Nu gør jeg det alligevel-agtigt

af Tanya Karoli Christensen som er lektor ved Sprogforandringscentret, Københavns universitet. Indlægget er oprindelig bragt i DANES 2012-2

Det er med sprog som med børn – man ser bedst hvor meget de forandrer sig hvis man er lidt på afstand. Bedsteforældrene der ikke har set deres barnebarn i et par måneder, må udbryde: ”Hvor er hun blevet stor!”. Og udlandsdanskeren der ikke har daglig omgang med sit modersmål, må tørt konstatere: ”Hvor er det blevet... anderledes!”

En forårsdag for flere år siden vandrede jeg rundt i København med en kær veninde som var hjemme på visit efter et par år i Brasilien. Vi talte som altid hurtigt, levende og engageret om stort og småt. Undervejs fik jeg vist antydet en let misundelse over hendes ophold under varmere himmelstrøg, men kunne så glad tilføje at det jo føltes helt sommeragtigt i byen denne dag. Og da overraskede hun mig ved at indskyde: ”hvorfor siger alle i Danmark egentlig ’agtig’ hele tiden”? Godt spørgsmål, tænkte jeg, og det er ikke blevet dårligere med tiden, for tendensen med at tilknytte et -agtig til snart sagt hvad som helst er bare taget til.

Dengang havde jeg ikke noget fornuftigt svar parat. Siden er der gået 12 år og en karriere som sprogforsker er kommet til. Og nu ville jeg kunne fortælle min veninde at en del af svaret består i at sproget afspejler sin tid, og at især unge menneskers sprog er et barometer for hvordan samfundet ser ud. Verden er blevet mere kompleks, relationerne globale og kommunikationsmidlerne allestedsnærværende. Især de unge oplever at være ’på’ hele tiden og hele tiden blive bedømt på deres fremtræden og holdninger. Når verden samtidig forandrer sig på en måde hvor gammelkendte kategorier går i opløsning, er det ganske svært at definere hvad noget er.

Deraf opstår behovet for at modificere vores udtalelser. Unge som gamle vil vi gerne gøre os forståelige på bedst mulig måde, så vi gør vores yderste for at fange den rette fælles forståelse, vel vidende at det ikke er så ligetil. Derfor rammer vi vores beskrivelser ind med et -agtig der skal sikre at de ikke tages sådan helt for givet. Et eksempel er når vi kalder nogen for Lady Gaga-agtige eller hermionetypeagtige (hhv. popstjerne og den kvindelige heltinde fra Harry Potter universet, red.). Så refererer vi til nogle figurer der er velkendte for vores tilhørere, men som vi kun ønsker at de skal plukke nogle egenskaber ud fra og sammenligne med. Den vi taler om, er jo ikke fuldstændig som den flippede popdiva eller den nørdede magikerpige. På den måde bliver det også en fælles test af referencerammerne – forstår du hvilke elementer ved Hermione jeg mener? Og vendt indad: Har jeg selv fat i den rigtige karakteristik, så det giver mening i netop denne sammenhæng?

Udover navne på virkelige eller fiktive personer har det gennem længere tid især været navne for ting (substantiver) der kunne blive -agtige og dermed få en ny rolle at spille i sproget (nemlig som adjektiver). På Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet har vi en af verdens største databaser over talesprog, og her finder vi masser af sammensætninger som bryllupsagtig, markagtig og vaniljesmagsagtig. En nyere tendens er at man også kan lave hele sætninger om til adjektiver der så kan bruges til at beskrive en person eller en egenskab som her hvor en ung mand fortæller om den bedste måde at være sælger på: ”det er mere sådan hav en god dag, fedt du lukkede op og sådan-agtigt”.

Selv om det er helt moderne vilkår der har givet -agtig sin stærke fremgang, er formen langt fra ny. Den blev nemlig indlånt fra tysk allerede i 1400-tallet, og som sprogforskeren Peter Skautrup fastslår, blev den hurtigt meget udbredt. Dengang knyttede -agtig sig dog kun til enkeltord, især substantiver og adjektiver, og dannede nu helt gængse ord som nøjagtig, fabelagtig og barnagtig. I moderne tid er den så blevet taget op igen, bliver anvendt utroligt bredt, og er endda ved at ryste sig fri af funktionen som endelse. Jeg har fundet udtryk som en agtig kæreste (i betydningen ”en slags kæreste”) og en agtig drømmeverden eller den nybagte mors beskrivelse af sine veer som lidt agtigt mens-smerter (hun slap vist billigt!).  Og så kan det tilsyneladende bruges som en beskrivelse helt i sig selv: jeg vil sige det lyder sådan lidt … agtigt.

Denne seneste udvikling er allerede opfanget og gengivet i kulturlivet på forskellig vis. På internettet huserer et band der simpelthen bare kalder sig De Agtige. Og forfatteren Thomas Oldrup har udgivet en novellesamling med den korte og mangetydige titel Agtig som handler om hvordan vi som mennesker ind i mellem har svært ved at finde os til rette i forholdet til andre mennesker.

Hverken mellemmenneskelige relationer, jobbeskrivelser eller bryllupper er hvad de har været. De kan både skifte karakter over kort tid og over landegrænser. Og vi må hele tiden definere dem i forhold til en kategori der er under forandring – de er til dels som noget vi kender, men de er også nye og anderledes. Derfor er det ikke let at karakterisere noget præcis i vore dage. Det ved unge sprogbrugere med deres fintfølende sprogantenner kun alt for godt, og derfor har de brug for modifikatorer som -agtig, sådan, lidt og ligesom. Det er ikke kun danske unge der har det sådan. Engelsktalende unge bruger like, sort of og stuff like that på lignende måder og på samme baggrund.

Der er mange der bliver lidt bekymret-bedstefar-agtige ved al denne agtighed. De fortolker det som sløseri og unøjagtighed (bemærkede du det gode, gamle -agtig der?). Selv mener jeg at den moderne brug af formen både kan ses som et spejl af det komplekse samfund vi lever i, og som en humoristisk kommentar til behovet for at kategorisere selv om kategorierne flyder ud. Især de kreative, sætningslange eksempler på -agtig bliver nemlig leveret med et glimt i øjet: ”Det her er et bud, og det kan aldrig passe helt til det vi taler om, men nu gør jeg det alligevel…”-agtigt!

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Anmeldelse af Thomas Oldrups novellesamling Agtig:
http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/agtigt-af-thomas-oldrup

Musik af De Agtige:
 http://www.myspace.com/deagtige

Mere sproglig viden om -agtig:
Rita Therkelsen: ”Om agtig”. Sprogvidenskab i glimt. Syddansk Universitetsforlag, 2009.

Nytårstaler

Af professor og Dr. Phil. Frans Gregersen, som er leder af Sprogforandringscentret. Indlægget er bragt som Klumme i magasinet Danes 2012 - 1.
Der er tidspunkter hvor Danmark går i stå, fordi alle samles foran fjernsynsskærmen. På det seneste er det blevet muligt også for danskere uden for Danmark at deltage i dette tavse blå fællesskab. Og det mest oplagte eksempel er dronningens nytårstale, som altid indtræffer nytårsaftensdag kl. 18. På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner og mange må fejre nytår langt fra Margrethe II og hendes kongerige, er der her mulighed for et virtuelt fællesskab som minder om det forestillede fællesskab som nationen definerer som hos Benedict Anderson.

Dronninger og konger er samlende symboler, og ofte er de det eneste der er, se bare på Belgien. Men for danskere, hvor de end er, er det snarere sådan, at dronningen bekræfter et faktisk forestillet fællesskab, som endda opleves betydelig stærkere, når man er udenlands. For vi føler os om ikke beslægtede med dronning Margrethe, så i hvert fald som havende del i hende. Vi deler de danske rødder, men måske særligt det, at lange rejser og ophold i fremmede egne optager både vores sind og vores tid; det skaber til gengæld dybe venskaber og måske endda nye familier med mennesker, der netop ikke har deres rødder i Kongeriget.
Der er et særligt fællesskab mellem udlandsdanskere og majestæten. Begge har måttet sande, at det koster mange og lange anstrengelser at lære fremmedes sprog og at det danske sprog kan være svært at lære så tilpas, at landsmænd forstår, hvad der bliver sagt.

Vores nye ægtefæller, kolleger, venner eller børn med andet end dansk som modersmål forsøger jo deres bedste, når de smager på ordet ’riiisalmang’ og prøver at få det til at stemme med ’røødkål’ uden at det lyder, som om de har en brunet kartoffel eller to i munden og alligevel ender med at få svaret ’jeg forstår altså ikke hvad du siger’ (hvorefter vore landsmænd med stor begejstring skifter til broken English) – og dét endda på trods af enhver vilje til at vise det danske samfund globalt fællesskab, en intention som Margrethe d. II og hendes familie af gode grunde altid har haft.

Siden middelalderen har majestætens forfædre giftet udenlandske prinsesser ind i familien og dermed det danske kongerige: Margrethes moder var svensk, nedstammede fra en fransk klædehandler-familie, og hun selv har som bekendt fortsat den franske forbindelse. Prins Henrik kom til Danmark nogenlunde samtidig med udbredelsen af TV. Så Prinsens danske blev formidlet til masserne af det nysgerrige kamera. Det var præget af et par småfejl i syntaksen og en klar fransk accent i udtalen, men kom for altid til at stå mejslet ind i danskernes bevidsthed som ’mærkeligt’. Muligvis fordi det ikke var en amerikansk accent.
Der tales og skrives om sproget i kongehuset. Om det franske der blev til den kongelige families hjemme-sprog og det eksklusive danske, der bør tales til de nye svigerdøtre. For vi ved jo alle, hvordan dem, der taler dansk som andetsprog, bliver bedømt på evnen til at tale ordentligt dansk. Svigerdøtrene har lært, at det betaler sig at gøre de første års indledende forsøg med det danske under kontrollerede former, så offentligheden kan høre og vurdere fremgangen og mærke stoltheden over den rette kurs mod dette ’ordentlige’ dansk.
Men man kunne jo også vende det om og se kongehuset som bølgebrydere for en bredere accept af andet end ’ordentligt’ dansk. For når man ser nærmere efter, er denne ordentlighed yderst snærende, så snærende at det nærmer sig uhøflig adfærd over for fremmede slægtninge og manglende kærlighed til danskens variationer, inklusive fremmedes accent.

De fleste vil nok mene, at majestæten selv er målestokken for et korrekt og ordentligt dansk. Men også dronningens sprog har udviklet sig, siden den første nytårstale blev transmitteret i 1971. Dronningen taler lidt hurtigere og ved en hurtig gennemlytning og sammenligning af nytårstalerne fra 2001 og 1991 hører vi også flere sammentrækninger. Og selv om ingen hverken tør eller bør sige, at dronning Margrethe taler sjusket, er der stadig bemærkelsesværdigt mange oplæsningsfejl. Dansk er svært at læse op, bl.a. fordi der er stor afstand mellem skrift og tale - og fordi betoninger ikke vises i skriften. Alt i alt er nytårstalen sprogligt set det mest konservative dansk, vi kender. Så det er ikke dronningen selv vi skal tage som målestok, men hele den kongelige familie. Den viser i tværsnit, fra prins Henrik og prinsesse Marie til kronprinsen og hans hustru, hvor mange slags dansk der findes.
Gud bevare Danmark - og alle de mange slags dansk. 

Københavnernes lange vokaler

Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.
Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 5, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142

Jeg vidste jo godt, det ikke var det, hun mente. Men det var alligevel det, jeg hørte hende sige – i hvert fald for et kort øjeblik.
Hen over sommeren har man på DR i programmet ”Det Søde Liv” kunnet se Mette Blomsterberg tilberede de lækreste og mest ekstravagante desserter og kager - ovenikøbet mens hun forsøgte at lære alle os almindelige mennesker, hvordan hun gjorde. Jeg er rasende glad for søde sager, og jeg er næsten lige så glad for at se madprogrammer, så ”Det Søde Liv” var tit noget, jeg fik zappet hen på i sommerens løb. Og det var altså også Mette Blomsterberg, jeg misforstod et kort øjeblik. For i et af programmerne sagde hun: ”så fylder jeg cremen i parken”. Man ser det for sig: Luxembourghaven oversømmet i liflig chantilly-creme, Hyde Park dækket i clotted cream eller Kongens Have indsmurt i remonce. På sin vis en ganske lækker tanke, men jo ikke lige noget man kunne kaste sig ud i som afslutningen på en grillaften. Og det var selvfølgelig heller ikke det hun sagde, hende Mette. Hun sagde nemlig ”så fylder jeg cremen i pakken”. Det fremgik endda klart af sammenhængen, for hun havde lige vist hvordan man lavede sprøde butterdejspakker, der nu skulle påfyldes en vaniljecreme.

Hvorfor hørte jeg så ”parken”? Jo, det er fordi Mette Blomsterberg, som så mange andre københavnere i sin generation, har en tendens til at sige lange vokaler i ord, hvor vokalen før var kort. Gør man det i ordet ”pakken”, så kommer det til at lyde som om, man siger ”parken”. Det er en meget velkendt udtaleforandring, og i nogle ord er den blevet helt obligatorisk – jeg kender for eksempel ingen mennesker under 40, der siger ordene ”sidde” og ”hedde” med kort vokal, selvom det var normen tidligere. Men i nogle ord er det valgfrit at gøre vokalen lang, bl.a. i et ord som  ”pakken”. Når man så gør det i de ord, så er det noget, der for mange får det til at lyde lidt af håndværker. Og selvom det at kreere delikate konditorkager er et håndværk, som kræver mange års træning, så er det samtidig noget, der er forbundet med en forfinet luksus.

Faktisk, tror jeg, det var derfor, at jeg overhovedet bemærkede det. Det var jo ikke, fordi det var svært at regne ud, hvad der mentes – det klarede sammenhængen. Men sammenhængen gjorde også, at jeg forventede et fint og måske lidt gammeldags dansk, og derfor blev jeg overrasket over at høre en mere ungdommelig udtale.  Egentlig synes jeg det er en glædelig overraskelse, at den udtale, som man for ikke så længe siden så ned på, nu også kan høres i en feinschmeckerudsendelse. Måske skulle man blive bedre til at skubbe fordommene til side og i stedet høre efter, hvad der bliver sagt? Så kunne det også være, man blev bedre til at lave desserter og kager.

Det at kan dansk

Af Karen Margrethe Pedersen, som er lektor ved Afdeling for Dialektforskning, ved Nordisk Forskningsinstitut, KU. Karen Margrethe har deltaget i bla. projekterne ScanDiaSyn og DanDiaSyn om nordisk og dansk og dansk dialektsyntaks.

Indlægget her er også bragt som læserbrev i Information den 19. januar 2011.

I et læserbrev 12. januar er der en læser, der kritiserer Morten Bødskov for at have sagt ”det at kan dansk er vigtigt for at kunne begå sig i det danske samfund”. Men denne sætning er på ingen måde fejlagtig. Den følger blot en anden grammatik end den gængse skolegrammatik. Verberne skulle, kunne, ville og måtte har i Morten Bødskovs grammatik to infinitivformer: en nutids infinitiv: at kan, at skal, at vil, at må, og en fortids infinitiv: at kunne, at skulle, at ville, at måtte. Det hedder ”det er vigtigt at kan dansk”, men ”det var vigtigt at kunne dansk”. Man kan sammenligne med latin, der også har to infinitivformer, omend med en anden fordeling, fx vocare ’at kalde’, vocavisse ’at have kaldt’.

Nutids infinitiv har eksisteret i 500 år. Formen er mest almindelig i Nørrejylland, men i et grammatikprojekt år 2007 blev den registreret over hele landet, herunder i København. Den er således ikke dialektal. Og den er heller ikke specielt lavsocial.

Det danske sprog udviser variation, og vi har ikke alle den samme grammatik. Skolegrammatikken beskriver kun en snæver norm, og det er ikke alle afvigelser fra skolegrammatikken, der er fejl.

Om at få ordene galt i øregangen

Af Nicolai Pharao, som er post.doc ved Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet. Nicolai har speciale i fonetik.

Indlægget her har tidligere været bragt i Magasinet DANES nr 2, 2011: http://www.danes.dk/index.dsp?area=6142

Man skal høre meget, før ørerne falder af! Faktisk er det ikke sket for nogen endnu, men alligevel kan man foranlediges til at tro, at de fleste ører er i overhægende fare for at blive skilt fra hovedet. For der sjuskes med sproget overalt, også hos journalister, som jo burde vide bedre, ikke sandt? Det bliver jævnligt påtalt,  for eksempel har en professor i radioen beklaget sig over en journalists omtale af ”gingen”. Hvad i alverden skulle dét dog betyde? Nu måtte der virkelig strammes op, mente han. Og det kan man vel godt forstå, for der er jo ikke noget, der hedder ”gingen”. Heldigvis for os lyttere beklagede professoren sig for åben mikrofon på den kanal, der havde bragt det fremmedartede ord, så hjælpsomme kolleger kunne finde reportagen frem.

Klippet blev sat på, og jeg lyttede til det. Med mine ører hørte jeg, at der blev sagt ”geringen”. Nå ja, og hvad så, Nicolai, dét er da heller ikke et ord! Nej, det er det jo ikke, i hvert fald ikke uden for sammenhængen. Men ordet kom fra en reportage, hvor journalisten var taget ind på Christiansborg, for, som han sagde, ”her er geringen i gang med nye finanslovsforhandlinger”. Så forstår man jo bedre! Selvom nogle måske vil mene, at geringen og dens gerninger kan være svære at forstå, så var ordet lige til at forstå i sammenhængen. Faktisk var det vel egentlig meget smart af journalisten sådan lige at klippe lidt af ordet ”regeringen”, så han kunne komme frem til det vigtige i reportagen.

Nogle gange bliver ord presset endnu mere sammen. Tag nu denne her sætning: ”Der normt mange plamsboere, der ensomme”.  Slutningen er nem nok at forstå, og starten er måske heller ikke så svær, hvis man siger det højt for sig selv :”Der normt” er jo en lidt hurtig måde at sige ”Der er enormt”. Men hvad så med de her ”plamsboere”? Det er da noget vås. Og vi kan jo ikke hjælpe dem, hvis vi ikke kan forstå, hvem de er. Her har talesjuskeriet alvorlige konsekvenser! Måske endnu værre end ører, der falder af. Men vi kan igen hente hjælp fra sammenhængen. Plamsboerne kom ind i billedet i en samtale om ældrepleje, så man var sådan set ikke i tvivl om, at det handlede om plejehjemsbeboere. Igen var det det mindre væsentlige ord, der blev trukket endog gevaldigt meget sammen, så hende, der snakkede, nemmere kom frem til sagens kerne – som mellem mine ører er både mere vedrørende og væsentligt end at konservere vores udtale, så vi alle lyder ordentlige og ens.

Man kan selvfølgelig godt kalde de her sammenpresninger af ordene for sjusk. Nogle gange kan det da også føre til misforståelser, som når v’et falder ud af ”livet”, og man kan tro, man bliver spurgt om, hvad man syntes om liget, mens man var udstationeret. Men i stedet for at frygte, at ørerne falder af, var det nok bedre at folde dem ud og lytte til den rigdom af måder, ordene kan siges på. Liget skal jo leves, sagde plamsboeren!

Tosproget - et positivt ord?

Af  Marie Maegaard som er lektor, ph.d og cand.mag. i dansk og matematik
og ansat på Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet med speciale i sociolingvistik

Maries indlæg er udgivet i tidsskriftet Sprog og Samfund i december 2011: http://www.modersmaalselskabet.dk/sprog-samfund/

„Tosproget“ – er det virkelig et ord man kan strides om betydningen og brugen af? Ja, det er det i allerhøjeste grad. Man kunne måske tro at ordet „tosproget“ er et positivt ord som dækker over at nogle mennesker simpelthen behersker flere sprog end andre, de såkaldt „etsprogede“. Men i dagens Danmark er dette langt fra den gængse brug af ordet. „Tosproget“ betyder ikke længere bare „som kan tale to sprog lige godt = bilingual“ (jf. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog, 1997).

Nej, „tosproget“ har fået en negativ klang. Fx skriver Albertslund Kommune på deres hjemmeside: „Albertslund Kommune fokuserer på indsatsen over for tosprogede børn og unge i alderen 10-25 år, der har store problemer med kriminalitet, misbrug, skolegang og familie.“ Senere står der: „Første fase fokuserer på eksisterende viden om effekten af kriminalitetsforebyggende arbejde over for børn og unge, særligt tosprogede børn og unge.“ Hvorfor skulle børn der behersker flere sprog kræve særlige kriminalitetsforebyggende foranstaltninger?

Er det at beherske mange sprog virkelig noget som automatisk medfører en kriminel løbebane?
Nej, det er det naturligvis ikke. Pointen er at begrebet „tosproget“, som det ofte bruges nu, ikke har en døjt med sprog at gøre. Det er en samlebetegnelse for mennesker (som regel børn og unge i skolesystemet) som har indvandrerbaggrund – men ikke en hvilken som helst indvandrerbaggrund. Det handler nemlig mest om at de „tosprogede“ er kulturelt anderledes end „os“, de rigtige danskere. Derfor definerer kommuner også tit „tosproget“ ved at inddrage kulturelle såvel som sproglige krav. Københavns Kommune definerer fx i en stor undersøgelse „tosprogede elever“ som elever hvis hjemmesprog er et andet end dansk, og hvis forældre „har oprindelse i et land uden for den vestlige kulturkreds“. I den forstand kan man sige at der måske bare er tale om en form for newspeak, hvor man forsøger at omtale en gruppe elever på en ikke-fordømmmende måde. Det kan man hævde, men jeg vil mene at det er et stort problem hvis man tror at man kan komme selve problemet med at stigmatisere minoritetsgrupper til livs, bare ved at kalde dem for noget andet.

Det væsentligste problem er forståelsen af de „tosprogede“ som kulturelt anderledes. Som den tidligere københavnske skolepolitiker Majbritt Mamsen (K) udtaler, så ville hun „aldrig lade sine børn gå i en folkeskole med over 25 pct. tosprogede elever“. Og det er fordi: „Jeg ville ikke kunne beskytte mit barn mod bander eller livet i skolegården, hvis den herskende mentalitet er strenge æresbegreber samt, at man slår, før man taler.

Jeg tror også, jeg er på bølgelængde med mange forældre, når jeg heller ikke ønsker, at mit barn skal lære et råt sprog“ (Berlingske Tidende, 3/11-2004). Mamsen taler ikke om flersprogethed her; hun taler om en kultur som hun ikke ønsker at hendes barn skal være en del af, og som hun altså forestiller sig hersker på skoler med mere end 25 % „tosprogede“. Igen er det næppe de udvidede sproglige kompetencer (selve tosprogetheden) der fører til bander, vold og rå omgangstone i skolegården, men Mamsen sætter lighedstegn mellem alle disse ting. Det hun, og andre med hende, i virkeligheden gør, når de omtaler „tosprogede“ på denne måde, er at opstille en „os“-„dem“-relation som kun ved selve ordet „tosproget“ adskiller sig fra andre opdelinger (fx „dansker“-„udlænding“, „dansker“-„fremmed“ eller dansker“-„perker“).

„Tosproget“ har altså ikke længere noget med sprog at gøre, men er trådt i stedet for tidligere ord som – måske for tydeligt – signalerede kulturel eller etnisk anderledeshed. Vi må imidlertid ikke tro at vi er kommet fordommene til livs, blot ved at give dem nye navne.

Talesprog og dialekter

Af Lektor Marie Maegaard, Post.doc. Nicolai Pharao, Lektor Pia Quist, lektor Karen Margrethe Pedersen og Professor Tore Kristiansen

(ansatte ved Nordisk Forskningsinstitut, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab samt Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, Københavns Universitet)

Hvordan er det egentligt, det står til med de danske dialekter? Dette spørgsmål har hen over sommeren været temaet for en række artikler i Weekendavisen med Michael Ejstrup (forsker i journalistisk sprog ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) som forfatter. Artiklerne behandler forskellige temaer, men har det til fælles, at de alle fremstiller den sproglige virkelighed i Danmark helt anderledes end de fleste sprogforskere gennem de seneste årtier har beskrevet den. Dette er også en pointe for Ejstrup, som faktisk mener, at alle vi andre (specielt forskere fra Københavns Universitet) tager fejl, når vi beskriver talesproget i Danmark som mere og mere ensartet for hver generation. Mange års forskning baseret på store mænger data viser, at ensretningen sker med udgangspunkt i københavnsk og breder sig til hele landet. Men denne forskning er altså ifølge Ejstrup forkert. Vi vil gerne tage handsken op og forklare hvorfor vi ser Ejstrups fremstillinger som problematiske, og hvordan vi gennem vores egen og tidligere forskning kommer frem til andre resultater end Ejstrup.

Det første og mest overordnede problem er Ejstrups forståelse af begrebet dialekt. Når Ejstrup forsikrer os om, at dialekterne lever i bedste velgående, er det kun muligt, fordi han forstår 'dialekt' som et langt bredere begreb end man traditionelt gør blandt forskere på området. Det er usandt, når Ejstrup påstår, at 'dialekt' kan betyde snart sagt hvad som helst for forskerne. Rundt om i landet bruger folk talesprog, som har visse regionale særpræg. Dette er vi ikke uenige med Ejstrup i, og det er også veldokumenteret i dansk dialektforskning og sociolingvistik. Samtidig er det dog også veldokumenteret, at talesproget rundt om i landet i løbet af de sidste halvtreds år er blevet mere og mere ensartet. Der er ganske vist regionale særpræg tilbage, men folk taler mindre og mindre dialektalt end tidligere, og når de holder op med at bruge et dialekttræk, skifter de som hovedregel til et københavnsk træk. Man kan naturligvis vælge at kalde de nye ensartede sprogformer for 'dialekt', men for de fleste sprogforskere har det været vigtigt at pointere, at det danske sprogsamfund er i gang med en gennemgående afvikling af dialekterne, hvor netop kun få regionale træk står tilbage. Men der er ikke tale om, at vi mener, at man ikke længere kan høre regionale forskelle på folk fra forskellige egne i Danmark. Det ved Ejstrup også, hvis han læser det vi skriver. Vi mener, at hvis man er interesseret i at udvikle et samfund, hvor man fortsat skal have mulighed for at høre de sproglige forskelle, som Ejstrup præsenterer os for – og det er vi faktisk – er det vigtigt at være klar over, at der er en proces i gang i øjeblikket, som leder os det modsatte sted hen, nemlig mod en situation hvor ensretningen er endnu mere gennemført end i dag.

Et andet vigtigt problem er Ejstrups påstande om, at forandringerne i dansk talesprog især kommer fra Vestdanmark. Dette billede kan vi ikke genkende ud fra den eksisterende forskning. På Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet har man igennem de sidste 100 år forsket i talesproget i Danmark, og det er et gennemgående resultat af de store kvantitative studier, at påvirkningen udgår fra København og bevæger sig vestover. Dette ses imidlertid ikke kun i de "københavnske" dialektologers undersøgelser, men også i f.eks. den stort anlagte Hirtshals-undersøgelse fra begyndelsen af 1980'erne samt i Lars Brink og Jørn Lunds store værk om Dansk Rigsmål fra 1975.

De undersøgelser der er i gang på Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, hvor man arbejder på at kortlægge og forstå en række af de sprogforandringer der har fundet sted i dansk talesprog gennem de sidste 30-40 år, viser, at forandringer i dansk sker med udgangspunkt i københavnsk, hvorfra de breder sig til resten af landet. Dette gælder både grammatiske og udtalemæssige forandringer. Resultaterne bygger på materiale fra gamle optagelser, nye optagelser, optagelser med unge og gamle og forskellige typer af samtaler. Derfor er vi meget forundrede over Ejstrups beskrivelser af forandringer, som skulle komme fra andre dele af landet og påvirke københavnsk sprogbrug. Vi ville derfor gerne have mulighed for at få indblik i hvad han bygger disse beskrivelser på, men det kan vi ikke få. Og her kommer vi til det ikke mindst væsentlige problem med Ejstrups fremstillinger af den sproglige virkelighed i Danmark (både i Weekendavisen og andre steder). Nemlig manglen på dokumentation. Vi præsenteres for eksempler på dialekttræk, men vi får ikke angivet, hvor udbredte de er, i hvilket datamateriale de er fundet, hvordan hans datamateriale er fremkommet osv. Når Ejstrups fremstilling af udbredelsen af dialekttræk sammenholdes med eksisterende dialektbeskrivelser, fremstår hans artikler som fulde af unøjagtige og fejlbehæftede oplysninger. Et eksempel fra den første artikel, 'Farveller', er Ejstrups beskrivelse af selve titelordet, farveller, som specielt fynsk. Det er det ikke ifølge andre beskrivelser (f.eks. Den Danske Ordbog hvor det beskrives som generelt træk uden stedsangivelse). Et andet eksempel er udtale af de korte e-vokaler i ordene til og det. Denne udtale beskrives af Ejstrup således: "Det er et fynsk træk, at de vokaler udtales, så de ligner æ-vokaler".Men det er det ikke. På traditionel fynsk dialekt udtales disse ord med e, altså te og de, hvorimod det på Lolland og Falster er almindeligt at udtale disse ord tæ og dæ (ifølge Ømålsordbogen). Endvidere findes dæ også i sønderjysk (ifølge Jysk Ordbog).

Dette er blot eksempler. Alene i denne første artikel er der faktuelle fejl og unøjagtigheder ved næsten alle de punkter Ejstrup gennemgår. Vi har gentagne gange forsøgt at få adgang til Ejstrups ph.d.-afhandling – som han selv fremholder som sin dokumentation – for at kunne diskutere disse spørgsmål mere kvalificeret med ham, men den er ikke til udlån, hverken fra Ejstrup personligt eller fra Syddansk Universitets bibliotek. Indtil videre har vi stort set kun Ejstrups populærvidenskabelige fremstillinger at forholde os til – hvilket er yderst kritisabelt, når disse fremstillinger fremsætter en hård kritik af al hidtidig forskning på området. Vi efterlyser dokumentation og en saglig diskussion.