DR – en sprogpolitisk aktør

Af Jacob Thøgersen, lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns Universitet

I DR’s sprogpolitik har der altid og helt uproblematiseret været sat lighedstegn mellem ’godt sprog’ og ’konservativt københavnsk’. Det gælder både den officielle sprogpolitik og den uofficielle sprogpolitik som er kommet til udtryk i fx udvælgelse af talere i form af mikrofonprøver osv. Det har vist sig at der i DR helt uproblematiseret sættes lighedstegn mellem ’at være dannet’ eller ’at have en god radiostemme’ og ’at tale konservativt københavnsk’. På DR kan man sige om en kandidat at ’hans stemme ikke klinger rigtigt’ fordi hans a-udtale er forkert, eller at ’han lyder udannet’ fordi han har spor af dialekt. Ideologisk set har der altid været sat lighedstegn mellem konservativt københavnsk og ’korrekt udtale’ – i hvert fald i ’seriøse’ programmer som fx nyhedsudsendelser. I underholdningsgenrer har spillerummet været større.



Vi får fladere a’er og flere slugte stavelser
I LARMprojektet har vi spurgt: ”man siger at nyhedsværter skal tale på en given måde; men hvordan talte de i praksis?”. To fænomener har haft høj opmærksomhed som talesproglige ’tabuer’ i DR’s historie: 1) det ’flade a’ og 2) talesproglige reduktionsfænomener. Det er det, som Skyum-Nielsen (2008) kalder ’stavelseskannibalisme’.

’Fladt a’ er fonetisk set et ”a” som er hævet sådan at det nærmer sig et ”æ”. Det har især været forbundet med unge københavnsktalende, og det har været et udskældt fænomen fra en gang sidst i det 19. århundrede og langt op i det 20.

Svaret er helt entydigt. Nyhedsoplæserne flytter deres a’er opad og opad årti for årti. Med andre ord må man formode at det som var et fladt a i 1950’erne, i dag ville opfattes som et helt almindeligt (eller endog temmelig konservativt a), mens dagens almindelige a ville have været overordentlig ’fladt’ i 1950’erne, eller måske oven i købet blive hørt som et æ. Set i lyset af at kritikken af ’det flade a’ har været højlydt og stort set enslydende i hele DR’s levetid betyder det på den ene side at selv højlydt udskældning af et sprogligt fænomen, i det lange løb, ikke ser ud til at have den store effekt. På den anden side virker det som om kritikken i sig selv har sin egen inerti, sådan at man kan blive ved med at kritisere et fænomen, også længe efter at det reelt er helt enerådende.

I analysen har vi målt akustisk på udtalen af a’er i radioaviser fra 1950’erne til 2000’erne. Undersøgelsen bygger på den præmis at der aldrig findes ’flade’ a’er i Radioavisen. De a’er som nyhedsoplæsere benytter, er per definition ’standard’. Formålet har derfor ikke været at se om der kommer flere ’flade a’er’ i Radioavisen, men derimod om Radioavisens standard-a forandrer sig over tid.

Så er der reduktionerne, altså ’stavelseskannibalismen’. Det er dem vi hører når man udtaler ”lokomotiv” som [lågmotiv] og ”hundrede” som [hunerð]. Her er det overordnede billede det samme. På trods af kraftige påbud om at ”udtale alle stavelser”, ser man over tid (fra 1930’erne til 2000’erne) en jævnt stigende tendens til at stavelser reduceres. Det går fint i tråd med at vi også har vist at taletempoet i Radioavisen er steget med ca. 50 % fra 1930’erne til i dag.

Vi ved at der er en tæt sammenhæng mellem taletempo og stavelsesreduktion. Jo højere taletempo des flere reduktioner; eller måske er det omvendt: jo flere reduktioner, des højere taletempo. Konsekvensen er at udtalen i nyhedsoplæsning nærmer sig mere almensproglig udtale end formel læseudtale. Hvis nogen i dag læste nyheder som man gjorde i 1950’erne (og som der stadig står i Skyum-Nielsens vejledning at man bør gøre) ville det i bedste fald lyde komisk. I sammenligning med samlinger af mere spontant sprog viser det sig dog at Radioavisen stadig er mere formel på nogle punkter, mens den på andre punkter ligner spontant talesprog. Det kunne tyde på at der er nogle fænomener som nyhedsoplæsere er bevidste om som ”faldgruber”, og dermed sørger for at udtale ’korrekt’, dvs. ureduceret, og andre som de ikke er opmærksomme på, og derfor reducerer på en for dem naturlig måde, dvs. sådan som de taler når de ikke er specielt bevidste om at tale ’korrekt’.

Sproglig revselse er altså ikke i det lange løb vinder over naturlig sprogforandring, i hvert fald ikke når der samtidig med de sproglige krav om formalitet er et øget krav om informalisering og spontanitet i mediesproget.

Hvis du vil vide mere
Det her blogindlæg er en kannibaliseret, reduceret udgave af en lidt længere artikel (med navnet DR som sprogpolitisk aktør) udgivet i publikationen LARM Audio Reseach Archive. En infrastruktur til forskning og undervisning i radio og lyd 2010-2014. Hvis du er interesseret i publikationen kan du kontakte artiklens forfatter Jacob Thøgersen på adressen jthoegersen@hum.ku.dk

Du kan finde mere information om det flade af på Sprogforandringscentrets hjemmeside. Her finder du for eksempel en artikel fra Kristeligt Dagblad om de flade a’er. Og hvis du også synes at s’er er interessante, så er der samme sted mere viden at hente om brugen af s-lyden og de sprogholdninger vi knytter til forskellige s-udtaler.

Dengang en kage var et brød

Den Store Bagedyst, tusinder af billeder af kager på Instagram og Facebook; danskerne er blevet grebet af en sand kagebagningsfeber. Men kager er et ret nyt fænomen i Danmark: I det danske bondesamfund var brød lig med rugbrød, og kage betød franskbrød, hvilket man kun fik ved særlige lejligheder. På Københavns Universitets hjemmeside dialekt.dk kan du nu læse, og ikke mindste høre, hvordan danskerne i de forskellige egne af landet har talt om brød, kager og bagning i gamle dage.

- Kagebagning er et moderne fænomen, som først blev almindelig i den brede befolkning i slutningen af 1800-tallet, da man fik brændekomfurer med komfurovne. Og konditorkagebagning i de forfinede udgaver, som vi ser i Den Store Bagedyst, er helt nyt i private køkkener, fortæller lektor Karen Margrethe Pedersen, som er en af sprogforskerne bag den nye hjemmeside Brød og bagning på dialekt.
Ifølge sprogforskerne fortæller ordet kage i sig selv en masse om udviklingen i vores mad- og spisevaner, fordi kager, som vi forstår det i dag, ikke altid har været en del af almindelige menneskers liv.

Så er der kage.

- I mange af de traditionelle dialekter brugte man kun ordet kager eller hvedekager om franskbrød, mens rugbrød bare hed brød. Rugen var altså den almindelige kornsort, mens hveden hørte til en sjælden luksus, forklarer Karen Margrethe Pedersen og fortsætter:
- Brødbagning i bondesamfundet og de ord, der knyttedes til brød og selve bageprocessen, er et vigtigt kulturhistorisk vidnesbyrd om udviklingen i vores mad- og spisekultur fra før industrialiseringen. Der skete en kolossal omvæltning i landbruget og produktionssamfundet i 1800-tallet med store konsekvenser for danskernes brødvaner.
Det kan du læse mere om på hjemmesiden Brød og bagning på dialekt, og her kan du også høre folk fortælle på dialekt om brød og bagning.

Hvis du vil vide mere om bagning på dialekt, kan du kontakte kontakt Lektor Karen Margrethe Pedersen, Nordisk Forskningsinstitut: karenmargrethe.pedersen@hum.ku.dk

Stories we live by

Af Dorte Greisgaard Larsen. Indlægget er oprindeligt bragt i DANES 5

Det her er historien om, hvad vi gør med ikke bare det danske sprog, men med alle sprog: vi skaber mening; vi konstruerer os selv og andre; vi skaber liv.

Tilbage i 2002, da min farfar var blevet så gammel, at hans krop var ved at sætte punktum for et langt liv, besøgte jeg og min far ham en sen eftermiddag. Der lå han halvsovende, bleg, med et tungt og langsomt åndedrag og slet ikke som den farfar, jeg engang kendte. Den tidligere så livlige farfar, havde skræmt mig med sine forlorne tænder så det kildede i maven, havde snittet bue og pil til mig, da jeg var 8 og havde fortalt mig historier om Hitler og Churchill, og om hvordan det var at vokse op i en familie med trange kår, og om at møde min farmor, der kom fra en gård med fire skorstene. En træt udgave af den samme farfar lå nu der og havde kort tid igen. Det vidste både min far og jeg. Og så var det som om vi indgik en stiltiende aftale den eftermiddag. Vi fik min farfar til at fortælle historier fra gamle dage. Fra dengang man snildt gik 50 km på en dag for bare at besøge en kæreste, og om den vinter hans kloge hund gik gennem isen og min farfar sagde den skulle løbe hjem og den døde af kulde hjemme foran gården, fordi den ikke kunne komme ind i stalden. Om hans, efter eget udsagn, lidt for vilde ture i byen, dengang han var helt ung… og gift. Min farfar var en dygtig historiefortæller. Han skabte billeder i hovedet på mig, holdt pauser så jeg kunne nå at orientere mig i de fortalte rum, og så gemte han ofte omhyggeligt pointen til sidst, som en sød belønning for, at jeg havde lyttet.

Da min far og jeg gik den eftermiddag var min farfar som forvandlet. De før så matte øjne lyste, og hans kinder havde taget lyserød farve. Det der skete for min farfar i det korte tidsrum, vi var på besøg, var hvad 1001 Nats fortællende hovedperson, Sheherazades, var fuldt ud bevidst om allerede for mange århundreder siden: fortællingen har en livgivende kraft. 

Nu vil den opmærksomme læser måske tænke: hvad har historiefortælling med dansk sprog at gøre? Alt og intet kan man sige. Fortællinger kender ikke til sproglige grænser. Så vidt man ved, har alle mennesker til alle tider fortalt hinanden historier. Historiefortælling er en universel aktivitet – og den får liv som en sproglig størrelse.

Hvad er det så fortællingen kan - hvad enten den er på dansk, japansk eller engelsk? Hvad enten den er fiktiv eller baseret på virkeligheden?

Fortællinger konstruerer vi i et tidsligt krydsfelt mellem den fortalte tid, ’dengang og da’, som fortællingen handler om, og så fortælletid dvs. det ’her og nu’, hvor fortællingen fortælles. Min farfar fortalte til et deltagende publikum; til os som ivrigt lyttede til, hvad han havde oplevet.  Samtidig etablerede han med fortællingen et fortalt rum i et datidens ’dengang og da’, hvor hans krop igen var ung og vital, og hans liv stadig lå åbent foran ham. På den måde skabte min farfars levende fortællinger om fortiden nyt liv i øjeblikket. 

Gennem fortællingen kommunikerer vi, hvem vi er og gerne vil være. Vi konstruerer os selv og udnytter gabet mellem dengang og nu til evt. at tage afstand fra eller moderere vores tidligere udgaver. Min farfar gjorde det samme: han fortalte sig ind i den vitale og viltre unge mand, men med den erfarne gamle mands stemme og en vis sproglig rysten på hovedet af ungdommens gerninger, og positionerede sig på den måde som manden der blev klogere med alderen. For han vidste udmærket, at han ikke kunne bilde os tilhørere hvad som helst på ærmet: vi kendte hver især min farfar, hans historie, hans standpunkter, hans kærlighed og hans luner. Og havde han fortalt historier, der ikke understøttede vores forventninger i tilpas grad, så havde interaktionen været en anden. Konstruktionen af én selv sker nemlig altid i relation til andre, og vi er som fortællere og tilhørere altid orienteret mod autenticitet og sammenhæng. På den måde ’fastholdes’ vores selvfremstillinger altid i socialt forpligtende relationer til andre. Vi kan altså nok konstruere liv, men ikke hvilket som helst liv.

Gennem historiefortælling skaber vi m.a.o. os selv og genererer mellemmenneskelig mening. Fortællingen er livgivende. Potentielt i hvert fald. For historier kan også virke destruktivt. De kan hæmme os, plage os og skabe distance mellem os og andre mennesker. Men det er en helt anden historie. Den må vi høre en anden gang.   

Sproget afslører børns mulige mobilitet

Af Malene Monka. Indlægget er bragt i magasinte DANES No. 4
Mon vores børn vokser op og bliver i nærheden af os? Eller rejser de til hovedstaden eller endnu fjernere egne? Vi behøver hverken tarokkort, krystalkugle eller kaffegrums for at få hjælp til svarene. Ved at se på børn og unges sprog, får vi en idé om, hvor de stiler hen; sprog er nemlig en resurse, der kan bruges til at vise, hvor vi kommer fra, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi gerne vil opfattes af andre.

I en undersøgelse af sammenhængen mellem sprogforandring og mobilitet finder vi klare sammenhænge mellem jyske skolebørns forskellige sprogbrug i 1978, og hvor de siden har bevæget sig hen. Nye optagelser af de samme mennesker afslører nemlig, at dem der endte med at blive boende talte mere dialekt i de gamle optagelser, end dem der endte med at rejse væk.

”Men å jen elle anden må’e så fornemmer a at København blir kortere altså der blir kortere og kortere te København å jen eller anden må’e”. Nogenlunde sådan lyder det, når 47-årige Ann fra Vinderup Kommune i Vestjylland fortæller om sit forhold til hovedstaden. Ann er født og opvokset i Vinderup og bor der stadig. Hun  arbejder som social- og sundhedsassistent. Hun talte talte  vestjysk, da hun blev optaget til en dialektundersøgelse i 8. klasse og den vestjyske dialekt har hængt ved.

I Anns parallelklasse gik pigen Lisa - Ann og Lisa ligner hinanden på en række punkter: ud over at være fra samme årgang, er de begge døtre af vestjysktalende landbrugere og vokset op i omegnen af Vinderup. Men der var én markant forskel mellem de to piger i 1978 - deres sprog. Lisa markerede sig sprogligt anderledes end Ann:hun havde ikke ét vestjysk træk i sit sprog, hun talte rigsdansk med nogle få jyske regionaltræk, og det gør hun stadig i dag, hvor hun bor i København og har uddannet sig til sygeplejerske.

Når vi lytter til de to pigers sprog i 1978 får vi altsået praj om, hvor de kommer til at bo som voksne og måske kan vi endda også give et bud på, hvor lang en uddannelse de får. I forhold til Ann og Lisa er det interessante spørgsmål, hvorfor de to piger taler så forskelligt, når de nu kommer fra den samme landlige baggrund, hvor dialekten stadig var fremherskende i slutningen af 1970’erne.

Forklaringen finder vi formentlig  i pigernes tidlige skolegang og miljøet de befandt sig i under opvæksten. Som voksen fortæller Ann, at hun gik de første syv år i den lokale landsbyskole, hvor alle talte dialekt, indtil hun kom til Vinderup i 8. klasse. Indtil da havde hendes liv været centreret om gården og landsbyen. I dag bor hun i Vinderup by og er tæt knyttet til stedet og ikke ønsker at flytte. Anns sprog anno 1978  pegede på, hvad hun orienterede sig mod, og hendes sprog i dag passer til  stedet, hun føler sig hjemme.

Mens Ann havde sin platform i det lokale landsbymiljø, så gik Lisa i skole i Vinderup fra 1. klasse. Som voksenfortæller hun, at hun allerede inden skolestarten var orienteret mod byen – der kunne man løbe på rulleskøjter og få veninder, der talte rigsdansk og kom fra andre samfundslag og som havde forældre fra andre egne af Danmark. Bourdieu ville sige, at Lisa ved at orientere sig mod byen fik udvidet sit mulighedsrum: I byen indgik hun i venskaber, hvor hun ud over at lære rigsdansk fik indblik i andre måder at leve på. Hun oplevede muligheden for bo og uddanne sig andre steder.

Så lyt en ekstra gang til dine børns sprog: Taler de som mennesker, der har dybe rødder hvor I bor, eller taler de måske som nogle der kommer fra andre steder - både geografisk og socialt? Hvor retter de deres opmærksomhed hen? I børnenes sprog er der tegn på, hvilke grupper og steder børnene ser sig som en del af, og det er et ganske godt bud på, hvor de kommer til at bo.

Puser diple, piple, daple og paple?

Af Jane Lykke Bøll. Teksten er bragt i DANES 3.

Og ’Diplen Pugle høpser fleller’.  Er du med? Er du medlem af gruppen, der ved hvad der her tales om, eller synes du, som jeg, mest af alt det her lyder som del af en underholdende vrøvlehistorie?

At det var fordums tiders diple, der forstod hvem Pugle er og hvad han høpsede, dét er en pointe i sig selv. Måske nok den vigtigste, og det kommer vi tilbage til. Først tager vi turen til den gruppe af mennesker der taler dette særlige danske. For dansk er det. Vi skal til den sjællandske by Næstved for at forstå mere af hvad diplen er for en, vi skal til Herlufsholm skole. Det særlige danske gengivet her er herlovianersprog talt af elever og ansatte på skolen. Eleverne kaldes disciple, og det er blevet til diple. Senere er der kommet daple og paple til og så kom også piple.  Se, nu er vi, der ikke er eller har været herlovianere, igen smidt af. Her er forklaringen: Piple er kort for pige-disciple, daple betegner drengene blandt skolens dagelever og paple således pigerne blandt skolens dagelever. Herfra kalder vi bare alle skolens elever for diple – det gør eleverne nemlig også selv nu om dage.

Herlovianersproget lyder eksotisk og særegent. Men det er dansk med dansk grammatik som vi kender den: Det, som adskiller herlovianersproget fra det almindeligt kendte danske sprog, er de særlige sproglige regler, der er opstået blandt elever og overleveret til deres efterfølgere. Det er de regler og ord, der gør herlovianersproget til en argot, altså en sprogvariant, som er fælles for en gruppe mennesker, der deler en social egenskab. Vi kan også kalde det for et gruppesprog: sådan et sprog som tales af en mindre gruppe af mennesker, som adskiller sig fra andre grupper i deres omverden netop i kraft af beherskelsen af denne særlige sprogvariant.

Herlovianersprog har én særlig vigtig sproglig regel, som er god at kende for at få adgang til gruppen. Det er sammentrækningsreglen og den som har været med til at gøre disciplen til diplen. Reglen lyder sådan her: Tag et ords konsonanter før første vokal læg dertil ordets sidste trykbelagte vokal plus resten af ordet. Altså d+isc+iplen. Drenge-disciplene var de første elever på skolen (grundlagt af Herluf Trolle i 1565). Først i nyere tid fik også piger lov til at være elever, altså disciple, og få betegnelsen p+igedisc+iple. Senere igen kom dageleverne til og da måtte en overtrædelse af sammentrækningsreglen tilsyneladende til for lydligt at lade dagelevernes betegnelse følge kostelevernes. Deraf opstod daple og paple.

Overtrædelser af sammentrækningsreglen er ikke sjælden, men lige så sædvanlig i Herlovianersproget som i andre levende sprog: sprogbrugere - på Herlufsholm som i verden udenfor - benytter, udvikler og viderefører deres sprog på så kreativ vis at undtagelserne får lige så meget vægt som reglerne: Gnisten (som er organisten) burde med sammentrækningsreglen for ord der starter med vokal have fået kaldenavnet Isten; Udsagnsord er blevet dannet på baggrund af herlovianer-sammentrukne navneord - således er faser blevet til ved først en sammentrækning af fedthas (= fas) tilført nutidsformens –er. Og således har en tidligere lærer med øgenavnet Høpsen også lagt betydning til det kreerede udsagnsord at høpse, som dækker mange betydninger, heriblandt ’at stå på lur’ eller ’at tiltuske sig noget billigt eller på irregulær vis’; Skolens lokaliteter og ansatte gennem tiden fået mange øgenavne. Men netop det sproglige træk er ikke noget herlovianere kan siges at have for sig selv, for hyppig og endog næsten systematisk brug af øgenavne ser vi mange steder i verden.

Selv efter en gennemgang af sproglige herlovianerregler og deres undtagelser, sidder du nok stadig og funderer over vores indledende herlovianske udsagn og deres betydning. Overskriften afslører såmænd bare at også elever på Herlufsholm ind i mellem må gå på toilettet (’Pissehus’ er blevet til pus – i huset indrettet dertil kan der således puses). Herefter fortæller vi at ’Diplen Pugle høpser fleller’. Altså: ’Disciplen Peter Ugle tiltusker sig flødekarameller’. Ingen livsnødvendige erkendelser ville være gået vores næse forbi uden den oversættelse. Anderledes forholder det sig på Herlufsholm:

J. Normann Jørgensen er tidligere dipel og sprogforsker ved Københavns Universitet og han har siden 1985 foretaget undersøgelser af herlovianersproget på skolen. Undersøgelserne har vist at særligt blandt kostskoleeleverne, især drengene, var Herlovianersproget i 1985 en nødvendig nøgle til en plads i gruppen blandt andre diple. Dageleverne og pigerne på kostskolen oplevede et mindre pres til at lære Herlovianersproget for at få lov at være en del af gruppen.  Det er der flere grunde til:

Hvornår Herlovianersproget er etableret ved vi ikke, men erindringer lader os vide at det i hvert fald fandtes i 1830’erne, hvor Herlufsholm var en kostskole for drenge, som i lange perioder måtte undvære deres familie og finde erstatninger for den på skolen. Og på skolen levede en myte om kampe med Næstvedegnens drenge. Diplene er altså drenge, der har et særligt behov for at skabe et gruppetilhørsforhold og for at afgrænse dem der er inde fra dem der er ude. I det lys forstås sprogets opståen, nødvendigheden af dets beherskelse for at indgå i gruppen og samtidig også den senere aftagende brug af sproget og en nedadgående produktivitet.

Normann Jørgensen finder nemlig i sine undersøgelser af Herlovianersproget, at overleveringen af sproget har skiftet status efter piples, daples og paples inklusion på skolen. Da ophørte den relative isolation af diplene og skellet mellem dem der var inde og dem der var ude, ændredes: overleveringen af særlige herlovianer-ord er endnu relativt høj - men vi kan ikke vide hvor længe.

Piple, daple og paple finder vi ikke flere af; der er ikke længere nogen som høpser. Og diplene puser ikke længere. Nu om dage bor eleverne imidlertid på Skygningen (Skolebygningen) eller Mygningen (Museumsbygningen), og de rækker hinanden speber (salt og peber) ved måltiderne. De processer ordene dannes efter, er uforandrede, men selve ordstoffet ændrer sig.

Litteratur:

Jørgensen, J. Normann: ’Diplen Pugle høpser fleller på bleddel’. In: Mål og Mæle vol 2, nr. 4. 1977. s. 16-19.

Nu gør jeg det alligevel-agtigt

af Tanya Karoli Christensen som er lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns universitet. Indlægget er oprindelig bragt i DANES 2012-2

Det er med sprog som med børn – man ser bedst hvor meget de forandrer sig hvis man er lidt på afstand. Bedsteforældrene der ikke har set deres barnebarn i et par måneder, må udbryde: ”Hvor er hun blevet stor!”. Og udlandsdanskeren der ikke har daglig omgang med sit modersmål, må tørt konstatere: ”Hvor er det blevet... anderledes!”

En forårsdag for flere år siden vandrede jeg rundt i København med en kær veninde som var hjemme på visit efter et par år i Brasilien. Vi talte som altid hurtigt, levende og engageret om stort og småt. Undervejs fik jeg vist antydet en let misundelse over hendes ophold under varmere himmelstrøg, men kunne så glad tilføje at det jo føltes helt sommeragtigt i byen denne dag. Og da overraskede hun mig ved at indskyde: ”hvorfor siger alle i Danmark egentlig ’agtig’ hele tiden”? Godt spørgsmål, tænkte jeg, og det er ikke blevet dårligere med tiden, for tendensen med at tilknytte et -agtig til snart sagt hvad som helst er bare taget til.

Dengang havde jeg ikke noget fornuftigt svar parat. Siden er der gået 12 år og en karriere som sprogforsker er kommet til. Og nu ville jeg kunne fortælle min veninde at en del af svaret består i at sproget afspejler sin tid, og at især unge menneskers sprog er et barometer for hvordan samfundet ser ud. Verden er blevet mere kompleks, relationerne globale og kommunikationsmidlerne allestedsnærværende. Især de unge oplever at være ’på’ hele tiden og hele tiden blive bedømt på deres fremtræden og holdninger. Når verden samtidig forandrer sig på en måde hvor gammelkendte kategorier går i opløsning, er det ganske svært at definere hvad noget er.

Deraf opstår behovet for at modificere vores udtalelser. Unge som gamle vil vi gerne gøre os forståelige på bedst mulig måde, så vi gør vores yderste for at fange den rette fælles forståelse, vel vidende at det ikke er så ligetil. Derfor rammer vi vores beskrivelser ind med et -agtig der skal sikre at de ikke tages sådan helt for givet. Et eksempel er når vi kalder nogen for Lady Gaga-agtige eller hermionetypeagtige (hhv. popstjerne og den kvindelige heltinde fra Harry Potter universet, red.). Så refererer vi til nogle figurer der er velkendte for vores tilhørere, men som vi kun ønsker at de skal plukke nogle egenskaber ud fra og sammenligne med. Den vi taler om, er jo ikke fuldstændig som den flippede popdiva eller den nørdede magikerpige. På den måde bliver det også en fælles test af referencerammerne – forstår du hvilke elementer ved Hermione jeg mener? Og vendt indad: Har jeg selv fat i den rigtige karakteristik, så det giver mening i netop denne sammenhæng?

Udover navne på virkelige eller fiktive personer har det gennem længere tid især været navne for ting (substantiver) der kunne blive -agtige og dermed få en ny rolle at spille i sproget (nemlig som adjektiver). På Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet har vi en af verdens største databaser over talesprog, og her finder vi masser af sammensætninger som bryllupsagtig, markagtig og vaniljesmagsagtig. En nyere tendens er at man også kan lave hele sætninger om til adjektiver der så kan bruges til at beskrive en person eller en egenskab som her hvor en ung mand fortæller om den bedste måde at være sælger på: ”det er mere sådan hav en god dag, fedt du lukkede op og sådan-agtigt”.

Selv om det er helt moderne vilkår der har givet -agtig sin stærke fremgang, er formen langt fra ny. Den blev nemlig indlånt fra tysk allerede i 1400-tallet, og som sprogforskeren Peter Skautrup fastslår, blev den hurtigt meget udbredt. Dengang knyttede -agtig sig dog kun til enkeltord, især substantiver og adjektiver, og dannede nu helt gængse ord som nøjagtig, fabelagtig og barnagtig. I moderne tid er den så blevet taget op igen, bliver anvendt utroligt bredt, og er endda ved at ryste sig fri af funktionen som endelse. Jeg har fundet udtryk som en agtig kæreste (i betydningen ”en slags kæreste”) og en agtig drømmeverden eller den nybagte mors beskrivelse af sine veer som lidt agtigt mens-smerter (hun slap vist billigt!).  Og så kan det tilsyneladende bruges som en beskrivelse helt i sig selv: jeg vil sige det lyder sådan lidt … agtigt.

Denne seneste udvikling er allerede opfanget og gengivet i kulturlivet på forskellig vis. På internettet huserer et band der simpelthen bare kalder sig De Agtige. Og forfatteren Thomas Oldrup har udgivet en novellesamling med den korte og mangetydige titel Agtig som handler om hvordan vi som mennesker ind i mellem har svært ved at finde os til rette i forholdet til andre mennesker.

Hverken mellemmenneskelige relationer, jobbeskrivelser eller bryllupper er hvad de har været. De kan både skifte karakter over kort tid og over landegrænser. Og vi må hele tiden definere dem i forhold til en kategori der er under forandring – de er til dels som noget vi kender, men de er også nye og anderledes. Derfor er det ikke let at karakterisere noget præcis i vore dage. Det ved unge sprogbrugere med deres fintfølende sprogantenner kun alt for godt, og derfor har de brug for modifikatorer som -agtig, sådan, lidt og ligesom. Det er ikke kun danske unge der har det sådan. Engelsktalende unge bruger like, sort of og stuff like that på lignende måder og på samme baggrund.

Der er mange der bliver lidt bekymret-bedstefar-agtige ved al denne agtighed. De fortolker det som sløseri og unøjagtighed (bemærkede du det gode, gamle -agtig der?). Selv mener jeg at den moderne brug af formen både kan ses som et spejl af det komplekse samfund vi lever i, og som en humoristisk kommentar til behovet for at kategorisere selv om kategorierne flyder ud. Især de kreative, sætningslange eksempler på -agtig bliver nemlig leveret med et glimt i øjet: ”Det her er et bud, og det kan aldrig passe helt til det vi taler om, men nu gør jeg det alligevel…”-agtigt!

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Anmeldelse af Thomas Oldrups novellesamling Agtig:
http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/agtigt-af-thomas-oldrup

Musik af De Agtige:
 http://www.myspace.com/deagtige

Mere sproglig viden om -agtig:
Rita Therkelsen: ”Om agtig”. Sprogvidenskab i glimt. Syddansk Universitetsforlag, 2009.

Nytårstaler

Af professor og Dr. Phil. Frans Gregersen, som er leder af Sprogforandringscentret. Indlægget er bragt som Klumme i magasinet Danes 2012 - 1.
Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.

Dronninger og konger er samlende symboler, og ofte er de det eneste der er, se bare på Belgien. Men for danskere, hvor de end er, er det snarere sådan, at dronningen bekræfter et faktisk forestillet fællesskab, som endda opleves betydelig stærkere, når man er udenlands. For vi føler os om ikke beslægtede med dronning Margrethe, så i hvert fald som havende del i hende. Vi deler de danske rødder, men måske særligt det, at lange rejser og ophold i fremmede egne optager både vores sind og vores tid; det skaber til gengæld dybe venskaber og måske endda nye familier med mennesker, der netop ikke har deres rødder i Kongeriget.
Der er et særligt fællesskab mellem udlandsdanskere og majestæten. Begge har måttet sande, at det koster mange og lange anstrengelser at lære fremmedes sprog og at det danske sprog kan være svært at lære så tilpas, at landsmænd forstår, hvad der bliver sagt.

Vores nye ægtefæller, kolleger, venner eller børn med andet end dansk som modersmål forsøger jo deres bedste, når de smager på ordet ’riiisalmang’ og prøver at få det til at stemme med ’røødkål’ uden at det lyder, som om de har en brunet kartoffel eller to i munden og alligevel ender med at få svaret ’jeg forstår altså ikke hvad du siger’ (hvorefter vore landsmænd med stor begejstring skifter til broken English) – og dét endda på trods af enhver vilje til at vise det danske samfund globalt fællesskab, en intention som Margrethe d. II og hendes familie af gode grunde altid har haft.

Siden middelalderen har majestætens forfædre giftet udenlandske prinsesser ind i familien og dermed det danske kongerige: Margrethes moder var svensk, nedstammede fra en fransk klædehandler-familie, og hun selv har som bekendt fortsat den franske forbindelse. Prins Henrik kom til Danmark nogenlunde samtidig med udbredelsen af TV. Så Prinsens danske blev formidlet til masserne af det nysgerrige kamera. Det var præget af et par småfejl i syntaksen og en klar fransk accent i udtalen, men kom for altid til at stå mejslet ind i danskernes bevidsthed som ’mærkeligt’. Muligvis fordi det ikke var en amerikansk accent.
Der tales og skrives om sproget i kongehuset. Om det franske der blev til den kongelige families hjemme-sprog og det eksklusive danske, der bør tales til de nye svigerdøtre. For vi ved jo alle, hvordan dem, der taler dansk som andetsprog, bliver bedømt på evnen til at tale ordentligt dansk. Svigerdøtrene har lært, at det betaler sig at gøre de første års indledende forsøg med det danske under kontrollerede former, så offentligheden kan høre og vurdere fremgangen og mærke stoltheden over den rette kurs mod dette ’ordentlige’ dansk.
Men man kunne jo også vende det om og se kongehuset som bølgebrydere for en bredere accept af andet end ’ordentligt’ dansk. For når man ser nærmere efter, er denne ordentlighed yderst snærende, så snærende at det nærmer sig uhøflig adfærd over for fremmede slægtninge og manglende kærlighed til danskens variationer, inklusive fremmedes accent.

De fleste vil nok mene, at majestæten selv er målestokken for et korrekt og ordentligt dansk. Men også dronningens sprog har udviklet sig, siden den første nytårstale blev transmitteret i 1971. Dronningen taler lidt hurtigere og ved en hurtig gennemlytning og sammenligning af nytårstalerne fra 2001 og 1991 hører vi også flere sammentrækninger. Og selv om ingen hverken tør eller bør sige, at dronning Margrethe taler sjusket, er der stadig bemærkelsesværdigt mange oplæsningsfejl. Dansk er svært at læse op, bl.a. fordi der er stor afstand mellem skrift og tale - og fordi betoninger ikke vises i skriften. Alt i alt er nytårstalen sprogligt set det mest konservative dansk, vi kender. Så det er ikke dronningen selv vi skal tage som målestok, men hele den kongelige familie. Den viser i tværsnit, fra prins Henrik og prinsesse Marie til kronprinsen og hans hustru, hvor mange slags dansk der findes.
Gud bevare Danmark - og alle de mange slags dansk.