokset i Vinderup og bor der stadig. Hun arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun talte talte vestjysk, da hun blev optaget til en dialektundersøgelse i 8. klasse og den vestjyske dialekt har hængt ved.
I Anns parallelklasse gik pigen Lisa - Ann og Lisa ligner hinanden på en række punkter: ud over at være fra samme årgang, er de begge døtre af vestjysktalende landbrugere og vokset op i omegnen af Vinderup. Men der var én markant forskel mellem de to piger i 1978 - deres sprog. Lisa markerede sig sprogligt anderledes end Ann:hun havde ikke ét vestjysk træk i sit sprog, hun talte rigsdansk med nogle få jyske regionaltræk, og det gør hun stadig i dag, hvor hun bor i København og har uddannet sig til sygeplejerske.
Når vi lytter til de to pigers sprog i 1978 får vi altsået praj om, hvor de kommer til at bo som voksne og måske kan vi endda også give et bud på, hvor lang en uddannelse de får. I forhold til Ann og Lisa er det interessante spørgsmål, hvorfor de to piger taler så forskelligt, når de nu kommer fra den samme landlige baggrund, hvor dialekten stadig var fremherskende i slutningen af 1970’erne.
Forklaringen finder vi formentlig i pigernes tidlige skolegang og miljøet de befandt sig i under opvæksten. Som voksen fortæller Ann, at hun gik de første syv år i den lokale landsbyskole, hvor alle talte dialekt, indtil hun kom til Vinderup i 8. klasse. Indtil da havde hendes liv været centreret om gården og landsbyen. I dag bor hun i Vinderup by og er tæt knyttet til stedet og ikke ønsker at flytte. Anns sprog anno 1978 pegede på, hvad hun orienterede sig mod, og hendes sprog i dag passer til stedet, hun føler sig hjemme.
Mens Ann havde sin platform i det lokale landsbymiljø, så gik Lisa i skole i Vinderup fra 1. klasse. Som voksenfortæller hun, at hun allerede inden skolestarten var orienteret mod byen – der kunne man løbe på rulleskøjter og få veninder, der talte rigsdansk og kom fra andre samfundslag og som havde forældre fra andre egne af Danmark. Bourdieu ville sige, at Lisa ved at orientere sig mod byen fik udvidet sit mulighedsrum: I byen indgik hun i venskaber, hvor hun ud over at lære rigsdansk fik indblik i andre måder at leve på. Hun oplevede muligheden for bo og uddanne sig andre steder.
Så lyt en ekstra gang til dine børns sprog: Taler de som mennesker, der har dybe rødder hvor I bor, eller taler de måske som nogle der kommer fra andre steder - både geografisk og socialt? Hvor retter de deres opmærksomhed hen? I børnenes sprog er der tegn på, hvilke grupper og steder børnene ser sig som en del af, og det er et ganske godt bud på, hvor de kommer til at bo.
Mon vores børn vokser op og bliver i nærheden af os? Eller rejser de til hovedstaden eller endnu fjernere egne? Vi behøver hverken tarokkort, krystalkugle eller kaffegrums for at få hjælp til svarene. Ved at se på børn og unges sprog, får vi en idé om, hvor de stiler hen; sprog er nemlig en resurse, der kan bruges til at vise, hvor vi kommer fra, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi gerne vil opfattes af andre.
I en undersøgelse af sammenhængen mellem sprogforandring og mobilitet finder vi klare sammenhænge mellem jyske skolebørns forskellige sprogbrug i 1978, og hvor de siden har bevæget sig hen. Nye optagelser af de samme mennesker afslører nemlig, at dem der endte med at blive boende talte mere dialekt i de gamle optagelser, end dem der endte med at rejse væk.
”Men å jen elle anden må’e så fornemmer a at København blir kortere altså der blir kortere og kortere te København å jen eller anden må’e”. Nogenlunde sådan lyder det, når 47-årige Ann fra Vinderup Kommune i Vestjylland fortæller om sit forhold til hovedstaden. Ann er født og opvokset i Vinderup og bor der stadig. Hun arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun talte talte vestjysk, da hun blev optaget til en dialektundersøgelse i 8. klasse og den vestjyske dialekt har hængt ved.
I Anns parallelklasse gik pigen Lisa - Ann og Lisa ligner hinanden på en række punkter: ud over at være fra samme årgang, er de begge døtre af vestjysktalende landbrugere og vokset op i omegnen af Vinderup. Men der var én markant forskel mellem de to piger i 1978 - deres sprog. Lisa markerede sig sprogligt anderledes end Ann:hun havde ikke ét vestjysk træk i sit sprog, hun talte rigsdansk med nogle få jyske regionaltræk, og det gør hun stadig i dag, hvor hun bor i København og har uddannet sig til sygeplejerske.
Når vi lytter til de to pigers sprog i 1978 får vi altsået praj om, hvor de kommer til at bo som voksne og måske kan vi endda også give et bud på, hvor lang en uddannelse de får. I forhold til Ann og Lisa er det interessante spørgsmål, hvorfor de to piger taler så forskelligt, når de nu kommer fra den samme landlige baggrund, hvor dialekten stadig var fremherskende i slutningen af 1970’erne.
Forklaringen finder vi formentlig i pigernes tidlige skolegang og miljøet de befandt sig i under opvæksten. Som voksen fortæller Ann, at hun gik de første syv år i den lokale landsbyskole, hvor alle talte dialekt, indtil hun kom til Vinderup i 8. klasse. Indtil da havde hendes liv været centreret om gården og landsbyen. I dag bor hun i Vinderup by og er tæt knyttet til stedet og ikke ønsker at flytte. Anns sprog anno 1978 pegede på, hvad hun orienterede sig mod, og hendes sprog i dag passer til stedet, hun føler sig hjemme.
Mens Ann havde sin platform i det lokale landsbymiljø, så gik Lisa i skole i Vinderup fra 1. klasse. Som voksenfortæller hun, at hun allerede inden skolestarten var orienteret mod byen – der kunne man løbe på rulleskøjter og få veninder, der talte rigsdansk og kom fra andre samfundslag og som havde forældre fra andre egne af Danmark. Bourdieu ville sige, at Lisa ved at orientere sig mod byen fik udvidet sit mulighedsrum: I byen indgik hun i venskaber, hvor hun ud over at lære rigsdansk fik indblik i andre måder at leve på. Hun oplevede muligheden for bo og uddanne sig andre steder.
Så lyt en ekstra gang til dine børns sprog: Taler de som mennesker, der har dybe rødder hvor I bor, eller taler de måske som nogle der kommer fra andre steder - både geografisk og socialt? Hvor retter de deres opmærksomhed hen? I børnenes sprog er der tegn på, hvilke grupper og steder børnene ser sig som en del af, og det er et ganske godt bud på, hvor de kommer til at bo.
fredag den 22. juni 2012
Puser diple, piple, daple og paple?
Af Jane Lykke Bøll. Teksten er bragt i DANES 3.
Og ’Diplen Pugle høpser fleller’. Er du med? Er du medlem af gruppen, der ved hvad der her tales om, eller synes du, som jeg, mest af alt det her lyder som del af en underholdende vrøvlehistorie?
At det var fordums tiders diple, der forstod hvem Pugle er og hvad han høpsede, dét er en pointe i sig selv. Måske nok den vigtigste, og det kommer vi tilbage til. Først tager vi turen til den gruppe af mennesker der taler dette særlige danske. For dansk er det. Vi skal til den sjællandske by Næstved for at forstå mere af hvad diplen er for en, vi skal til Herlufsholm skole. Det særlige danske gengivet her er herlovianersprog talt af elever og ansatte på skolen. Eleverne kaldes disciple, og det er blevet til diple. Senere er der kommet daple og paple til og så kom også piple. Se, nu er vi, der ikke er eller har været herlovianere, igen smidt af. Her er forklaringen: Piple er kort for pige-disciple, daple betegner drengene blandt skolens dagelever og paple således pigerne blandt skolens dagelever. Herfra kalder vi bare alle skolens elever for diple – det gør eleverne nemlig også selv nu om dage.
Herlovianersproget lyder eksotisk og særegent. Men det er dansk med dansk grammatik som vi kender den: Det, som adskiller herlovianersproget fra det almindeligt kendte danske sprog, er de særlige sproglige regler, der er opstået blandt elever og overleveret til deres efterfølgere. Det er de regler og ord, der gør herlovianersproget til en argot, altså en sprogvariant, som er fælles for en gruppe mennesker, der deler en social egenskab. Vi kan også kalde det for et gruppesprog: sådan et sprog som tales af en mindre gruppe af mennesker, som adskiller sig fra andre grupper i deres omverden netop i kraft af beherskelsen af denne særlige sprogvariant.
Herlovianersprog har én særlig vigtig sproglig regel, som er god at kende for at få adgang til gruppen. Det er sammentrækningsreglen og den som har været med til at gøre disciplen til diplen. Reglen lyder sådan her: Tag et ords konsonanter før første vokal læg dertil ordets sidste trykbelagte vokal plus resten af ordet. Altså d+isc+iplen. Drenge-disciplene var de første elever på skolen (grundlagt af Herluf Trolle i 1565). Først i nyere tid fik også piger lov til at være elever, altså disciple, og få betegnelsen p+igedisc+iple. Senere igen kom dageleverne til og da måtte en overtrædelse af sammentrækningsreglen tilsyneladende til for lydligt at lade dagelevernes betegnelse følge kostelevernes. Deraf opstod daple og paple.
Overtrædelser af sammentrækningsreglen er ikke sjælden, men lige så sædvanlig i Herlovianersproget som i andre levende sprog: sprogbrugere - på Herlufsholm som i verden udenfor - benytter, udvikler og viderefører deres sprog på så kreativ vis at undtagelserne får lige så meget vægt som reglerne: Gnisten (som er organisten) burde med sammentrækningsreglen for ord der starter med vokal have fået kaldenavnet Isten; Udsagnsord er blevet dannet på baggrund af herlovianer-sammentrukne navneord - således er faser blevet til ved først en sammentrækning af fedthas (= fas) tilført nutidsformens –er. Og således har en tidligere lærer med øgenavnet Høpsen også lagt betydning til det kreerede udsagnsord at høpse, som dækker mange betydninger, heriblandt ’at stå på lur’ eller ’at tiltuske sig noget billigt eller på irregulær vis’; Skolens lokaliteter og ansatte gennem tiden fået mange øgenavne. Men netop det sproglige træk er ikke noget herlovianere kan siges at have for sig selv, for hyppig og endog næsten systematisk brug af øgenavne ser vi mange steder i verden.
Selv efter en gennemgang af sproglige herlovianerregler og deres undtagelser, sidder du nok stadig og funderer over vores indledende herlovianske udsagn og deres betydning. Overskriften afslører såmænd bare at også elever på Herlufsholm ind i mellem må gå på toilettet (’Pissehus’ er blevet til pus – i huset indrettet dertil kan der således puses). Herefter fortæller vi at ’Diplen Pugle høpser fleller’. Altså: ’Disciplen Peter Ugle tiltusker sig flødekarameller’. Ingen livsnødvendige erkendelser ville være gået vores næse forbi uden den oversættelse. Anderledes forholder det sig på Herlufsholm:
J. Normann Jørgensen er tidligere dipel og sprogforsker ved Københavns Universitet og han har siden 1985 foretaget undersøgelser af herlovianersproget på skolen. Undersøgelserne har vist at særligt blandt kostskoleeleverne, især drengene, var Herlovianersproget i 1985 en nødvendig nøgle til en plads i gruppen blandt andre diple. Dageleverne og pigerne på kostskolen oplevede et mindre pres til at lære Herlovianersproget for at få lov at være en del af gruppen. Det er der flere grunde til:
Hvornår Herlovianersproget er etableret ved vi ikke, men erindringer lader os vide at det i hvert fald fandtes i 1830’erne, hvor Herlufsholm var en kostskole for drenge, som i lange perioder måtte undvære deres familie og finde erstatninger for den på skolen. Og på skolen levede en myte om kampe med Næstvedegnens drenge. Diplene er altså drenge, der har et særligt behov for at skabe et gruppetilhørsforhold og for at afgrænse dem der er inde fra dem der er ude. I det lys forstås sprogets opståen, nødvendigheden af dets beherskelse for at indgå i gruppen og samtidig også den senere aftagende brug af sproget og en nedadgående produktivitet.
Normann Jørgensen finder nemlig i sine undersøgelser af Herlovianersproget, at overleveringen af sproget har skiftet status efter piples, daples og paples inklusion på skolen. Da ophørte den relative isolation af diplene og skellet mellem dem der var inde og dem der var ude, ændredes: overleveringen af særlige herlovianer-ord er endnu relativt høj - men vi kan ikke vide hvor længe.
Piple, daple og paple finder vi ikke flere af; der er ikke længere nogen som høpser. Og diplene puser ikke længere. Nu om dage bor eleverne imidlertid på Skygningen (Skolebygningen) eller Mygningen (Museumsbygningen), og de rækker hinanden speber (salt og peber) ved måltiderne. De processer ordene dannes efter, er uforandrede, men selve ordstoffet ændrer sig.
Litteratur:
Jørgensen, J. Normann: ’Diplen Pugle høpser fleller på bleddel’. In: Mål og Mæle vol 2, nr. 4. 1977. s. 16-19.
torsdag den 3. maj 2012
Nu gør jeg det alligevel-agtigt
af Tanya Karoli Christensen som er lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns universitet. Indlægget er oprindelig bragt i DANES 2012-2
Det er med sprog som med børn – man ser bedst hvor meget de forandrer sig hvis man er lidt på afstand. Bedsteforældrene der ikke har set deres barnebarn i et par måneder, må udbryde: ”Hvor er hun blevet stor!”. Og udlandsdanskeren der ikke har daglig omgang med sit modersmål, må tørt konstatere: ”Hvor er det blevet... anderledes!”
En forårsdag for flere år siden vandrede jeg rundt i København med en kær veninde som var hjemme på visit efter et par år i Brasilien. Vi talte som altid hurtigt, levende og engageret om stort og småt. Undervejs fik jeg vist antydet en let misundelse over hendes ophold under varmere himmelstrøg, men kunne så glad tilføje at det jo føltes helt sommeragtigt i byen denne dag. Og da overraskede hun mig ved at indskyde: ”hvorfor siger alle i Danmark egentlig ’agtig’ hele tiden”? Godt spørgsmål, tænkte jeg, og det er ikke blevet dårligere med tiden, for tendensen med at tilknytte et -agtig til snart sagt hvad som helst er bare taget til.
Dengang havde jeg ikke noget fornuftigt svar parat. Siden er der gået 12 år og en karriere som sprogforsker er kommet til. Og nu ville jeg kunne fortælle min veninde at en del af svaret består i at sproget afspejler sin tid, og at især unge menneskers sprog er et barometer for hvordan samfundet ser ud. Verden er blevet mere kompleks, relationerne globale og kommunikationsmidlerne allestedsnærværende. Især de unge oplever at være ’på’ hele tiden og hele tiden blive bedømt på deres fremtræden og holdninger. Når verden samtidig forandrer sig på en måde hvor gammelkendte kategorier går i opløsning, er det ganske svært at definere hvad noget er.
Deraf opstår behovet for at modificere vores udtalelser. Unge som gamle vil vi gerne gøre os forståelige på bedst mulig måde, så vi gør vores yderste for at fange den rette fælles forståelse, vel vidende at det ikke er så ligetil. Derfor rammer vi vores beskrivelser ind med et -agtig der skal sikre at de ikke tages sådan helt for givet. Et eksempel er når vi kalder nogen for Lady Gaga-agtige eller hermionetypeagtige (hhv. popstjerne og den kvindelige heltinde fra Harry Potter universet, red.). Så refererer vi til nogle figurer der er velkendte for vores tilhørere, men som vi kun ønsker at de skal plukke nogle egenskaber ud fra og sammenligne med. Den vi taler om, er jo ikke fuldstændig som den flippede popdiva eller den nørdede magikerpige. På den måde bliver det også en fælles test af referencerammerne – forstår du hvilke elementer ved Hermione jeg mener? Og vendt indad: Har jeg selv fat i den rigtige karakteristik, så det giver mening i netop denne sammenhæng?
Udover navne på virkelige eller fiktive personer har det gennem længere tid især været navne for ting (substantiver) der kunne blive -agtige og dermed få en ny rolle at spille i sproget (nemlig som adjektiver). På Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet har vi en af verdens største databaser over talesprog, og her finder vi masser af sammensætninger som bryllupsagtig, markagtig og vaniljesmagsagtig. En nyere tendens er at man også kan lave hele sætninger om til adjektiver der så kan bruges til at beskrive en person eller en egenskab som her hvor en ung mand fortæller om den bedste måde at være sælger på: ”det er mere sådan hav en god dag, fedt du lukkede op og sådan-agtigt”.
Selv om det er helt moderne vilkår der har givet -agtig sin stærke fremgang, er formen langt fra ny. Den blev nemlig indlånt fra tysk allerede i 1400-tallet, og som sprogforskeren Peter Skautrup fastslår, blev den hurtigt meget udbredt. Dengang knyttede -agtig sig dog kun til enkeltord, især substantiver og adjektiver, og dannede nu helt gængse ord som nøjagtig, fabelagtig og barnagtig. I moderne tid er den så blevet taget op igen, bliver anvendt utroligt bredt, og er endda ved at ryste sig fri af funktionen som endelse. Jeg har fundet udtryk som en agtig kæreste (i betydningen ”en slags kæreste”) og en agtig drømmeverden eller den nybagte mors beskrivelse af sine veer som lidt agtigt mens-smerter (hun slap vist billigt!). Og så kan det tilsyneladende bruges som en beskrivelse helt i sig selv: jeg vil sige det lyder sådan lidt … agtigt.
Denne seneste udvikling er allerede opfanget og gengivet i kulturlivet på forskellig vis. På internettet huserer et band der simpelthen bare kalder sig De Agtige. Og forfatteren Thomas Oldrup har udgivet en novellesamling med den korte og mangetydige titel Agtig som handler om hvordan vi som mennesker ind i mellem har svært ved at finde os til rette i forholdet til andre mennesker.
Hverken mellemmenneskelige relationer, jobbeskrivelser eller bryllupper er hvad de har været. De kan både skifte karakter over kort tid og over landegrænser. Og vi må hele tiden definere dem i forhold til en kategori der er under forandring – de er til dels som noget vi kender, men de er også nye og anderledes. Derfor er det ikke let at karakterisere noget præcis i vore dage. Det ved unge sprogbrugere med deres fintfølende sprogantenner kun alt for godt, og derfor har de brug for modifikatorer som -agtig, sådan, lidt og ligesom. Det er ikke kun danske unge der har det sådan. Engelsktalende unge bruger like, sort of og stuff like that på lignende måder og på samme baggrund.
Der er mange der bliver lidt bekymret-bedstefar-agtige ved al denne agtighed. De fortolker det som sløseri og unøjagtighed (bemærkede du det gode, gamle -agtig der?). Selv mener jeg at den moderne brug af formen både kan ses som et spejl af det komplekse samfund vi lever i, og som en humoristisk kommentar til behovet for at kategorisere selv om kategorierne flyder ud. Især de kreative, sætningslange eksempler på -agtig bliver nemlig leveret med et glimt i øjet: ”Det her er et bud, og det kan aldrig passe helt til det vi taler om, men nu gør jeg det alligevel…”-agtigt!
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Anmeldelse af Thomas Oldrups novellesamling Agtig:
http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/agtigt-af-thomas-oldrup
http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/agtigt-af-thomas-oldrup
Musik af De Agtige:
http://www.myspace.com/deagtige
http://www.myspace.com/deagtige
Mere sproglig viden om -agtig:
Rita Therkelsen: ”Om agtig”. Sprogvidenskab i glimt. Syddansk Universitetsforlag, 2009.
Rita Therkelsen: ”Om agtig”. Sprogvidenskab i glimt. Syddansk Universitetsforlag, 2009.
tirsdag den 6. marts 2012
Nytårstaler
Af professor og Dr. Phil. Frans Gregersen, som er leder af Sprogforandringscentret. Indlægget er bragt som Klumme i magasinet Danes 2012 - 1.
Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.
Dronninger og konger er samlende symboler, og ofte er de det eneste der er, se bare på Belgien. Men for danskere, hvor de end er, er det snarere sådan, at dronningen bekræfter et faktisk forestillet fællesskab, som endda opleves betydelig stærkere, når man er udenlands. For vi føler os om ikke beslægtede med dronning Margrethe, så i hvert fald som havende del i hende. Vi deler de danske rødder, men måske særligt det, at lange rejser og ophold i fremmede egne optager både vores sind og vores tid; det skaber til gengæld dybe venskaber og måske endda nye familier med mennesker, der netop ikke har deres rødder i Kongeriget.
Der er et særligt fællesskab mellem udlandsdanskere og majestæten. Begge har måttet sande, at det koster mange og lange anstrengelser at lære fremmedes sprog og at det danske sprog kan være svært at lære så tilpas, at landsmænd forstår, hvad der bliver sagt.
Vores nye ægtefæller, kolleger, venner eller børn med andet end dansk som modersmål forsøger jo deres bedste, når de smager på ordet ’riiisalmang’ og prøver at få det til at stemme med ’røødkål’ uden at det lyder, som om de har en brunet kartoffel eller to i munden og alligevel ender med at få svaret ’jeg forstår altså ikke hvad du siger’ (hvorefter vore landsmænd med stor begejstring skifter til broken English) – og dét endda på trods af enhver vilje til at vise det danske samfund globalt fællesskab, en intention som Margrethe d. II og hendes familie af gode grunde altid har haft.
Siden middelalderen har majestætens forfædre giftet udenlandske prinsesser ind i familien og dermed det danske kongerige: Margrethes moder var svensk, nedstammede fra en fransk klædehandler-familie, og hun selv har som bekendt fortsat den franske forbindelse. Prins Henrik kom til Danmark nogenlunde samtidig med udbredelsen af TV. Så Prinsens danske blev formidlet til masserne af det nysgerrige kamera. Det var præget af et par småfejl i syntaksen og en klar fransk accent i udtalen, men kom for altid til at stå mejslet ind i danskernes bevidsthed som ’mærkeligt’. Muligvis fordi det ikke var en amerikansk accent.
Der tales og skrives om sproget i kongehuset. Om det franske der blev til den kongelige families hjemme-sprog og det eksklusive danske, der bør tales til de nye svigerdøtre. For vi ved jo alle, hvordan dem, der taler dansk som andetsprog, bliver bedømt på evnen til at tale ordentligt dansk. Svigerdøtrene har lært, at det betaler sig at gøre de første års indledende forsøg med det danske under kontrollerede former, så offentligheden kan høre og vurdere fremgangen og mærke stoltheden over den rette kurs mod dette ’ordentlige’ dansk.
Men man kunne jo også vende det om og se kongehuset som bølgebrydere for en bredere accept af andet end ’ordentligt’ dansk. For når man ser nærmere efter, er denne ordentlighed yderst snærende, så snærende at det nærmer sig uhøflig adfærd over for fremmede slægtninge og manglende kærlighed til danskens variationer, inklusive fremmedes accent.
De fleste vil nok mene, at majestæten selv er målestokken for et korrekt og ordentligt dansk. Men også dronningens sprog har udviklet sig, siden den første nytårstale blev transmitteret i 1971. Dronningen taler lidt hurtigere og ved en hurtig gennemlytning og sammenligning af nytårstalerne fra 2001 og 1991 hører vi også flere sammentrækninger. Og selv om ingen hverken tør eller bør sige, at dronning Margrethe taler sjusket, er der stadig bemærkelsesværdigt mange oplæsningsfejl. Dansk er svært at læse op, bl.a. fordi der er stor afstand mellem skrift og tale - og fordi betoninger ikke vises i skriften. Alt i alt er nytårstalen sprogligt set det mest konservative dansk, vi kender. Så det er ikke dronningen selv vi skal tage som målestok, men hele den kongelige familie. Den viser i tværsnit, fra prins Henrik og prinsesse Marie til kronprinsen og hans hustru, hvor mange slags dansk der findes.
Gud bevare Danmark - og alle de mange slags dansk.
Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.
Dronninger og konger er samlende symboler, og ofte er de det eneste der er, se bare på Belgien. Men for danskere, hvor de end er, er det snarere sådan, at dronningen bekræfter et faktisk forestillet fællesskab, som endda opleves betydelig stærkere, når man er udenlands. For vi føler os om ikke beslægtede med dronning Margrethe, så i hvert fald som havende del i hende. Vi deler de danske rødder, men måske særligt det, at lange rejser og ophold i fremmede egne optager både vores sind og vores tid; det skaber til gengæld dybe venskaber og måske endda nye familier med mennesker, der netop ikke har deres rødder i Kongeriget.
Der er et særligt fællesskab mellem udlandsdanskere og majestæten. Begge har måttet sande, at det koster mange og lange anstrengelser at lære fremmedes sprog og at det danske sprog kan være svært at lære så tilpas, at landsmænd forstår, hvad der bliver sagt.
Vores nye ægtefæller, kolleger, venner eller børn med andet end dansk som modersmål forsøger jo deres bedste, når de smager på ordet ’riiisalmang’ og prøver at få det til at stemme med ’røødkål’ uden at det lyder, som om de har en brunet kartoffel eller to i munden og alligevel ender med at få svaret ’jeg forstår altså ikke hvad du siger’ (hvorefter vore landsmænd med stor begejstring skifter til broken English) – og dét endda på trods af enhver vilje til at vise det danske samfund globalt fællesskab, en intention som Margrethe d. II og hendes familie af gode grunde altid har haft.
Siden middelalderen har majestætens forfædre giftet udenlandske prinsesser ind i familien og dermed det danske kongerige: Margrethes moder var svensk, nedstammede fra en fransk klædehandler-familie, og hun selv har som bekendt fortsat den franske forbindelse. Prins Henrik kom til Danmark nogenlunde samtidig med udbredelsen af TV. Så Prinsens danske blev formidlet til masserne af det nysgerrige kamera. Det var præget af et par småfejl i syntaksen og en klar fransk accent i udtalen, men kom for altid til at stå mejslet ind i danskernes bevidsthed som ’mærkeligt’. Muligvis fordi det ikke var en amerikansk accent.
Der tales og skrives om sproget i kongehuset. Om det franske der blev til den kongelige families hjemme-sprog og det eksklusive danske, der bør tales til de nye svigerdøtre. For vi ved jo alle, hvordan dem, der taler dansk som andetsprog, bliver bedømt på evnen til at tale ordentligt dansk. Svigerdøtrene har lært, at det betaler sig at gøre de første års indledende forsøg med det danske under kontrollerede former, så offentligheden kan høre og vurdere fremgangen og mærke stoltheden over den rette kurs mod dette ’ordentlige’ dansk.
Men man kunne jo også vende det om og se kongehuset som bølgebrydere for en bredere accept af andet end ’ordentligt’ dansk. For når man ser nærmere efter, er denne ordentlighed yderst snærende, så snærende at det nærmer sig uhøflig adfærd over for fremmede slægtninge og manglende kærlighed til danskens variationer, inklusive fremmedes accent.
De fleste vil nok mene, at majestæten selv er målestokken for et korrekt og ordentligt dansk. Men også dronningens sprog har udviklet sig, siden den første nytårstale blev transmitteret i 1971. Dronningen taler lidt hurtigere og ved en hurtig gennemlytning og sammenligning af nytårstalerne fra 2001 og 1991 hører vi også flere sammentrækninger. Og selv om ingen hverken tør eller bør sige, at dronning Margrethe taler sjusket, er der stadig bemærkelsesværdigt mange oplæsningsfejl. Dansk er svært at læse op, bl.a. fordi der er stor afstand mellem skrift og tale - og fordi betoninger ikke vises i skriften. Alt i alt er nytårstalen sprogligt set det mest konservative dansk, vi kender. Så det er ikke dronningen selv vi skal tage som målestok, men hele den kongelige familie. Den viser i tværsnit, fra prins Henrik og prinsesse Marie til kronprinsen og hans hustru, hvor mange slags dansk der findes.
Gud bevare Danmark - og alle de mange slags dansk.
tirsdag den 24. januar 2012
Københavnernes lange vokaler
Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 5, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142
Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik.
Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”. Man ser det for sig: Luxembourghaven oversømmet i liflig chantilly-creme, Hyde Park dækket i clotted cream eller Kongens Have indsmurt i remonce. På sin vis en ganske lækker tanke, men jo ikke lige noget man kunne kaste sig ud i som afslutningen på en grillaften. Og det var selvfølgelig heller ikke det hun sagde, hende Mette. Hun sagde nemlig ”så fylder jeg cremen i pakken”. Det fremgik endda klart af sammenhængen, for hun havde lige vist hvordan man lavede sprøde butterdejspakker, der nu skulle påfyldes en vaniljecreme.
Hvorfor hørte jeg så ”parken”? Jo, det er fordi Mette Blomsterberg, som så mange andre københavnere i sin generation, har en tendens til at sige lange vokaler i ord, hvor vokalen før var kort. Gør man det i ordet ”pakken”, så kommer det til at lyde som om, man siger ”parken”. Det er en meget velkendt udtaleforandring, og i nogle ord er den blevet helt obligatorisk – jeg kender for eksempel ingen mennesker under 40, der siger ordene ”sidde” og ”hedde” med kort vokal, selvom det var normen tidligere. Men i nogle ord er det valgfrit at gøre vokalen lang, bl.a. i et ord som ”pakken”. Når man så gør det i de ord, så er det noget, der for mange får det til at lyde lidt af håndværker. Og selvom det at kreere delikate konditorkager er et håndværk, som kræver mange års træning, så er det samtidig noget, der er forbundet med en forfinet luksus.
Faktisk, tror jeg, det var derfor, at jeg overhovedet bemærkede det. Det var jo ikke, fordi det var svært at regne ud, hvad der mentes – det klarede sammenhængen. Men sammenhængen gjorde også, at jeg forventede et fint og måske lidt gammeldags dansk, og derfor blev jeg overrasket over at høre en mere ungdommelig udtale. Egentlig synes jeg det er en glædelig overraskelse, at den udtale, som man for ikke så længe siden så ned på, nu også kan høres i en feinschmeckerudsendelse. Måske skulle man blive bedre til at skubbe fordommene til side og i stedet høre efter, hvad der bliver sagt? Så kunne det også være, man blev bedre til at lave desserter og kager.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 5, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142
Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik.
Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”. Man ser det for sig: Luxembourghaven oversømmet i liflig chantilly-creme, Hyde Park dækket i clotted cream eller Kongens Have indsmurt i remonce. På sin vis en ganske lækker tanke, men jo ikke lige noget man kunne kaste sig ud i som afslutningen på en grillaften. Og det var selvfølgelig heller ikke det hun sagde, hende Mette. Hun sagde nemlig ”så fylder jeg cremen i pakken”. Det fremgik endda klart af sammenhængen, for hun havde lige vist hvordan man lavede sprøde butterdejspakker, der nu skulle påfyldes en vaniljecreme.
Hvorfor hørte jeg så ”parken”? Jo, det er fordi Mette Blomsterberg, som så mange andre københavnere i sin generation, har en tendens til at sige lange vokaler i ord, hvor vokalen før var kort. Gør man det i ordet ”pakken”, så kommer det til at lyde som om, man siger ”parken”. Det er en meget velkendt udtaleforandring, og i nogle ord er den blevet helt obligatorisk – jeg kender for eksempel ingen mennesker under 40, der siger ordene ”sidde” og ”hedde” med kort vokal, selvom det var normen tidligere. Men i nogle ord er det valgfrit at gøre vokalen lang, bl.a. i et ord som ”pakken”. Når man så gør det i de ord, så er det noget, der for mange får det til at lyde lidt af håndværker. Og selvom det at kreere delikate konditorkager er et håndværk, som kræver mange års træning, så er det samtidig noget, der er forbundet med en forfinet luksus.
Faktisk, tror jeg, det var derfor, at jeg overhovedet bemærkede det. Det var jo ikke, fordi det var svært at regne ud, hvad der mentes – det klarede sammenhængen. Men sammenhængen gjorde også, at jeg forventede et fint og måske lidt gammeldags dansk, og derfor blev jeg overrasket over at høre en mere ungdommelig udtale. Egentlig synes jeg det er en glædelig overraskelse, at den udtale, som man for ikke så længe siden så ned på, nu også kan høres i en feinschmeckerudsendelse. Måske skulle man blive bedre til at skubbe fordommene til side og i stedet høre efter, hvad der bliver sagt? Så kunne det også være, man blev bedre til at lave desserter og kager.
mandag den 23. januar 2012
Det at kan dansk
Af Karen Margrethe Pedersen, som er lektor ved Afdeling for Dialektforskning, ved Nordisk Forskningsinstitut, KU. Karen Margrethe har deltaget i bla. projekterne ScanDiaSyn og DanDiaSyn om nordisk og dansk og dansk dialektsyntaks.
Indlægget her er også bragt som læserbrev i Information den 19. januar 2011.
I et læserbrev 12. januar er der en læser, der kritiserer Morten Bødskov for at have sagt ”det at kan dansk er vigtigt for at kunne begå sig i det danske samfund”. Men denne sætning er på ingen måde fejlagtig. Den følger blot en anden grammatik end den gængse skolegrammatik. Verberne skulle, kunne, ville og måtte har i Morten Bødskovs grammatik to infinitivformer: en nutids infinitiv: at kan, at skal, at vil, at må, og en fortids infinitiv: at kunne, at skulle, at ville, at måtte. Det hedder ”det er vigtigt at kan dansk”, men ”det var vigtigt at kunne dansk”. Man kan sammenligne med latin, der også har to infinitivformer, omend med en anden fordeling, fx vocare ’at kalde’, vocavisse ’at have kaldt’.
Nutids infinitiv har eksisteret i 500 år. Formen er mest almindelig i Nørrejylland, men i et grammatikprojekt år 2007 blev den registreret over hele landet, herunder i København. Den er således ikke dialektal. Og den er heller ikke specielt lavsocial.
Det danske sprog udviser variation, og vi har ikke alle den samme grammatik. Skolegrammatikken beskriver kun en snæver norm, og det er ikke alle afvigelser fra skolegrammatikken, der er fejl.
Indlægget her er også bragt som læserbrev i Information den 19. januar 2011.
I et læserbrev 12. januar er der en læser, der kritiserer Morten Bødskov for at have sagt ”det at kan dansk er vigtigt for at kunne begå sig i det danske samfund”. Men denne sætning er på ingen måde fejlagtig. Den følger blot en anden grammatik end den gængse skolegrammatik. Verberne skulle, kunne, ville og måtte har i Morten Bødskovs grammatik to infinitivformer: en nutids infinitiv: at kan, at skal, at vil, at må, og en fortids infinitiv: at kunne, at skulle, at ville, at måtte. Det hedder ”det er vigtigt at kan dansk”, men ”det var vigtigt at kunne dansk”. Man kan sammenligne med latin, der også har to infinitivformer, omend med en anden fordeling, fx vocare ’at kalde’, vocavisse ’at have kaldt’.
Nutids infinitiv har eksisteret i 500 år. Formen er mest almindelig i Nørrejylland, men i et grammatikprojekt år 2007 blev den registreret over hele landet, herunder i København. Den er således ikke dialektal. Og den er heller ikke specielt lavsocial.
Det danske sprog udviser variation, og vi har ikke alle den samme grammatik. Skolegrammatikken beskriver kun en snæver norm, og det er ikke alle afvigelser fra skolegrammatikken, der er fejl.
Om at få ordene galt i øregangen
Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 2, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142
Man skal høre meget, før ørerne falder af! Faktisk er det ikke sket for nogen endnu, men alligevel kan man foranlediges til at tro, at de fleste ører er i overhægende fare for at blive skilt fra hovedet. For der sjuskes med sproget overalt, også hos journalister, som jo burde vide bedre, ikke sandt? Det bliver jævnligt påtalt, for eksempel har en professor i radioen beklaget sig over en journalists omtale af ”gingen”. Hvad i alverden skulle dét dog betyde? Nu måtte der virkelig strammes op, mente han. Og det kan man vel godt forstå, for der er jo ikke noget, der hedder ”gingen”. Heldigvis for os lyttere beklagede professoren sig for åben mikrofon på den kanal, der havde bragt det fremmedartede ord, så hjælpsomme kolleger kunne finde reportagen frem.
Klippet blev sat på, og jeg lyttede til det. Med mine ører hørte jeg, at der blev sagt ”geringen”. Nå ja, og hvad så, Nicolai, dét er da heller ikke et ord! Nej, det er det jo ikke, i hvert fald ikke uden for sammenhængen. Men ordet kom fra en reportage, hvor journalisten var taget ind på Christiansborg, for, som han sagde, ”her er geringen i gang med nye finanslovsforhandlinger”. Så forstår man jo bedre! Selvom nogle måske vil mene, at geringen og dens gerninger kan være svære at forstå, så var ordet lige til at forstå i sammenhængen. Faktisk var det vel egentlig meget smart af journalisten sådan lige at klippe lidt af ordet ”regeringen”, så han kunne komme frem til det vigtige i reportagen.
Nogle gange bliver ord presset endnu mere sammen. Tag nu denne her sætning: ”Der normt mange plamsboere, der ensomme”. Slutningen er nem nok at forstå, og starten er måske heller ikke så svær, hvis man siger det højt for sig selv :”Der normt” er jo en lidt hurtig måde at sige ”Der er enormt”. Men hvad så med de her ”plamsboere”? Det er da noget vås. Og vi kan jo ikke hjælpe dem, hvis vi ikke kan forstå, hvem de er. Her har talesjuskeriet alvorlige konsekvenser! Måske endnu værre end ører, der falder af. Men vi kan igen hente hjælp fra sammenhængen. Plamsboerne kom ind i billedet i en samtale om ældrepleje, så man var sådan set ikke i tvivl om, at det handlede om plejehjemsbeboere. Igen var det det mindre væsentlige ord, der blev trukket endog gevaldigt meget sammen, så hende, der snakkede, nemmere kom frem til sagens kerne – som mellem mine ører er både mere vedrørende og væsentligt end at konservere vores udtale, så vi alle lyder ordentlige og ens.
Man kan selvfølgelig godt kalde de her sammenpresninger af ordene for sjusk. Nogle gange kan det da også føre til misforståelser, som når v’et falder ud af ”livet”, og man kan tro, man bliver spurgt om, hvad man syntes om liget, mens man var udstationeret. Men i stedet for at frygte, at ørerne falder af, var det nok bedre at folde dem ud og lytte til den rigdom af måder, ordene kan siges på. Liget skal jo leves, sagde plamsboeren!
onsdag den 18. januar 2012
Tosproget - et positivt ord?
Af Marie Maegaard som er lektor, ph.d og cand.mag. i dansk og matematik
og ansat på Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet med speciale i sociolingvistik
Maries indlæg er udgivet i tidsskriftet Sprog og Samfund i december 2011: http://www.modersmaalselskabet.dk/sprog-samfund/
„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).
Nej, „tosproget“ har fået en negativ klang. Fx skriver Albertslund Kommune på deres hjemmeside: „Albertslund Kommune fokuserer på indsatsen over for tosprogede børn og unge i alderen 10-25 år, der har store problemer med kriminalitet, misbrug, skolegang og familie.“ Senere står der: „Første fase fokuserer på eksisterende viden om effekten af kriminalitetsforebyggende arbejde over for børn og unge, særligt tosprogede børn og unge.“ Hvorfor skulle børn der behersker flere sprog kræve særlige kriminalitetsforebyggende foranstaltninger?
Er det at beherske mange sprog virkelig noget som automatisk medfører en kriminel løbebane?
Nej, det er det naturligvis ikke. Pointen er at begrebet „tosproget“, som det ofte bruges nu, ikke har en døjt med sprog at gøre. Det er en samlebetegnelse for mennesker (som regel børn og unge i skolesystemet) som har indvandrerbaggrund – men ikke en hvilken som helst indvandrerbaggrund. Det handler nemlig mest om at de „tosprogede“ er kulturelt anderledes end „os“, de rigtige danskere. Derfor definerer kommuner også tit „tosproget“ ved at inddrage kulturelle såvel som sproglige krav. Københavns Kommune definerer fx i en stor undersøgelse „tosprogede elever“ som elever hvis hjemmesprog er et andet end dansk, og hvis forældre „har oprindelse i et land uden for den vestlige kulturkreds“. I den forstand kan man sige at der måske bare er tale om en form for newspeak, hvor man forsøger at omtale en gruppe elever på en ikke-fordømmmende måde. Det kan man hævde, men jeg vil mene at det er et stort problem hvis man tror at man kan komme selve problemet med at stigmatisere minoritetsgrupper til livs, bare ved at kalde dem for noget andet.
Det væsentligste problem er forståelsen af de „tosprogede“ som kulturelt anderledes. Som den tidligere københavnske skolepolitiker Majbritt Mamsen (K) udtaler, så ville hun „aldrig lade sine børn gå i en folkeskole med over 25 pct. tosprogede elever“. Og det er fordi: „Jeg ville ikke kunne beskytte mit barn mod bander eller livet i skolegården, hvis den herskende mentalitet er strenge æresbegreber samt, at man slår, før man taler.
Jeg tror også, jeg er på bølgelængde med mange forældre, når jeg heller ikke ønsker, at mit barn skal lære et råt sprog“ (Berlingske Tidende, 3/11-2004). Mamsen taler ikke om flersprogethed her; hun taler om en kultur som hun ikke ønsker at hendes barn skal være en del af, og som hun altså forestiller sig hersker på skoler med mere end 25 % „tosprogede“. Igen er det næppe de udvidede sproglige kompetencer (selve tosprogetheden) der fører til bander, vold og rå omgangstone i skolegården, men Mamsen sætter lighedstegn mellem alle disse ting. Det hun, og andre med hende, i virkeligheden gør, når de omtaler „tosprogede“ på denne måde, er at opstille en „os“-„dem“-relation som kun ved selve ordet „tosproget“ adskiller sig fra andre opdelinger (fx „dansker“-„udlænding“, „dansker“-„fremmed“ eller dansker“-„perker“).
„Tosproget“ har altså ikke længere noget med sprog at gøre, men er trådt i stedet for tidligere ord som – måske for tydeligt – signalerede kulturel eller etnisk anderledeshed. Vi må imidlertid ikke tro at vi er kommet fordommene til livs, blot ved at give dem nye navne.
og ansat på Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet med speciale i sociolingvistik
Maries indlæg er udgivet i tidsskriftet Sprog og Samfund i december 2011: http://www.modersmaalselskabet.dk/sprog-samfund/
„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).
Nej, „tosproget“ har fået en negativ klang. Fx skriver Albertslund Kommune på deres hjemmeside: „Albertslund Kommune fokuserer på indsatsen over for tosprogede børn og unge i alderen 10-25 år, der har store problemer med kriminalitet, misbrug, skolegang og familie.“ Senere står der: „Første fase fokuserer på eksisterende viden om effekten af kriminalitetsforebyggende arbejde over for børn og unge, særligt tosprogede børn og unge.“ Hvorfor skulle børn der behersker flere sprog kræve særlige kriminalitetsforebyggende foranstaltninger?
Er det at beherske mange sprog virkelig noget som automatisk medfører en kriminel løbebane?
Nej, det er det naturligvis ikke. Pointen er at begrebet „tosproget“, som det ofte bruges nu, ikke har en døjt med sprog at gøre. Det er en samlebetegnelse for mennesker (som regel børn og unge i skolesystemet) som har indvandrerbaggrund – men ikke en hvilken som helst indvandrerbaggrund. Det handler nemlig mest om at de „tosprogede“ er kulturelt anderledes end „os“, de rigtige danskere. Derfor definerer kommuner også tit „tosproget“ ved at inddrage kulturelle såvel som sproglige krav. Københavns Kommune definerer fx i en stor undersøgelse „tosprogede elever“ som elever hvis hjemmesprog er et andet end dansk, og hvis forældre „har oprindelse i et land uden for den vestlige kulturkreds“. I den forstand kan man sige at der måske bare er tale om en form for newspeak, hvor man forsøger at omtale en gruppe elever på en ikke-fordømmmende måde. Det kan man hævde, men jeg vil mene at det er et stort problem hvis man tror at man kan komme selve problemet med at stigmatisere minoritetsgrupper til livs, bare ved at kalde dem for noget andet.
Det væsentligste problem er forståelsen af de „tosprogede“ som kulturelt anderledes. Som den tidligere københavnske skolepolitiker Majbritt Mamsen (K) udtaler, så ville hun „aldrig lade sine børn gå i en folkeskole med over 25 pct. tosprogede elever“. Og det er fordi: „Jeg ville ikke kunne beskytte mit barn mod bander eller livet i skolegården, hvis den herskende mentalitet er strenge æresbegreber samt, at man slår, før man taler.
Jeg tror også, jeg er på bølgelængde med mange forældre, når jeg heller ikke ønsker, at mit barn skal lære et råt sprog“ (Berlingske Tidende, 3/11-2004). Mamsen taler ikke om flersprogethed her; hun taler om en kultur som hun ikke ønsker at hendes barn skal være en del af, og som hun altså forestiller sig hersker på skoler med mere end 25 % „tosprogede“. Igen er det næppe de udvidede sproglige kompetencer (selve tosprogetheden) der fører til bander, vold og rå omgangstone i skolegården, men Mamsen sætter lighedstegn mellem alle disse ting. Det hun, og andre med hende, i virkeligheden gør, når de omtaler „tosprogede“ på denne måde, er at opstille en „os“-„dem“-relation som kun ved selve ordet „tosproget“ adskiller sig fra andre opdelinger (fx „dansker“-„udlænding“, „dansker“-„fremmed“ eller dansker“-„perker“).
„Tosproget“ har altså ikke længere noget med sprog at gøre, men er trådt i stedet for tidligere ord som – måske for tydeligt – signalerede kulturel eller etnisk anderledeshed. Vi må imidlertid ikke tro at vi er kommet fordommene til livs, blot ved at give dem nye navne.
torsdag den 25. august 2011
Talesprog og dialekter
Af Lektor Marie Maegaard, Post.doc. Nicolai Pharao, Lektor Pia Quist, lektor Karen Margrethe Pedersen og Professor Tore Kristiansen
(ansatte ved Nordisk Forskningsinstitut, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab samt Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, Københavns Universitet)
Hvordan er det egentligt, det står til med de danske dialekter? Dette spørgsmål har hen over sommeren været temaet for en række artikler i Weekendavisen med Michael Ejstrup (forsker i journalistisk sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) som forfatter. Artiklerne behandler forskellige temaer, men har det til fælles, at de alle fremstiller den sproglige virkelighed i Danmark helt anderledes end de fleste sprogforskere gennem de seneste årtier har beskrevet den. Dette er også en pointe for Ejstrup, som faktisk mener, at alle vi andre (specielt forskere fra Københavns Universitet) tager fejl, når vi beskriver talesproget i Danmark som mere og mere ensartet for hver generation. Mange års forskning baseret på store mænger data viser, at ensretningen sker med udgangspunkt i københavnsk og breder sig til hele landet. Men denne forskning er altså ifølge Ejstrup forkert. Vi vil gerne tage handsken op og forklare hvorfor vi ser Ejstrups fremstillinger som problematiske, og hvordan vi gennem vores egen og tidligere forskning kommer frem til andre resultater end Ejstrup.
Det første og mest overordnede problem er Ejstrups forståelse af begrebet dialekt. Når Ejstrup forsikrer os om, at dialekterne lever i bedste velgående, er det kun muligt, fordi han forstår 'dialekt' som et langt bredere begreb end man traditionelt gør blandt forskere på området. Det er usandt, når Ejstrup påstår, at 'dialekt' kan betyde snart sagt hvad som helst for forskerne. Rundt om i landet bruger folk talesprog, som har visse regionale særpræg. Dette er vi ikke uenige med Ejstrup i, og det er også veldokumenteret i dansk dialektforskning og sociolingvistik. Samtidig er det dog også veldokumenteret, at talesproget rundt om i landet i løbet af de sidste halvtreds år er blevet mere og mere ensartet. Der er ganske vist regionale særpræg tilbage, men folk taler mindre og mindre dialektalt end tidligere, og når de holder op med at bruge et dialekttræk, skifter de som hovedregel til et københavnsk træk. Man kan naturligvis vælge at kalde de nye ensartede sprogformer for 'dialekt', men for de fleste sprogforskere har det været vigtigt at pointere, at det danske sprogsamfund er i gang med en gennemgående afvikling af dialekterne, hvor netop kun få regionale træk står tilbage. Men der er ikke tale om, at vi mener, at man ikke længere kan høre regionale forskelle på folk fra forskellige egne i Danmark. Det ved Ejstrup også, hvis han læser det vi skriver. Vi mener, at hvis man er interesseret i at udvikle et samfund, hvor man fortsat skal have mulighed for at høre de sproglige forskelle, som Ejstrup præsenterer os for – og det er vi faktisk – er det vigtigt at være klar over, at der er en proces i gang i øjeblikket, som leder os det modsatte sted hen, nemlig mod en situation hvor ensretningen er endnu mere gennemført end i dag.
Et andet vigtigt problem er Ejstrups påstande om, at forandringerne i dansk talesprog især kommer fra Vestdanmark. Dette billede kan vi ikke genkende ud fra den eksisterende forskning. På Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har man igennem de sidste 100 år forsket i talesproget i Danmark, og det er et gennemgående resultat af de store kvantitative studier, at påvirkningen udgår fra København og bevæger sig vestover. Dette ses imidlertid ikke kun i de "københavnske" dialektologers undersøgelser, men også i f.eks. den stort anlagte Hirtshals-undersøgelse fra begyndelsen af 1980'erne samt i Lars Brink og Jørn Lunds store værk om Dansk Rigsmål fra 1975.
De undersøgelser der er i gang på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, hvor man arbejder på at kortlægge og forstå en række af de sprogforandringer der har fundet sted i dansk talesprog gennem de sidste 30-40 år, viser, at forandringer i dansk sker med udgangspunkt i københavnsk, hvorfra de breder sig til resten af landet. Dette gælder både grammatiske og udtalemæssige forandringer. Resultaterne bygger på materiale fra gamle optagelser, nye optagelser, optagelser med unge og gamle og forskellige typer af samtaler. Derfor er vi meget forundrede over Ejstrups beskrivelser af forandringer, som skulle komme fra andre dele af landet og påvirke københavnsk sprogbrug. Vi ville derfor gerne have mulighed for at få indblik i hvad han bygger disse beskrivelser på, men det kan vi ikke få. Og her kommer vi til det ikke mindst væsentlige problem med Ejstrups fremstillinger af den sproglige virkelighed i Danmark (både i Weekendavisen og andre steder). Nemlig manglen på dokumentation. Vi præsenteres for eksempler på dialekttræk, men vi får ikke angivet, hvor udbredte de er, i hvilket datamateriale de er fundet, hvordan hans datamateriale er fremkommet osv. Når Ejstrups fremstilling af udbredelsen af dialekttræk sammenholdes med eksisterende dialektbeskrivelser, fremstår hans artikler som fulde af unøjagtige og fejlbehæftede oplysninger. Et eksempel fra den første artikel, 'Farveller', er Ejstrups beskrivelse af selve titelordet, farveller, som specielt fynsk. Det er det ikke ifølge andre beskrivelser (f.eks. Den Danske Ordbog hvor det beskrives som generelt træk uden stedsangivelse). Et andet eksempel er udtale af de korte e-vokaler i ordene til og det. Denne udtale beskrives af Ejstrup således: "Det er et fynsk træk, at de vokaler udtales, så de ligner æ-vokaler".Men det er det ikke. På traditionel fynsk dialekt udtales disse ord med e, altså te og de, hvorimod det på Lolland og Falster er almindeligt at udtale disse ord tæ og dæ (ifølge Ømålsordbogen). Endvidere findes dæ også i sønderjysk (ifølge Jysk Ordbog).
Dette er blot eksempler. Alene i denne første artikel er der faktuelle fejl og unøjagtigheder ved næsten alle de punkter Ejstrup gennemgår. Vi har gentagne gange forsøgt at få adgang til Ejstrups ph.d.-afhandling – som han selv fremholder som sin dokumentation – for at kunne diskutere disse spørgsmål mere kvalificeret med ham, men den er ikke til udlån, hverken fra Ejstrup personligt eller fra Syddansk Universitets bibliotek. Indtil videre har vi stort set kun Ejstrups populærvidenskabelige fremstillinger at forholde os til – hvilket er yderst kritisabelt, når disse fremstillinger fremsætter en hård kritik af al hidtidig forskning på området. Vi efterlyser dokumentation og en saglig diskussion.
onsdag den 11. maj 2011
mandag den 9. maj 2011
Tore Kristiansen:
Norge og andre sprogsamfund – en sociolingvistisk beretning om den norske anderledeshed
[med en kort indledning om standardsprogsideologiens styrke i det normale Danmark]
[Standardsprogsideologien – forestillingen om at der findes ’et bedste sprog’ som alle bør stræbe efter at tilegne sig og bruge i de situationer hvor det kræves – står stærkt i Danmark. Ideologien udbredes og opretholdes på mange måder, ikke mindst i kraft af hvad vi erfarer om sprog og sprogbrug i skolen og i medierne. Men også sprogforskningen, i rollen som producent og formidler af ideologi, spiller en ikke ubetydelig rolle.
I Norge står standardsprogsideologien svagt, ikke mindst fordi landet har to nærtliggende skriftsprog som begge tillader en udstrakt valgfrihed mht. hvordan man staver og bøjer ordene. Det populærvidenskabelige tidsskrift Mål og Mæle brugte for nylig tilsammen 12 sider på at fremstille disse norske tilstande som paradoksale, uforståelige og direkte grinagtige (se nr. 2 og 3, årgang 2010). Budskabet var at ansvaret for elendigheden ligger hos alle de sprogforskere og sprogpolitikere der har ladet sig styre af ideologisk forblindelse og dårskab i stedet for at lære af de normale europæiske lande hvor man dyrker en fast og stabil skriftsprogsnorm.
I tilbageholdt indignation skrev jeg en svarartikel som kunne gøre læserne klogere på de norske sprogtilstande – og helt uden at karakterisere Mål og Mæles Norgesbillede som en ideologisk kampagne for de danske sprogtilstande. Man meddelte mig at hvis artiklen skulle bringes, skulle den forkortes fra de 10 tryksider den ville fylde, til 3 sider. Begrundelsen var at ”Bladet er populærvidenskabeligt og skal dække et bredt felt. Så der er klare grænser for, hvor meget stof vi kan have om norsk ortografi og sprogpolitik. […] Læserne er interesseret i nyt stof om deres fritidsinteresse, sprog, ikke i diskussioner af synspunkter.”
Det kan jeg godt forstå. Men hvordan forklarer man så de 12 allerede publicerede sider, som i sin latterliggørelse af de norske tilstande og forherligelse af standardsprogsideologien bestemt ikke repræsenterer noget nyt? Når redaktionen tydeligvis ikke kan se forklaringsproblemet, vil jeg ikke længere holde mig tilbage med at afsløre at den eneste lærdom læserne kan få ud af de 12 sider med latterliggørelse af norsk ortografi og sprogpolitik, er at vi i Danmark skal prise os lykkelige for at vi er normale og har et stærkt standardsprog. Det bedste indicium for at en ideologi står stærkt, er at spredningen af den ikke opfattes som ideologi.
Her følger så den svarartikel jeg skrev til Mål og Mæle:]
Norge og andre sprogsamfund – en sociolingvistisk beretning om den norske anderledeshed
I Norge staver de omtrent som det passer dem. De kævles hellere om hvordan ord og bøjningsendelser skal se ud i skrift, end om indholdet i det der skrives. Det er da helt til grin. Lige til en dansk vittighedstegning. [Her foreslog jeg indsat en tegning af Bo Bojsen fra Politiken 1963. Tegningen viser to skiløbere i hidsig diskussion mens sneen vælter ned over dem i form af bogstaverne E og Ø, ledsaget af følgende tekst: ”Den norske sprogstrid er foreløbig kulmineret i et bittert opgør om, hvorvidt man tjener sit fædreland bedst ved at sige ’sne’ eller ’snø’”.]
I 2010-årgangen af Mål & Mæle blev der igen appelleret til det danske grin, nu hjulpet på vej af en norsk sprogprofessor ved Universitetet i Oslo, John Ole Askedal. Årgangens nummer 2 indeholdt hans ”personlige beretning om norske språkparadokser” (s. 26–32). Som indledning redegjorde redaktionen kort og nøgternt for de mange forskellige måder at skrive norsk på, og vi blev præsenteret for oversættelser af et stykke dansk tekst (af Holberg) til fire slags norsk (s. 24–25). Som en form for afslutning fik vi i det efterfølgende nummer 3 serveret en norsk brevveksling fra 1941om ’betydningen af stavning’ (i krigstid!). Brevvekslingen præsenteredes ukommenteret og fremstod som en vittighedstegning i prosa (s. 25–27). Det fremgik at Askedal havde været involveret i tilvejebringelsen af såvel de indledende Holberg-oversættelser som det afsluttende brevvekslingsgrin.
Askedal er aktiv deltager i den norske sprogstrid. Han kæmper for riksmål. Hans personlige beretning i Mål & Mæle har hovedoverskriften ”Riksmål og andre norske mål”. Udgangspointen er at riksmålet er ”et tradisjonsbasert standardspråk av en type som er vanlig og alment akseptert i de språksamfunn i og utenfor Norden som jeg ellers er fortrolig med” (s. 26), hvorimod de andre norske mål er udtryk for en ”spesiell norsk normalitet” (s. 26) som er højst unormal i et internationalt perspektiv. Denne beskrivelse er ret uproblematisk. Det bliver mere problematisk når Askedal forklarer og vurderer.
Selv er jeg (som norsk sprogprofessor ved Universitetet i København) på ingen måde direkte involveret i norsk sprogstrid. Mit forsøg i det følgende på at problematisere Askedals udlægning er ikke møntet på ham eller den norske debat i almindelighed – hvor min udlægning vil være velkendt – men har til formål at give Mål & Mæles læsere en alternativ forklaring og vurdering af den ualmindelige norske situation. Forhåbentlig bliver der så mindre at grine af – måske endog noget at lære af.
De mange norske mål
Lad os for en god ordens skyld, og af hensyn til dem der begynder her, repetere: De ’andre norske mål’ i Askedals beretning er bokmål og nynorsk, dvs. de to officielle skriftsprogsformer – på norsk gerne kaldet de to målformer. De er officielle i den forstand at der findes et parlamentarisk vedtaget regelværk om deres samfundsmæssige status (dvs. regler omkring indlæring og anvendelse i samfundets offentlige institutioner).
De to målformer adskiller sig først og fremmest ved at det ikke er de samme norske talesprog der er lagt til grund. Bortset fra en del forskelle i ordstoffet er det især forskelle mht. hvordan den dialektale (fonologiske og morfologiske) variation afspejles i retskrivningerne, der gør at bokmål og nynorsk fremstår som forskellige skriftsprog.
Derudover er det væsentligt at bemærke at retskrivningsreglerne giver udstrakt valgfrihed mellem forskellige dialektale skriftformer inden for begge målformer. For eksempel kan man på bokmål vælge mellem solen og sola, på nynorsk mellem sola og soli. Til en vis grad kan forholdet mellem de to retskrivninger således ses som et kontinuum (bm. solen/sola – nn. sola/soli) hvor man ’i midten’ ofte vil finde skriftformer der er ens.
Formerne i hver ende kaldes moderate idet de typisk repræsenterer ingen eller mindre ændring væk fra det ’oprindelige’ (dvs. dansk retskrivning for bokmåls vedkommende, og Ivar Aasens landsmål for nynorsks vedkommende), mens formerne i midten kaldes radikale idet de typisk repræsenterer ændring væk fra det oprindelige og tilnærmelse af de to målformer. Skribenter der konsekvent eller overvejende vælger former fra en af enderne, skriver hhv. moderat bokmål og moderat nynorsk. Skribenter der konsekvent eller overvejende vælger former fra midten, skriver hhv. radikalt bokmål og radikalt nynorsk.
Dertil kommer riksmål og høgnorsk, som er private skriftsprogsnormer i den forstand at de udarbejdes og bruges af folk der vil holde mere fast ved det ’oprindelige’ end hvad de officielle retskrivninger tillader. Det betyder at riksmål indeholder en del ’danske former’ der ikke er tilladt i bokmål, og at høgnorsk indeholder en del ’landsmålsformer’ der ikke er tilladt i nynorsk. Men det væsentligste er at folkene bag disse retskrivningsnormer er modstandere af valgfrihedsprincippet i almindelighed – og af det tilnærmelsesprincip som har skabt de mange radikale valgmuligheder i særdeleshed.
Er det typisk norsk sprogpolitik at være dum?
I Askedals optik skal årsagen til at Norge er endt i den opridsede situation, søges i ideologisk betinget forblindelse og dårskab i de filologiske og politiske miljøer og organer der har været med til at udforme det officielle skriftsprogssystem: ”Lenge før ’politisk korrekthed’ ble et begreb i den offentlige diskurs, eksisterte det i Norge en språkpolitisk korrekthet som trollbandt visse akademiske miljøer” (s. 29). Der var ”satt skuddpremie på den litteraturspråklige tradisjon som folk flest [...] var fornøyd med, men som store deler av den politiske og intelektuelle elite ivret for å avskaffe” (s. 29). Når dagens skriftsprogssystem, eller ”mangel på system”, fremstår som ”temmelig forvirret og forvirrende”, er det fordi ”norsk språknormering [er] sterkt preget av tidligere generasjoners – og nyere språkideologers – språk-, sosial- og undertiden sågar regionalpolitiske agendaer” (s. 29).
Ideologier skal bestemt medregnes når den norske (som i øvrigt enhver anden) skriftsprogssituation skal forstås. Men man bliver næppe klogere af at få det udlagt som ”et paradoks at så mange norske fagfolk i norsk og nordisk språkvitenskap gjennom årtier har nedlagt så ufattelig mye arbeid i å konstruere språkformer og -normer etter ideologiske sandkasseprinsipper” (s. 30) – i stedet for altså at dyrke riksmålet som ”et tradisjonsbasert standardspråk av en type som er vanlig og alment akseptert” i andre sprogsamfund.
Vi gør bedst i at forstå alle ideologier – også den der dyrker det traditionsbaserede standardsprog – som led i historiske processer der grundlæggende set drives at samfundsmæssige interessekonflikter. I det perspektiv følger her et kortfattet forsøg på at forklare de to norske skriftsprogsspecialiteter: eksistensen af to nærtstående skriftsprog – målformerne bokmål og nynorsk – og den udstrakte valgfrihed der gælder for retskrivningssystemet i begge målformer.
Det unormale ved Norge er bokmålet
Hvorfor har Norge to nærtstående officielle skriftsprog? Dette spørgsmål kan man dårligt undlade at inddrage (selv om Askedal undlader) hvis man vil nå til en rimelig forståelse af den udstrakte valgfrihed (Askedals tema). Det er mit indtryk at de fleste danskere (og mange nordmænd med) er af den opfattelse at det specielle ved den norske situation er nynorskens eksistens. I det store historiske perspektiv kan der imidlertid ikke være tvivl om at det der virkelig er specielt for Norge, er bokmålets eksistens.
En velkendt model (udarbejdet af den norsk-amerikanske sprogforsker Einar Haugen) udlægger skabelsen af et standardskriftsprog som en proces der indebærer selektion (valg af talesprog der lægges til grund), kodificering (fastlæggelse af hvad der skal gælde som hhv. rigtigt og forkert), elaborering (bearbejdelse og brug inden for stadig flere genre), og implementering (udbredelse og accept blandt stadig flere brugere). Mange sprogsamfund i Europa (og resten af verden) har været igennem en sådan sproglig standardiseringsproces – til forskellige tider og under forskellige sociohistoriske vilkår. I Danmark og andre europæiske stater der mødte Renæssancen som selvstændige stater, fandt den skriftsproglige ’nationalisering’ sted i løbet af 1500–1700-tallet. I mange af de samfund der på den tid var politisk uselvstændige, startede processen som led i de nationale frigørelsesbevægelser i 1800-tallet. Målet har altid og allesteds været det samme: at erstatte et fremmed (unationalt) standardsprog med et hjemligt (nationalt), eller også bare at etablere en hjemlig standard ved siden af den fremmede.
I første halvdel af 1800-tallet var dansk det eneste skriftsprog i Norge, efter fire århundreder med dansk overherredømme (1380–1814). Omkring 1850 skabte Ivar Aasen et nyt skriftsprog som han kaldte for landsmålet – landet Norges sprog, det norske ’nationalsprog’. Det var der ikke noget specielt ved. Lignende bestræbelser fandt sted på samme tid i mange europæiske sprogsamfund, ikke mindst i den slavisksprogede verden, men fx også på Færøerne hvor V. U. Hammershaimb skabte det færøske skriftsprog.
Mere specielt, om end ikke enestående, var det at Aasen ikke selekterede en enkelt dialekt som normgrundlag for sit skriftsprog. Ud fra det nationale synspunkt var det ikke nærliggende at vælge det ’dannede’ sprog som det taltes i hovedstaden – på samme måde som grammatikerne i slutningen af 1600-tallet pegede på det ’dannede’ sprog i København som grundlag for dyrkelsen af et dansk nationalsprog – for det sprog der taltes af de ’dannede’ i Kristiania (Oslo fra 1924) var netop det mest dansk-påvirkede og unationale af de mange norske talesprog. Men Aasen valgte heller ikke en enkelt ’ren og ubesmittet’ bondedialekt som normgrundlag. I første halvdel af 1800-tallet havde udviklingen af den sammenlignende sprogvidenskab muliggjort en ny form for erkendelse af sammenhænge og systematik i sproglig variation, så Aasen kunne bygge sit landsmål på den ’fællesnævner’ han rekonstruerede ved at indsamle og analysere et meget omfattende dialektmateriale, dog med hovedvægt på de egne af landet der var mindst dansk-påvirket.
Denne selekterede fællesnævner fik sin ordbog og sin grammatik (blev kodificeret) og blev i løbet af anden halvdel af 1800-tallet langsomt men sikkert udviklet til brug inden for forskellige genre og samfundsområder (elaborering). Dermed var også arbejdet med at få sproget udbredt og accepteret i befolkningen (implementeringen) godt i gang. I 1885 vedtog Stortinget at "det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrive- og Bogsprog". Med andre ord: Landsmålet ligestilledes med det danske skriftsprog. Eller omvendt formuleret: Det danske skriftsprog ligestilledes med det nyskabte norske skriftsprog. I Norge. Det er der imidlertid stadigvæk ikke noget specielt ved. I postkoloniale situationer, både dengang og nu, er det højst almindeligt at kolonimagtens sprog formelt sidestilles med et nyt officielt sprog (evt. flere nye officielle sprog).
Nej, det specielle ved Norge er at man efterfølgende har ’nationaliseret’ kolonimagtens sprog. Det danske skriftsprog er blevet ’fornorsket’ (omkodificeret) og er endt som det der i dag kaldes bokmål. (Navnene nynorsk og bokmål blev vedtaget af Stortinget i 1929).
Hvorfor fornorskning af dansk?
En væsentlig betingelse for at fornorskning af dansk skriftsprog overhovedet fremstod som en mulighed, udgjordes naturligvis af det forhold at talesprogene i Norge og Danmark er nært beslægtede. Men det nære slægtskab i sig selv forklarer ikke fornorskningen. I en vis forstand kan man næsten sige tværtimod. Det var jo netop nærheden der gjorde at det danske skriftsprog kunne fungere også som norsk skriftsprog. Dansk skriftsprog blev brugt og opfattet som de norske talesprogs skriftlige repræsentation ikke bare i århundrederne under dansk overherredømme – men også i hele 1800-tallet da Norge hørte under den svenske trone – og kunne for så vidt, lingvistisk set, godt have fortsat med at fungere som ’skrive- og bogsprog’ i Norge frem til denne dag.
Igennem hele 1800-tallet havde der været forfattere der både argumenterede for og praktiserede brug af særnorske ord (heriblandt Wergeland, Bjørnson og Ibsen). Og samtidigt med Ivar Aasens virke udformede Knud Knudsen forslag til ændringer af dansk retskrivning med udgangspunkt i ’det dannede talesprog’. Men ’fornorskning af dansk’ som officiel retskrivningspolitik begyndte man ikke med før i 1907.
Om det ville være sket på et eller andet tidspunkt uanset, er ikke til at sige, men når det sker i 1907, skal det ses i sammenhæng med at Norge havde løsrevet sig fra unionen med Sverige og fremstod som en fuldt selvstændig nation fra og med 1905. Den folkelige bevægelse for national uafhængighed og for at ’bygge landet’ (nationen) voksede kraftigt i styrke i årene før og efter århundredeskiftet. Implementering af landsmålet var en del af denne bevægelse, idet det afgjordes lokalt hvilket sprog der skulle bruges i skole og kirke. Forskellige former for organisering for at styrke og udbrede landsmålet havde fundet sted allerede fra 1860’erne, men en landsdækkende organisation med dette formål, Noregs Mållag, stiftedes først i 1906 (med Marius Hægstad som formand; fra 1899 var Hægstad den første professor i landsmål og stod bag den første officielle retskrivning for landsmålet fra 1901). Der krævedes ikke den store politiske tæft for at indse at ’det almindelige skrive- og bogsprog’ snart ville være ret så ualmindeligt i det nye, selvstændige Norge – hvis det blev ved med at være dansk.
Reformen i 1907 indebar at man selekterede et andet – og norsk – talesprogligt grundlag for kodificering af skriftsprogsnormen. De indførte ændringer betød at retskrivningen bedre afspejlede udtale og grammatik på nogle punkter hvor det meste af norsk talesprog – herunder det mest danskpåvirkede højstatussprog – afveg fra dansk. Vigtige ændringer var at b d g efter lang vokal nu skulle skrives p t k (løb, mad, sag à løp, mat, sak), og at datidsendelsen -ede skulle skrives –et (kastede à kastet).
Det hører med til billedet at den nationale frigørelse i politisk forstand skete i opposition til svensk og ikke dansk overherredømme. Også dét udgør utvivlsomt en vigtig betingelse for at fornorskningen af dansk overhovedet var en mulighed. Man kan vanskeligt forestille sig at det ville have været en mulighed i 1907 hvis frigørelsen i 1905 havde været rettet mod Danmark.
Men det afgørende spørgsmål er naturligvis hvorfor der overhovedet var nogen der ønskede at løse landets skriftsprogsproblem via fornorskning af dansk. Hvorfor var det ikke løsning god nok at landsmålet var skabt og var i færd med at styrke sin stilling som brugssprog? Hvorfor var det ikke bare sådan at alle kræfter blev kastet ind i kampen for landsmålet?
Når det ikke var sådan, var det fordi spørgsmålet om ’godt og skidt’ i sprogets verden ikke kun var et nationalt spørgsmål, men også et klassespørgsmål. Ideologisk set var der ingen der kunne leve med den association af ’danskhed’ som knyttedes til ’det almindelige skrive- og bogsprog’ – som man på Bjørnstjerne Bjørnsons initiativ og efter dansk model gerne kaldte for Rigsmaal fra 1899 af – men dette sprog, som var den sociale og kulturelle elites sprog, havde også associationerne ’pænhed og dannelse’ knyttet til sig – og dén ’sociale kapital’ var eliten ikke indstillet på at opgive til fordel for en ny skriftnorm der (i hvert fald i elitens egen ideologi) signalerede ’bondskhed og vulgaritet’ idet den byggede på ’folkemålet’ på land og i by. For at modarbejde truslen fra landsmålet stiftedes i 1907 Rigsmålsforbundet (med Bjørnson som den første formand).
Opsummerende: Da Norge i begyndelsen af 1900-tallet gik i gang med nationsbygningen som selvstændig stat, stod man med to bud på vejen frem til et norsk nationalsprog. Den vej som landsmålet repræsenterede, havde sit væsentlige udspring i sprogspørgsmålet som et nationalt anliggende – og har mange paralleller i national frigørelseskamp i almindelighed. Den anden vej, nationaliseringen af koloniherresproget (fornorskningen af dansk), havde sin rod i sprogspørgsmålet som klassekonflikt – og det er den vej der er det unormale ved den norske situation.
Den tredje vej: samnorsk
Uanset om man gik ind for landsmålet eller rigsmålet som vejen frem, så var målsætningen den samme: at Norge skulle have sit eget nationalsprog og således blive lige så ’normalt’ som de fleste andre selvstændige lande i Europa, fx Danmark. Målbevægelsens målsætning var og er (om end nedtonet i dag) at kæmpe frem landsmålet/nynorsk som ’eneste mål landet’; i den kamp har krav om overholdelse af officielt vedtagne retningslinjer for brug af målformerne altid været en vigtig front (også i krigstid – uden at det giver grund til grin). Den anden lejr, som i enhver henseende agerer ud fra en ganske anderledes styrkeposition, har altid propaganderet for ’fri sprogudvikling’ – nok ud fra en tro på at netop det er vejen til rigsmålets sejr.
Den statslige retskrivningspolitik – som også sigtede mod ét fælles skriftsprog i landet – kunne dårligt satse på én af de to eksisterende alternativer. Så man valgte fra start af en tredje vej, kompromisets vej, og kaldte det man skulle nå frem til, for samnorsk. Via omfattende reformer i 1917 og 1938 tilnærmede man de to målformers retskrivninger til hinanden. Metoden man brugte, bestod i at indføre valgfrie former der afspejlede dialektale forskelle sådan at nogle var de samme i de to retskrivninger. Ideen var så at man hen ad vejen kunne udgrænse de former der var forskellige og begrænse normen til de fælles former, og således ende op med én fælles norm.
Udgrænsningen kunne ske dels ved at den fælles form blev gjort obligatorisk, dels ved at de former der ikke var fælles, blev omkodificeret til ’sideformer’ – også kaldet [klammeformer] fordi de i ordbogen stod opført i klammer (hageparenteser), som vist – og det betød at de ikke måtte bruges i lærebøger, men godt måtte bruges i elevernes egne skriftlige arbejder. Hvis vi som eksempel tager morfemet ’bestemt form ental’ af ord der er hunkønsord i norsk ’folkemål’, så blev det oprindeligt udtrykt -i i landsmålet, -en i rigsmålet: soli og solen. I 1917 fik begge målformer -a som valgfri form (den almindelige form i østlandsk ’folkemål’), altså bokmål: solen, sola og nynorsk: soli, sola. I 1938 blev -a gjort obligatorisk i bokmål (i det store flertal af ’folkemålets’ hunkønsord): sola, mens -a blev gjort til hovedform og -i til klammeform i nynorsk: sola [soli].
I retskrivningskommissionernes mandater hed det at tilnærmelsen skulle ske ”paa grundlag av folkets virkelige talesprog” (1917), ”på norsk folkemåls grunn” (1938). Den sidste formulering indgik også i formålsparagraffen for Norsk språknemnd (svarer til Dansk sprognævn) da det blev oprettet i 1952. Hvilken slags talesprog der dermed var selekteret som normgrundlag, var måske teoretisk set ret uldent, men i praksis betød det at træk fra østnorske dialekter, herunder ’folkemålet’ i Oslo, fik indpas i skriftsproget. Især 1938-reformen tog et langt skridt i den retning. Denne statslige politik førte til stærk modstand fra begge lejre i sprogstriden.
Modstanden mod samnorsk
Fra målbevægelsens side blev samnorskpolitikken opfattet som ’fordanskning’ af nynorsken – idet man kan argumentere for at ikke bare det ’dannede’ sprog i hovedstaden, men også ’østnorsk folkemål’ har mere til fælles med dansk end ’vestnorsk folkemål’, som udgør det væsentligste grundlag for nynorsk. Den mest uforsonlige modstand organiserede sig efterhånden uden for Noregs Mållag (fra midten af 1960’erne) og forsvarer stadig en ’høgnorsk’ skriftsprogsnorm der ikke er påvirket af samnorskpolitikken.
Fra riksmålsbevægelsens side blev samnorskpolitikken opfattet som ’vulgarisering’ af bokmålet. Da man efter krigen gik i gang med at elaborere og implementere 1938-normen – bl.a. i form af nye lærebøger i Oslo-skolerne – stod Riksmålsforbundet bag oprettelsen af ’Foreldreaksjonen mot samnorsk’, som i 1950’erne samlede et stort antal underskrifter mod samnorskpolitikken og organiserede strygning af folkemålsformer i elevernes skolebøger. Fra og med 1952 har Riksmålsforbundet udgivet den indflydelsesrige Riksmålsordlisten, som i det væsentlige kodificerer en fornorskning af dansk der svarer til de konservative valgmuligheder i 1917-retskrivningen, dvs. en norm der genspejler norske udtale- og grammatiktræk der også findes i konservativt ’dannet’ østnorsk (fx to køn, som i dansk rigsmål), men udestænger træk der i bokmålet genspejler ’folkeligt’ østnorsk (fx tre køn).
Modstanden førte til at staten i praksis opgav samnorskpolitikken fra og med 1960’erne. Dermed fik også tilnærmelseslinjen behov for en kamporganisation: Landslaget for språklig samling blev oprettet i 1959, men har aldrig opnået nogen folkelig opbakning af betydning. Statens nye politiske linje betød at Norsk språknemnd i 1972 blev erstattet af Norsk språkråd, som ifølge sin formålsbestemmelse – §1 bogstav a – skulle ”verne om den kulturarv som norsk skriftspråk og talespråk representerer, fremme tiltak som kan øke kunnskapen om norsk språk, fremme toleranse og gjensidig respekt mellom alle som bruker norsk språk i dets forskjellige varianter, og verne om det enkelte menneskets rettigheter når det gjelder bruken av språket”. Dog fik en stærkt nedtonet version af tilnærmelseslinjen plads i §1 bogstav b, hvor det hed at Norsk språkråd skulle "følge utviklingen av norsk skriftspråk og talespråk og på dette grunnlag fremme samarbeid i dyrkingen og normeringen av våre to målformer og støtte opp om utviklingstendenser som på lengre sikt fører målformene nærmere sammen".
En ny reform af retskrivningen for bokmål (1981) repræsenterede bruddet med samnorskpolitikken i praksis, idet reformen i det store og hele afskaffede det forbud mod konservative former som 1938-reformen havde indført. For at blive ved vores eksempel: Obligatorisk -a i ord der er hunkøn i ’folkemål’ (fælleskøn i ’riksmål’), blev erstattet af valgfrit -a el. -en (sola el. solen). I bokmålsretskrivningen er endvidere hierarkiseringen i form af hovedformer og sideformer blevet afskaffet (2005). Der arbejdes for tiden på en tilsvarende ændring af nynorskretskrivningen.
Tilnærmelsespolitikken blev formelt afblæst af Stortinget i 2002, idet §1 bogstav b i Norsk språkråds formålsbestemmelse (se ovenfor) blev fjernet, og fra og med 2005 er dette organ omdannet til et ’nasjonalt kompetansesenter for norsk språk’, med navneændring til Språkrådet, og – i modsætning til tidligere – uden repræsentation af de sprogpolitiske organisationer.
Askedals vurdering af den norske situation
Der er fortsat to ligestillede, officielle skriftsprog i Norge: bokmål og nynorsk. Efter 100 år på vej er man ikke kommet nærmere målet: ét norsk skriftsprog. Snarere tværtimod, i den forstand at dette mål er opgivet som officiel politik. Dertil kommer at man står tilbage med et utilsigtet resultat: et omfattende system og arsenal af valgfrie former i begge retskrivninger. Både hvad eksistensen af de to målformer angår, og hvad eksistensen af den store valgfrihed angår, er det norske sprogsamfund ’unormalt’. Min udlægning har haft til hensigt at vise hvordan ’unormaliteten’ har sine rødder i en speciel norsk kombination af sproglige og sociohistoriske vilkår. At de sprogpolitiske aktører som har virket under disse vilkår, skal have optrådt specielt uforståeligt, paradoksalt, eller direkte dumt, har jeg svært ved at se. Men derfor kan situationen man er endt i, jo godt være dum.
Formentlig mener Askedal at det både var unødvendigt og dumt at landsmålet/nynorsken blev skabt og udviklet som skriftsprog i landet (det må være implikationen i hans fortælling om hvor nemt han som dreng læste Tolstoj på dansk mens Snorre på landsmål var ulæselig, s. 26–27), men det der især vækker Askedals afsky, er valgfriheden. Det er den han vil til livs. De mange valgfrie former omtales som ”flokker av svin på skogen” (s.30).
Hvilke fordele og ulemper der er ved valgfrihed i retskrivningen, er ubetinget en vigtig – og vanskelig – diskussion. Det gælder både for omfanget og arten af de valgfrie former. Hvilke vurderingskriterier er aktuelle, og hvordan skal de prioriteres? Når Askedal eksemplificerer ’en flok svin på skogen’ og retorisk spørger ”Hvem kan ha oversikt over den slags?”, er det den pædagogiske problematik der inddrages. Den problematik har på forskelligt vis været central i sprogstriden helt fra Ivar Aasens tid – og har også været central i vurderingen af valgfriheden under de senere års arbejde med ændringer i retskrivningerne for bokmål og nynorsk. Blot én pointe i den forbindelse: Hvis problemet er at valgfriheden er forvirrende pga. mangel på system, er løsningen ikke nødvendigvis at afskaffe valgfriheden. Forvirringen kan fjernes, og indlæringen lettes, ved at indføre stringent systematik i valgfriheden.
Askedals gennemgående og væsentligste vurderingskriterium er imidlertid sammenligningen med andre europæiske lande, hvor det ”at man skriver og snakker et fungerende standardspråk […] er normal – og forventet – sosial adferd” (s.26). Denne sammenligning fremstår som grundlaget for Askedals ideologiske position. Om den undervisning Askedal i sin tid fik på universitetet, hedder det at den manglede ”et bestemt perspektiv: verdien av en sterk skriftlig tradisjon og betydningen av respektfull pleie av den, dvs. det perspektiv som er grundlæggende i filologers og myndigheters omgang med skriftspråket i andre europeiske land” (s.28–29). Og da ’forvirringen’ i de norske retskrivninger virkelig gik op for Askedal, var det ”i lys av hvad jeg visste om en del andre europeiske skriftspråk” (s.29). Dette er samme ideologi som den der i udgangspunktet og det meste af vejen har været drivkraften for alle parter i sprogstriden: at Norge i sammenligning med andre europæiske land skulle blive et normalt land.
Til sidst i sin artikel kommer Askedal ind på at den norske sprogsituation – og de paradokser den fremviser – er et produkt af ’oppositioner’ i en række ’alteritetsdimensioner’ (herunder nationalt og socialt relaterede modsætninger af den art jeg har lagt vægt på), og siger at ”[m]an kan diskutere paradokser, man kan more sig over dem – ja, man kan til og med lære af dem hvis viljen er til stede” (s. 32). Den lærdom man kan udlede, er at ”språkbrukernes behov er […] best tilgodesett med godt språkverktøy som fungerer som et respektert nasjonalt felleseie hinsides alteritetsopposisjonenes motsetninger og begrensninger – en stringent, oversiktlig og realistisk norm som ikke prioriterer kulturelle tradisjonsbrudd frem for historisk kontinuitet” (s.32). Hvis altså viljen er til stede – viljen til at træde ud af de sociale modsætningers paradoksale univers og ind i det frihedens univers som en norm af rigsmålets type tilbyder.
Udgangsbønnen lyder: ”Det er ikke et paradoks at en fast og tradisjonsnær skriftspråklig norm med rike nyanseringsmuligheter virker frigjørende” (s.32). Det fremgår ikke hvilke rige nuanceringsmuligheder den faste og traditionsnære norm tilbyder, men det drejer sig med garanti ikke om valgfrie former der genspejler variation i ’folkemålet’. Det fremgår heller ikke hvad der ligger i at en fast og traditionsnær skriftsprogsnorm virker frigørende, men det drejer sig næppe om friheden til at tale sin dialekt i alle sammenhænge.
En sociolingvistisk vurdering af den norske situation
Der er opstået et andet syn på den norske sprogsituation i og med den sociolingvistiske disciplins fremkomst og udvikling siden 1960’erne. Sociolingvistikkens hovedfokus har været og er på talesproget. Sprogpolitisk har sociolingvister gerne engageret sig imod standardisering og ensretning af talesproget og for frigørelse af talesproglig variation og mangfoldighed. I dét perspektiv vil det væsentlige vurderingskriterium blive spørgsmålet om hvordan kodificeringen af skriftsprogsnomen fungerer i forhold til den talesproglige variation: Er der noget der tyder på at en skriftsproglig norm med indbygget talesprogsrelateret valgfrihed virker frigørende på brugen af mange slags talesprog i samfundet? Det giver ikke megen mening at besvare spørgsmålet abstrakt. Den skriftsproglige normerings rolle i forhold til frigørelse og frihed på det talesproglige område må analyseres og vurderes konkret i den enkelte sociohistoriske situation. I Norges tilfælde er det ganske oplagt at problemstillingen er en helt anden i dag end den var fx på Ivar Aasens tid.
Set med sociolingvistiske øjne er den norske situation i dag særdeles god, idet variationen i ’folkemålet’ formentlig er mere vital end i noget andet europæisk land, i hvert fald mere alment accepteret i enhver sammenhæng. Det er hævet over tvivl at den norske anderledeshed på skriftsprogsområdet – med de to målformer og den omfattende talesprogsrelaterede valgfrihed i begge målformer – har været og er en væsentlig årsag til den norske anderledeshed på talesprogsområdet. Jørn Lund , der er en fremragende kender af det norske sprogsamfund, sagde en gang lidt provokerende i et foredrag i Norge at nordmændene havde dansketiden at takke for deres mange levende dialekter og usædvanlige accept af dialektbrug i alle sammenhænge. Det er der bestemt megen sandhed i. Men det er måske endnu mere sandt, og provokerende, at sige at det først og fremmest er riksmålsbevægelsen der skal takkes. For uden riksmålsbevægelsens kamp mod landsmålet og for fornorskning af det danske skriftsprog – en kamp som fremtvang den statslige tilnærmelsespolitik – er det usandsynligt at Norge ville være endt som det sociolingvistisk set gode sprogsamfund. Så ville man i stedet være endt med at udvikle landsmålet til en fast og stringent skriftsprogsnorm af den normale europæiske slags, og det norske sprogsamfund ville have været normalt med en stærk talesproglig standardnorm og døende dialekter.
Eftersom det i Askedals optik er sammenligningen med andre europæiske lande som gør Norge til grin, vil jeg afslutte med at lade en britisk sociolingvist sammenligne. Peter Trudgill, en af verdens førende sociolingvister og en fremragende kender af det norske sprogsamfund og de europæiske sprogsamfund i almindelighed, holdt for et års tid siden et foredrag i Norge (ved Landslaget for språklig samlings 50 års jubilæum), hvor han i en lang og underholdende indledning gjorde grin med den norske skriftsprogssituation. Og fortsatte…: ”Well, ladies and gentlemen, it is very easy to make fun of this situation, but as many of you know, I think it is a situation which is truly excellent. I know that you are aware of all the things that are wrong and inadequate and not as good as you would like in the Norwegian linguistic situation, but I urge you to compare with everywhere else. It may not be very good in Norway Norway Norway Switzerland and Luxembourg Norway
Abonner på:
Opslag (Atom)